af Frankrig – Solkongen – forstod virkelig at indrette sig. Når man besøger hans overdådige 1600-talsslot Versailles 25 kilometer sydvest for Paris, er det svært at forstå, at et almindeligt menneske har boet der; at det ikke ‘bare’ er et stykke genialt udtænkt oplevelsesøkonomi på linje med Disneyland. Et besøg på Versailles er aldrig forgæves. Man har ikke brug for en anledning til at tage derud – man gør det bare.
Nu er der alligevel en ekstra anledning, for i de seneste mange måneder har dansk kunstlivs egen solkonge, Olafur Eliasson (f.1967), og hans mange hjælpere gået og pyntet op omkring slottet og slotsparken, og hvordan man end vender og drejer det, ser det overdådigt ud på billederne. Se bare vandfaldet med et fald på 40 meter. Eliasson har arbejdet med vandfald som udtryk og tema i næsten 20 år, og teknikken synes at være blevet raffineret noget siden værket ‘New York City Waterfalls’ i 2008, som måske havde lidt for meget vådt stillads over sig, i hvert fald for newyorkernes sofistikerede smag.