7. oktober 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Sprogets grænser

Tilbage i 1946 forfattede George Orwell en ferm analyse af politisk spin og sprogbrug. I essayet ”Politics and the English Language” forklarer Orwell kort og godt, hvordan sproget bevidst kan gøres vagt og uklart for at dække over dunkle sandheder. Med upræcise ordvalg og udtærskede idiomer kan politikere simpelthen maskere, hvad de i virkeligheden mener. Eller […]

Kære læser

‘Demokratiet styrer’ styrer ikke

Er demokratiet i krise? Meget kunne tyde på det, hvis ellers man ser på populismens opblomstring, Donald Trumps præsidentskab, Brexit og stormen på den amerikanske kongres – for slet ikke at tale om situationen i eksempelvis Indien, Ungarn og Brasilien. Ifølge den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller, bør vi dog slå koldt vand i blodet. Før vi […]

Det bedste vi har set

Følg pengene og find Jens Haaning

Følg pengene og find Jens Haaning

”Og så bliver jeg lidt mistænksom. Er det mon fordi, jeg er gået på kompromis med værket? Har jeg solgt ud? Men jeg ender med at tænke, at det er faktisk er et ret okay værk. Også selvom jeg har haft ondt i maven i flere måneder. Og tænkt alle mulige scenarier igennem, om jeg virkelig kunne gøre det.” Kunstneren Jens Haaning fortæller Kunstkritikks redaktør Pernille Albrethsen om tankerne bag sit meget omtalte konceptværk Take the Money and run. 

Hellere en yacht end kontanter

Hellere en yacht end kontanter

Hvordan køber klodens superrige sig til indflydelse? Her taler vi om bestikkelse og det, der minder om det. Kufferter med kontanter er åbenbart ikke længere comme il faut i den verden; det er til gengæld skuffeselskaber i skattely, som ejer jetfly, yachter og værdifulde ejendomme i fx London. Washington Post har en længere (ret kulørt) artikel om det i serien om Pandora-papirerne. Ordet lyssky slår ikke helt til.

Afdøde pelsdyr for alle pengene

Så oprandt dagen, hvor Minkkommissionen påbegyndte sine afhøringer. Der skal afhøres 61 vidner, og statsminister Mette Frederiksen (S) er nummer chok d. 7. december. Journalist Kristine Korsgaard fra Altinget har på Twitter udfærdiget en glimrende liste over spørgsmål, som hun håber kommissionens arbejde vil give svar på.

+ Her er DR’s tidslinje over Minksagen.

Spisesedlen

Evakuerede kvinder og børn er ankommet fra Syrien. Natten til torsdag er tre danske kvinder sammen med deres børn ankommet til Danmark, efter de onsdag blev evakueret fra al-Roj-fangelejren i det nordøstlige Syrien. De tre kvinder er blevet sigtet efter terrorbestemmelserne og vil i løbet af dagen blive fremstillet i grundlovsforhør.

Minkkommissionen påbegynder afhøringer. Torsdag begynder den såkaldte minkkommision sin undersøgelse af forløbet, der ledte til beslutningen om at aflive alle danske mink i efteråret 2020. Første vidne er afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Tejs Binderup, som torsdag formiddag fortalte, at man i ministeriet var klar over den manglende lovhjemmel: ”Der har ikke i fødevaresystemet været noget tvivl om, at lov om hold af dyr ikke kunne bruges til at slå alle dyr ned”. Den manglende lovhjemmel var årsagen til, at daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) i november 2020 måtte trække sig fra sin ministerpost.

WHO godkender malariavaccine. Efter succesfulde pilotforsøg er den første vaccine mod malaria nu klar til at blive distribueret til børn over store dele af Subsaharisk Afrika. Generaldirektør for WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, kalder det et ”historisk øjeblik” og mener, at vaccinen årligt vil kunne redde titusindevis af liv: ”Den længeventede malariavaccine til børn er et gennembrud for videnskaben, børnesundhed og malariakontrol”.

Frankrigs ambassadør vender tilbage til Australien. Det fortalte Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, onsdag: ”Jeg har bedt vores ambassadør vende tilbage til Canberra […] for at redefinere grundlaget for vores fremtidige relation”. Frankrig trak i protest sin delegation hjem, efter Australien afbrød en handelsaftale om ubåde som led i indgåelsen af en ny forsvarsalliance med Storbritannien og USA.

Dommer blokerer Texas’ abortlov. En amerikansk føderal dommer har midlertidigt blokeret Texas’ kontroversielle lov imod abort, mens dens legalitet efterprøves. Det sker, efter Biden-administrationen har sagsøgt Texas for at vedtage konstitutionsstridig lovgivning. Dommeren kritiserede i hårde vendinger loven, og regeringens pressesekretær Jen Psaki udtalte efterfølgende, at afgørelsen er ”et vigtigt skridt i retningen mod at genoprette de texanske kvinders konstitutionelle rettigheder”.

Et sidste ord

Vi kan levende forestille os det dilemma, det har været for Christiansborgs politikere at beslutte sig for, hvorvidt de skulle afsløre, at de sidder og ser ‘Luksusfælden’ eller lade muligheden for at kritisere en muslim forbipassere. Decisions, decisions…

God torsdag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12