Tænk, at dette skulle blive ugen, hvor vi pludselig og uden varsel skulle tage afsked med justitsminister Nick Hækkerup (S). Ej, vi driller bare.

Manden har, som Oliver Stilling påpegede det i en ‘Kære læser’, i flere år haft en afslørende ansigtskulør, der har “været askegrå grænsende til det spøgelsesagtige“. Desuden ligger det jo næsten til familiens DNA at skifte det magtfulde embede ud med underlige lobbyist-tjanser. Men siger skiftet måske samtidig noget om Socialdemokraternes tilstand? Er der en implosion på vej, spurgte Stilling mandag.

Implosion er der i hvert fald grund til at frygte i Nordirland, hvor de torsdag gik til valg. I skrivende stund er valgresultaterne ikke endelige, men noget tyder på, at det nationalistiske parti Sinn Féin står til at blive landets største. Det kan ende med at betyde genforening af Irland og Nordirland, og det er det, der har skabt dårlig stemning, skrev David Dragsted i en analyse.

Værst står det dog nok til i USA lige nu, hvor et lækket dokument fra landets højesteret viser, at der er flertal for at omstøde den historiske Roe v. Wade-dom fra 1973, der sikrede kvinders ret til abort. Det skrev David om i en ‘Kære læser’ tirsdag. Det er fuldstændig ubegribeligt, hvordan kvinders kroppe igen og igen ender på gamle, konservative mænds nåde, og som en tydeligt oprevet Elizabeth Warren rigtigt påpegede, så er det som altid de fattige kvinder, som kommer til at betale prisen. Der er ingen grund til at mane til besindelse, for også herhjemme bør det bringe sind og pis i kog.

Rasende kan man jo ikke være hele tiden, så tirsdag prøvede jeg – Asta Kongsted til din tjeneste – et par vittigheder af. Hækkerups exit peger nemlig på det åbenlyse problem, at svingdøren mellem dansk politik og de lobbyvirksomheder, der påvirker den, hele tiden står og klaprer. Jeg var i mit opbyggelige hjørne, så jeg kom med et par forslag til, hvor andre danske toppolitikere kunne søge hen, når magtens korridorer bliver for meget for dem. Som en mand på Instagram fik sagt, så var mine jokes – udover den med Søren Pape (K) – ikke særligt sjove, men du kan jo dømme selv.

Indiens præsident Narendra Modi var som bekendt på en lille Europa-tur i denne uge, hvor han slog vejen forbi København for at præsentere det grønne samarbejde, han har indgået med Socialdemokraterne. Men i Modi får statsminister Mette Frederiksen (S) ikke kun en ven, der er en ivrig yogi, men også en ven hvis parti står bag omfattende hindinationalisme, og hvis politik gentagende gange er blevet beskyldt for at krænke både friheds- og menneskerettigheder, skrev Emilie Ewald onsdag i en ‘Kære læser’. Namaste.

Samme dag bragte vi tredje afsnit af Kristian Lauritzens serie om pressefrihed (og måske vigtigst af alt: mangel på samme) i Rusland. Hvor han i de tidligere to interviews har talt med ligesindede journalister, møder vi i dette afsnit Piotr Tolstoj, der er tidligere tv-vært og vicepræsident i det russiske parlament. Her får piben en anden lyd, for Tolstoj er ganske overbevist om, at sandheden vil sejre, så snart Rusland får skovlen under de ukrainske nazister… Så ja.

Torsdag skrev Oliver Stilling om den gode Pave Frans, der tilsyneladende har fået trådt den russisk-ortodokse kirke så eftertrykkeligt over tæerne, at de har måttet se sig nødsaget til at reagere. Frans, hvis vi må kalde ham det, har efter en zoom-samtale, hvor Kirill (fra et manuskript) lirede forsvar for Ruslands invasion af Ukraine af, kaldt Kirill for Putins alterdreng, hvilket har sat den gejstlige verden på den anden ende. Det er sgu også et lidt specielt ordvalg, den katolske kirkes forskruede forhold til alterdrenge taget i betragtning, men lad nu det ligge.

Emma Louise Stenholm tog os samme dag med til Storbritanniens røvhul, bedre kendt som London-forstaden Slough. Her fik hun dog sine fordomme gjort til skamme: “Slough har skabt en succeshistorie på, at migration ikke behøver at betyde underbetaling og udnyttelse og modsat sig fortællingen, at indvandring leder til utryghed, som Brexit-fortalere førte kampagne for op til folkeafstemningen og stadig plæderer for i dag. Derfor kom det som et chok, da indbyggerne stemte for Brexit med 54 pct. mod 46 pct.“ Hvad der i stedet er på spil, kan du læse om i hendes ret fabelagtige reportage.

Den ivrige Føljeton-læser vil vide, at jeg fra tid til anden virkelig kan finde nydelse i at kritisere økonomer. Der er simpelthen noget ved deres måde at fremstille deres hyppigt skiftende regnemodeller og ideologier som statiske, apolitiske strukturer, der bare kilder de helt rigtige steder. Det skrev jeg om i en ‘Kære læser’ fredag, efter Nationalbanken har valgt at kritisere regeringens forslag om en varmecheck til ældre. For jeg vil ikke afvise, at det skulle være en dårlig idé, men er det virkelig et alter, banken vil ofre deres såkaldte neutralitet på? Hvorfor er det nu, de tager bladet fra munden – og ikke i 2020, da de blev tilbudt et grønt investeringsmandat til at skubbe bag på den grønne omstilling? Dengang ville de for alt i verden ikke blande sig i politik, men det skal jeg love for, de er kommet efter.

Indignationen ville ingen ende tage fredag, hvor Lars Trier Mogensen havde set den nye dokumentar om forholdene på Herlufsholm Kostskole og den derpå følgende vage reaktion fra Kongehuset: “Hvordan kan Kronprinsesse Mary på én og samme tid forsøge at profilere sig på anti-mobning og så samtidig sende sine egne børn ned på en kostskole, der er kendt for fysisk og psykisk chikane? Indtil Kronprinsesse Mary får gennemtvunget, at den samlede ledelse og bestyrelse bliver fyret, vil hun selv stå tilbage som et dobbeltmoralsk symbol på, hvordan overklassen åbenbart stadig opfatter vold, seksuel ydmygelse og undertrykkelse som et magtmiddel,“ tordnede han i en analyse.

Nu går jeg på weekend, og jeg synes, du skal gøre det samme. Så kan vi jo tales ved i næste uge. /Asta Kongsted