7. juli 2023
Det bedste vi har set
Surprise! Du skal på sommerkursus
Men du behøver ikke rejse dig fra chaiselongen.
Hvis du er erfaren Føljeton-læser, ved du, at vi normalt udkommer med en anderledes kadence over sommeren. Færre udgaver med færre nyheder.
Men plejer er død, og i år prøver vi noget nyt. For egentlig mener vi, at sommeren skal bruges på at nørde igennem.
Så vi har simpelthen lanceret et sommerbrevkursus
Fra mandag d. 26. juni og 5 uger frem sender vi 5 små brevkurser ud til jeres indbakker (modtager du ikke vores daglige mail, kan du justere dine indstillinger her.)
Det er én lektion om dagen. Mandag til torsdag.
Kurserne er hurtigt læst, veloplagte og med rigeligt til de små grå. Så du kan fylde de lange sommerdage med meningsfulde overspringshandlinger.
I løbet af sommeren skal vi:
Uge 26: Skære gennem hypen og få greb om kunstig intelligens: 1. lektion, 2. lektion, 3. lektion & 4. lektion.
Uge 27: Sommerlæse blød science fiction: 1. lektion, 2. lektion, 3. lektion & 4. lektion.
Uge 28: Undersøge, om modvækst er svaret på alle vores bønner: 1. lektion, 2. lektion, 3. lektion & 4. lektion
Uge 29: Og øve os i at se på billeder med Oliver Stilling: 1. lektion, 2. lektion, 3. lektion & 4. lektion
Uge 30: Lære at gennemskue magtens spin med Lars Trier Mogensen: 1. lektion, 2. lektion, 3. lektion & 4. lektion
Men bare rolig, du bliver ikke snydt for nyhederne. De kommer om fredagen i vores spritnye overbliksformat, som selvfølgelig også lander direkte i din indbakke.
Som altid er mailen åben, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. Og ellers er det bare at sige: vel mødt på sommerskolen!
Sig cazzo til klimanøl
Nogle undskyldninger er mere troværdige end andre. Efter den 31-årige turist Ivan Dimitrov har fået hele Italien på nakken som følge af, at han har indgraveret en kærlighedserklæring til sin kæreste på Colosseums mure, kan man vist godt sige, at han er gået i panik. I et brev til Roms borgmester – som er blevet […]
Forsvarsposition
Forsvarsposition. Den gode nyhed for statsminister Mette Frederiksen (S) er, at hun tilsyneladende har vundet en flaske vin af journalist Stéphanie Surrugue, efter de to under Folkemødet væddede om, hvorvidt Frederiksen fortsat er dansk statsminister til efteråret. Den dårlige nyhed er, at Mette Frederiksen ikke kan kalde sig Nato-generalsekretær i denne omgang. Det kan til gengæld nuværende generalsekretær Jens Stoltenberg, som bliver på posten endnu et år.
Overophedet
Overophedet. “Det her er den værste dag i mit liv,” siger en ydmyget Bart Simpson på et tidspunkt i The Simpsons Movie. Som den gode far han er, lægger Homer en hånd på sønnens skulder og siger: “Den værste dag i dit liv indtil videre.” Nogenlunde sådan forholder det sig med vejret. Mandag blev der sat ny global temperaturrekord, som dog straks slået tirsdag. Det var nemlig kun klodens varmeste dag indtil videre.
Fugleflugt
Fugleflugt. Vi tror det først, når vi ser det, men der er stadig en bizar mulighed for, at milliardærerne Elon Musk og Mark Zuckerberg vil møde hinanden i en såkaldt cage fight. De to kamphaner har da også rigeligt at strides om, efter Zuckerberg-ejede Instagram har lanceret tjenesten “Threads”, en giftig konkurrent til Musk-ejede Twitter. God timing, nu hvor Twitter for alvor er ved bryde sammen.
Bandbullar
Bandbullar. Pludselig kom der uventet hjælp fra paven til alle de klaphattesvingende danskere, der elsker at gøre grin med det svenske broderfolk: Under rubrikken ‘Pave Frans fordømmer Sverige’ kunne man nemlig læse, at paven slet ikke er fan af, at Sverige tillader koranafbrændinger. Hvorfor paven så ikke også har fundet det nødvendigt at fordømme Danmark, er til gengæld et godt spørgsmål. Måske har Sverige faktisk vundet den her?
Israelsk offensiv
Israelsk offensiv. Mindst 12 palæstinensere, herunder fire børn, blev i denne uge dræbt af israelske angreb mod en flygtningelejr i byen Jenin i den nordlige del af Vestbredden. Der var tale om den største militære operation i Jenin i over 20 år, og ifølge israelsk militær fik man både neutraliseret våbenlagre og anholdt en række “terrormistænkte”. Tirsdag blev ni sårede i et terrorangreb i Tel Aviv, som Hamas har taget ansvar for.
Sacré bleu
Sacré bleu. Optøjerne, som har opslugt Frankrig, siden en politibetjent i sidste uge skød og dræbte den 17-årige dreng Nahel, er så småt begyndt at ebbe ud. Det politiske efterspil er til gengæld kun lige begyndt. For mens præsident Emmanuel Macron forsøger at forklare, at det altså ikke var autoritært at true med at slukke for de sociale medier, synes franskmændene stadig splittede ud over alle grænser.
Stedforvirring
Stedforvirring. Egentlig skulle han have befundet sig i Belarus, lederen af Wagner-gruppen Jevgenij Prigosjin. Her ville han nemlig kunne undgå strafforfølgelse, efter at have stoppet sit mytteri-forsøg i Rusland. Spørger man den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko, er Wagner-lederen dog faktisk at finde i Sankt Petersborg. Samtidig har Vladimir Putin holdt virtuelt topmøde med Xi Jinping og Narendra Modi.
☑ Lær Karpe at kende. Spurgte man en tilfældig nordmand på årets Roskilde Festival, hvilken koncert vedkommende så mest frem til, var svaret som oftest: Karpe! Den norske hiphopduo, bestående af norsk-egyptiske Magdi Abdelmaguid og norsk-indiske Chirag Patel, leverede da også et fuldstændig overrumplende show på festivalen, der samtidig fungerede som et relevant indspark til den skandinaviske indvandrerdebat. Ja, desto mere man dykker ned i Karpes historie, desto mærkeligere bliver det, at ingen tilsyneladende kender dem i Danmark. Vidste du fx, at de sidste år solgte mere end 100.000 koncertbilletter i Oslo – og brugte overskuddet til at holde en intimkoncert for 100 udvalgte fans med immigrantbaggrund? EP’en Omar Sheriff viser meget godt Karpes musikalske spændvidde. Her blandes engelsk, arabisk, gujarati, hindi og norsk i det, gruppen selv kalder “diaspora-pop”. Intimkoncerten er der i øvrigt også lavet en dokumentarfilm om, som kan ses på Viaplay.
☑ Læs Krabbé. Tour de France er over os, og dysten om at lave den bedste intellektualisering af cykelløbet er atter begyndt. Der er dog stadig intet der slår den hollandske forfatter Tim Krabbés roman The Rider (på dansk: Cykelrytteren) fra 1978. Den er tilmed så kort, at den kan læses hurtigere end selv Jonas Vingegaard kan nå at gennemføre en etape.
☑ Regn med papir. Hvor meget kan man sige om verden ud fra et stykke papir? Forbløffende meget, som den japanske matematikprofessor Tadashi Tokieda her viser i en ekvilibristisk forelæsning hos Oxford Mathematics. Teknisk? Ja, lidt. Men underholdende og oplysende? Også ja!
☑ Lyt til den amerikanske højrefløj. Den radikale højrefløj er på fortsat fremmarch i USA. Set udefra er det svært at forstå, hvad der er los i “land of the free” – og hvad der overhovedet kendertegner grupper som Oath Keepers og Proud Boys. Podcasten Long Shadow: Rise of the American Far Right giver et meget godt (og velfortalt) overblik, begyndende med det skelsættende “Waco siege” i 1993.
☑ Sig hej til kronprinsen. Altså den socialdemokratiske af slagsen. Zetland tegner et portræt af Nicolai Wammen, der måske kan blive Danmarks næste statsminister: “Stort set alle, der kender ham og arbejder med ham eller mod ham, siger, at han er et af de sjoveste mennesker, de kender. De beskriver ham som en karismatisk mand. Manden, der smuldrer, når offentligheden kigger på ham, ligger tilsyneladende inde med en helt særlig tiltrækningskraft. Men de siger også, at tiltrækningskraften fuldstændig forsvinder – puf! – så snart kameraerne peger på ham.”
☑ Tag matchpoint. Smuk langlæser i Washington Post om de to tidligere tennisrivaler Chris Evert og Martina Navratilova, der har udviklet et dybt venskab efter begge fik konstateret kræft.
Et sidste ord
Hvad man dog ikke gør for at se Taylor Swift.
Nyd solen – og husk solbriller!