Puh, sikke en uge. Vi kan på nuværende tidspunkt nærmest ikke huske fra mandag til fredag, og hvis du har det på samme måde, så lad os i fælleskab tage den fra ende til anden. Mandag lagde vi ud med at vende blikket væk fra COP26. Ja, undskyld hvis det virker som et upassende valg, men vi så det her billede af alle verdens ledere, der smed en mønt i Trevi-fontænen for at ønske klimaet held og lykke ovenpå et veloverstået G20-møde. Og så konkluderede vi, at det med klimaet, det er der styr på!

Derfor kiggede vi i stedet på en ny, stor udredning foretaget af Washington Post om forløbet, der ledte op til stormen på kongressen den 6. januar 2021. Det er skræmmende læsning, kan vi godt afsløre, for her var ingen rysten på hånden, da den pegede på USA’s tidligere præsident Donald Trump som hovedskurken bag den demokratiske deroute. “Demokratiet holdt stand, men i 187 minutter gav landets daværende præsident de anti-demokratiske demonstranter frit spil. Blandt alle de blinkende advarselslamper, var det muligvis den mest skræmmende,“ skrev chefredaktør David Dragsted om dén affære.

Under mere hjemlige himmelstrøg skrev Oliver Stilling om den syriske kvinde Rasha Omar, der har fået sin opholdstilladelse inddraget af Udlændingestyrelsen, fordi de mener, at den syriske hovedstad Damaskus nu er sikker nok til hjemrejse. Det strider godt nok imod, hvad bl.a. Amnesty International flere gange har sagt, men Rasha Omar, der til sommer ville være blevet bachelor i pædagogik, skal altså hjem, hvis det står til den danske regering. I kategorien ‘voksenbaby’ finder vi også Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der mandag brugte taletid ved COP26-mødet på (igen) at rase mod Australien og beskylde dem for at lyve. Sådan er der så meget.

Hvis du undrer dig over, at højrefløjspolitikere er begyndt at ligne sådan nogle pæne unge mennesker, så skal du næsten læse vores interview med idéhistoriker Nicolai von Eggers. Tirsdag prøvede han at hjælpe Asta Kongsted med at finde hoved og hale i, hvorfor de højrepopulistiske bøller, hun mødte ved den ungarske grænse, talte så relativt afdæmpet om indvandring i forhold til, at de stod med våben i hænderne, som de tilsyneladende var parate til at bruge imod flygtninge. Det blev til en længere snak om det nye højres nye retorik – og om hvordan den også har fundet vej til dansk politik.

Tirsdag blev også dagen, hvor vi ikke længere kunne holde stand og derfor gav os i kast med at dække COP26. Her filosoferede vi over det himmelråbende klimahykleri, vi gang på gang skal se på. Og her tænker vi ikke på unge klimaaktivister, der drister sig til at sætte sig på et fly. Nej, vi mener selvfølgelig det faktiske klimahykleri, som pibler ud af porerne på store virksomheder og fodslæbende lande. David Dragsted fandt Nietzsches hammer frem og bankede løs på de hule løfter.

Onsdag var vi i højt humør, for aftenen forinden løb den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen med Nordisk Råds Litteraturpris for hendes eminente Blomsterdalen. Oliver Stilling fejrede både romanen og potentialet for, at Korneliussens sejr kan sætte skub i forandringen i Grønland.

Herhjemme skrev Lars Trier Mogensen i sin analyse af den yderste højrefløj, at den måske er ved at kannibalisere sig selv. Nye Borgerlige vinder godt nok terræn fra Dansk Folkeparti, men spørgsmålet er, om markedet er stort nok til alle?

Onsdag blev også dagen, hvor sjufterne fra Danske Bank blev nødt til at indstille deres inkassoræs. Der er simpelthen sket fodfejl i en størrelsesorden, der kan komme til at betyde kompensation på godt 100 mio. kr. til deres kunder. Det læste vi, mens vi sad og mumlede, at de her gamle hejrer burde overveje at lade sig pensionere. Det samme kunne man så foreslå bestyrelsen i Danske Bank.

Den altoverskyggende nyhed torsdag var selvfølgelig statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde aftenen forinden. For at citere os selv, skal man “nok være socialdemokrat mellem 32 og 48 år for at mene, at statsministeren kom sejrrig ud af lokalet“ dvs. hedde Astrid Krag (S), som tilsyneladende ikke mener, Frederiksen kan gøre noget forkert. Vi valgte dog at lægge fokus et andet sted (lev med det), for i denne uge begyndte nedrivningen af Bøgeparken i Vollsmose. Resultaterne af den såkaldte ‘ghettolov’ kan nu mærkes på menneskekroppe, og det er altså gået lidt under radaren i minkmediebilledet. Asta Kongsted kritiserede den kontroversielle lov, der har fået alle fra FN til den borgerlig-liberale tænketank CEPOS til at råbe vagt i gevær (så ved man altså, den er gal).

Samme dag beskrev David Dragsted tømmermændene, der er ved at ramme tysk politik i kølvandet på Bundestagsvalget og Angela Merkels exit. Apropos Merkel, så kunne vi næsten ikke tage øjnene fra hende og Emmanuel Macron, der ikke kunne skjule deres gensidige begejstring på et officielt møde. Get a room, guys.

Fredag følte vi os stadig lidt søsyge efter pressemødet. Vi måtte derfor en tur forbi både Svend Brinkmann og Aristoteles for at forstå, hvor det egentlig var, Mette Frederiksen (S) ville hen.

Og så forsøgte vi at finde ud af, hvorfor forholdet mellem Storbritannien og Frankrig bliver ved med at gå i fisk. Emmanuel Macron og Boris Johnson skændes igen over fiskelicenser, der kun fylder en brøkdel af begge landes økonomier – men som alligevel kan starte en ny handelskrig. Faktisk står det så slemt til, at selv embedsmænd fra EU’s top kalder det et “lorte House of Cards-bureaukrati“.