Juli er vel overstået, og Føljeton er tilbage på fuld damp. Hvad mere kan man ønske sig? Tjo, som Oliver Stilling mandag skrev i en ‘Kære læser’, ville det da egentlig være meget rart, hvis den amerikanske senator Joe Manchin ikke agerede stopklods for mange af de klimatiltag, verden har så desperat brug for.

Frustrerende nok har den parlamentariske situation i USA i hvert fald medført, at Manchin – der på papiret er demokrat, men i praksis hånddukke for kulindustrien – af flere omgange har blokeret for den klimapakke, hans eget parti har fremsat i Kongressen. Efter en god omgang tovtrækkeri med demokraternes majoritetsleder i Senatet, Chuck Schumer, har Manchin ganske vist fået takket ja til en nedbarberet løsning, der bl.a. giver sol- og vindenergiprojekter en skattenedsættelse. Det ændrer dog ikke ved, at navnet “Manchin“ vil stå tilbage som et skældsord for eftertiden.

Helt så galt står det trods alt ikke til hos den colombianske popstjerne Shakira, der dog har fået ørerne i maskinen, efter de spanske myndigheder har anklaget hende for skattesnyd. Hofterne lyver ikke, men det gør Shakiras selvangivelse muligvis, idet fotografier og videoer har afsløret, at Shakira har opholdt sig nok dage i Spanien til at være skattepligtig i landet, men alligevel har betalt skat på Bahamas. Som Emma Louise Stenholm skrev i en nyhedsanalyse, harmonerer det vist ikke så heldigt med det parafraserede Jean-Jacques Rousseau-citat, sangerinden ellers ynder at bruge: “Mennesket er født godt, men samfundet korrumperer ham. Og jeg mener, at samfundet korrumperer et menneske, når det nægter dette menneske muligheden for at nå sine mål i livet.“

Tirsdag blev der sparet på strømmen, men ikke ordene, da David Dragsted – det er minsandten mig – så nærmere på de europæiske tiltag, der skal komme energikrisen til livs. I EU er man blevet enige om at mindske naturgasforbruget med 15 pct., og allerede nu kan Danmark indtage dukserollen, da reduktionsmålet faktisk blev nået herhjemme i 2020. Klimaminister Dan Jørgensen (S) skal nok bare ikke tale for højt om i Bruxelles, at vi ikke regner afbrændingen af biomasse med i de nuværende CO2-regnskaber. Tingene kan hurtigt blive slukket igen, og det gælder også Danmarks drømme om at være et grønt foregangsland.

Samme dag stod Astrid Plum klar med en reportage fra splittelsernes land, også kendt som USA. Et besøg i den lille by Clarion i Pennsylvania fik i hvert fald understreget, hvor betændt efterårets midtvejsvalg står til at blive: “Omrokeringen bliver langsomt til afskærmning, i takt med at familiemedlemmer begynder at undgå hinanden og tie om deres politiske holdning for at undgå dårlig stemning og udstødelse. Uanset om Pennsylvania bliver rød eller blå til efteråret, og uanset om dens beboere ender med at beholde retten til selv at bestemme, hvornår de vil have børn, er der for længst slået skår i det idylliske, Norman Rockwellske maleri.“

Dårlig stemning skal vi ellers også love for, at der var rigeligt af onsdag. Knap nok havde Nancy Pelosi, forperson for Repræsentanternes Hus i USA, sat sine ben i Taiwans hovedstad Taipei, førend Kina begyndte at varsle militærøvelser, og amerikanske eksperter råbte op om Tredje Verdenskrig. Som vanligt var der imidlertid ikke mange, der tog højde for Taiwans egne ønsker. Jeg skrev om den bemærkelsesværdigt blinde alarmisme i en ‘Kære læser’.

På analysepladsen leverede Emma Louise Stenholm et interview med drønseje Lea Ypi, professor i politisk teori ved London School of Economics. Det var, hvis vi selv skal sige det, hele ventetiden værd: “Vi har kun et problem med migration, fordi vi har global uretfærdighed. Havde vi global retfærdighed, ville migrationen stadig finde sted, men den ville ikke være asymmetrisk – fra én del af verden til en anden. Vi ville ikke have problemer med brain drain og udtømning af menneskelig kapital. Først når vi formår at omformulere selve spørgsmålet, kan vi rykke debatten.“

Med henholdsvis Oliver Stilling og Lars Trier Mogensen ved roret, stod torsdag i valgets tegn. Mens førstnævnte forklarede, hvordan kenyanerne om lidt skal vælge både en ny præsident, 47 lokale guvernører og senatorer og de fleste af Nationalforsamlingens 349 medlemmer (og undgå, at det hele går op i røg), så sidstnævnte nærmere på statsminister Mette Frederiksens (S) dårlige valgmuligheder:

“For Mette Frederiksen handler de taktiske overvejelser om, hvordan skaderne kan begrænses mest muligt, og konkret hvornår valgudskrivelsen vil være mindst skadelig for Socialdemokratiet. I et spektrum, der spænder fra panik til arrogance, kan hun vælge mellem X forskellige tidspunkter – hvoraf ingen dog er videre gunstige.“

Nej, der er rigeligt med scenarier at tage højde for, når statsministeren skal få sin valgkabale til at gå op. Skulle sosserne mangle inspiration til, hvordan man forbereder sig på det værste, kan de dog bare tænde for fjerneren og gå ombord i komiker Nathan Fielders nye serie The Rehearsal. Den skrev jeg sjovt nok om fredag, alt imens Astrid Plum skrev om det skræmmende sommervejr og sundhedsmyndighedernes kritisable håndtering af abekopper:

“Selvom Statens Serum Institut tidligere på ugen udmeldte, at de har tænkt sig at revurdere den nuværende strategi, står det som en kæmpe brøler, at landets største forskningsinstans på netop virusområdet ikke er kommet med en hurtigere reaktion – særligt når man tager konsekvenserne af at have en virus i omløb, der primært rammer en i forvejen stigmatiseret minoritetsgruppe, med i betragtningerne.“

Ét voila, så kom vi også i mål i denne uge – vi glæder os allerede til den næste. /David Dragsted