Vi har tænkt en del over, hvordan vi skulle åbne den her tekst. Intet har virket helt rigtigt. Normalt er vi ikke blege for en kæk bemærkning – men tiden er ligesom ikke til det. Omvendt virker det forkert at gå fuld følelsesporno på krigen.

Dels hjælper det ikke på ukrainernes situation, at vi malerisk beskriver, hvordan vi deler deres smerte. Dels risikerer vi at negligere andre, tilsvarende tragiske konflikter rundt omkring i verden: Krigene i Syrien, Yemen, Myanmar og Etiopien – for nu bare at nævne nogle få. I sidste ende faldt vi dog over et digt af Bertolt Brecht, som vist rammer balancegangen mellem håb og sorg meget godt:

I de mørke tider,/ vil der da også blive sunget?/ Da vil der også blive sunget./ Om de mørke tider.

Og lad os så komme i gang med ugeoverblikket:

Mandag beskrev Oliver Stilling, hvordan krigen i Ukraine tilsyneladende har skabt det rene “Omvendtslev“. Pludselig taler Tysklands regering om oprustning, mens også Enhedslisten går ind for, at ukrainernes frihedskamp støttes med våben. Ja, selv statsminister Mette Frederiksen (S) og den socialdemokratiske regering bruger nu krigen til at lave kovendinger i udlændingepolitikken. Det er i sandhed nye tider.

På analysepladsen dykkede undertegnede – David Dragsted – dybere ned i det tyske kursskifte i forsvarspolitikken. “Pludselig har Europa fået en ny, bidsk vagthund,“ skrev jeg om kansler Olaf Scholz’ skelsættende beslutning om at styrke militæret med en fond på hele 100 mia. euro. Efter årtiers pacifisme har tyskerne ikke længere tænkt sig at lægge fingre imellem – og det vil kunne mærkes langt ud over Tysklands grænser.

Det er i øvrigt ikke kun militært, at EU har brug for nyt habengut. Om noget viser Putins ageren, at der også bør sættes ekstra skub i den grønne omstilling. Lad os få vedvarende energi en masse, så vi ikke skal døje med de russiske gashaner. “Vedvarende energi er frihedsenergi,“ som den tyske finansminister Christian Lindner så fint udtrykker det. Og hvis krigen i Ukraine ikke er anledning nok, lyder det nu fra FN’s klimapanel, at konsekvenserne af klimaforandringer bliver endnu værre end hidtil troet. Emma Louise Stenholm samlede trådene i en ‘Kære læser’ tirsdag.

På analysepladsen tog vi en kort pause fra krigen, for i stedet at se nærmere på de danske højskoler. Freelancejournalist Mathias Holm Guldberg undersøgte, hvordan manglen på diversitet er kommet i karambolage med de grundtvigske kerneværdier: “Efter en krisetid i 00’erne med markant faldende elevtal, er højskolerne i dag populære som aldrig før med udsolgte ophold og lange ventelister. Trods velmenende politiske tiltag og rekordhøje optag, er højskolerne imidlertid kommet i splid med egne idealer. For hvordan undgår man at blive et ekkokammer for en privilegeret middelklasse, når man samtidig ønsker flere elever med forskellige baggrunde?“

Efter det lille åndelige frikvarter, måtte vi onsdag atter tackle krigens konsekvenser. Eller for nu at være mere nøjagtig: Den slet skjulte racisme, debatten om ukrainske flygtninge også har affødt. Som Oliver Stilling skrev, behøver det dog virkelig ikke være så kompliceret: “Et menneske er et menneske. En flygtning er en flygtning.“ Ja, eller som salig Louis Zorich også sagde det i The Muppets: “Peoples is peoples.“

Litteraturen må vi heller ikke glemme, så samme dag skrev Asta Kongsted om Oxford-professoren Amia Srinivasans bog The Right to Sex, som udkommer på dansk senere på året. Gennem en række skarpe essays, der kredser om sex og begær, danner Srinivasan “konturerne af en socialistisk, feministisk utopi“. Og selvom det uddybende teoretiske rammeværk måske mangler, er The Right to Sex stadig stærkt læseværdig.

Natten til torsdag kunne The New York Times så afsløre, at kinesiske embedsmænd tilbage i februar angiveligt bad Rusland om ikke at invadere Ukraine, førend vinter-OL i Beijing var løbet af stablen. Gad vide, om det var et tilfælde, at Vladimir Putin først annoncerede invasionen af Donbass dagen efter legenes afslutningsceremoni? Som jeg skrev i ‘Kære læser’, kender Putin i hvert fald et og andet til sportens bløde magt. Med både vinter-OL i Sochi i 2014 og fodbold-VM i 2018 har russerne solet sig i megabegivenhedernes prestige. Det er vist på høje tid, at de internationale idrætsforbund holder op med at agere nyttige idioter for autokraterne.

I nyhedsanalysen udpenslede Jon Kvist Sommer – med hjælp fra lektor ved Forsvarsakademiet Camilla Tenna Nørup Sørensen – kammeratskabet mellem Kina og Rusland. Selvom de to lande i forbindelse med vinter-OL lavede en erklæring om “grænseløst“ venskab, har invasionen af Ukraine nemlig alligevel skabt knaster i forholdet. For som Nørup Sørensen beskriver: “Jeg tror, at det her ‘uden grænser’- samarbejde er noget, kineserne er i gang med at genoverveje nu. Det er ikke fordi, situationen er uden fordele: En langvarig militær konflikt i Europa og med USA involveret kan betyde, at vesten ikke fokuserer så meget på Kina de næste år. Omvendt vil det også have store konsekvenser for Kina.“

Nej, det går ikke for godt med Vladimir Putins venskaber, hvilket Emilie Ewald også bemærkede i sin ‘Kære læser’ fredag. Mens bordene i Kreml tilsyneladende bliver længere og længere, begynder flere og flere russere at undsige Putins forbryderiske invasion. Interjernyj-teateret i Skt. Petersborg, 176 ortodokse præster, ja selv nogle af oligarkerne er blevet en del af antikrigsbevægelsen. Fortsætter det sådan her, hedder fortællingen vel snart ‘Putin alene i verden’.

Slutteligt skrev Lars Trier Mogensen om det danske forsvarsforbehold, der står til at blive en saga blot. De fem EU-begejstrede partier Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og SF forhandler i hvert fald om en ny folkeafstemning. Bølgerne går højt, og næste folketingsvalg tegner nu virkelig til at blive en gyser: “Ligesom coronakrisen ændrede statsminister Mette Frederiksens politiske drejebog, har Ukraine-krigen også fuldstændigt kortsluttet hendes velfærdsplaner frem mod næste folketingsvalg. Coronakrisen har således vist sig kun at være generalprøven: Nu kommer den rigtige undtagelsestilstand.“

Ja, det var ugen. Du får lige endnu et digt at slutte af på – denne gang fra den antikke, græske digter Sapfo, også kendt som “den tiende muse“:

NOGLE SIGER EN HÆR AF HESTE OG NOGLE SIGER EN HÆR AF SOLDATER/ OG NOGLE SIGER EN AF SKIBE ER DET SMUKKESTE/ SOM FINDES PÅ DEN SORTE JORD. MEN JEG SIGER DET ER/ HVEM END DU ELSKER

/David Dragsted