5. februar 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Taksonomiens grimme tegninger

Det er ikke kun i Danmark, vi bakser med de grønne beregninger. Tidligere på ugen kom Europa-Kommissionen med sit udspil til den såkaldte taksonomi, hvor både gas og atomkraft som ventet – og med visse forbehold – betegnes som klimavenlige investeringsmuligheder. Og det har ellers fået det meste af Europa op i det røde felt. Tanken […]

Det bedste vi har set

Algoritme eller spåkugle? 

Da filmskaberen Mitch McGlockin får afvist sin anmodning om livsforsikring, er han først lidt ligeglad, højst en smule forvirret. Herefter bliver han deprimeret. Forsikringselskabets algoritme har analyseret hans data, og en lang historik med antidepressiv medicin og alkoholmisbrug får den kunstige intelligens til at bedømme, at han er for risikabel en investering for selskabet. Algoritmen siger nemlig, at han snart vil dø. Oplevelsen har fået McGlockin til at lave en rammende lille kortfilm (animeret med den såkaldte LiDAR-teknologi), som fortæller om at få sin skæbne spået af data.

Atleter på glatis

Atleter på glatis 

Når en skihopper sætter af fra sneens trygge, hvide overflade og svæver 100 meter i luften, eller når en snowboarder snurrer rundt om sig selv otte gange, holder du måske vejret hjemme på sofaen. I så fald er du ikke den eneste. Atleterne, der skal dyste på is og sne i Beijing, er nemlig godt selv klar over risikoen, som deres sport indebærer. The New York Times har talt med vinteratleterne, der i de kommende uger skal se deres frygt i øjnene. Det er der kommet en ret gruopvækkende webfeature ud af (blød betalingsmur).

Hellige rester

Hvad stiller man op med genstande, der befinder sig i en kategori mellem affald og kulturarv? Tidligere har de haft stor spirituel værdi – statuerne, krucifikserne og ikonerne – men langsomt er de blevet affortryllet af religionernes tilbagetog. Noget ryger på lossepladsen, andet på museum, og andre ting havner et sted midt imellem, som jesusfiguren, der endte sine dage som smykkestativ i en genbrugsforretning. Religionsforskeren Birgit Meyer beskriver sit arbejde med de religiøse rester: Selvom genstandene er revet ud af deres oprindelige kontekst, kan de stadig være hellige, “i live og endda sultne“.

 

Rejsen til den røde planet

Koloniseringen af Mars kan ved første øjekast ligne et civilisatorisk kvantespring. Et eventyr drevet frem af mod og pionerånd – og bevares, det er da storslåede ambitioner, Elon Musk og kompagni sætter for dagen. Men er det fremskridt? Ikke ifølge Ph.d.-studerende i sociologi Nikolaj Schultz. Rumrejsefascinationen ligner modernitetens tiljubling af damplokomotivet, men den planetariske kolonisering sigter ikke mod fremtiden. Det er tværtimod en rejse mod en for længst død planet, som primært vil være en katastrofesikker luksusbunker for de rige.

Grænseoverskridende fantasi

Grænseoverskridende fantasi

En dansk mand blev torsdag kendt skyldig for at planlægge ét eller flere skoleskyderier i Østjylland. “Jeg ved jo godt, at jeg aldrig kommer til at gøre noget. Det er bare en fantasi,“ siger han i en video fra december 2019. Køb af ammunition og en udførlig plan i et hundrede siders langt manifest peger dog i en anden retning. Zetland fortæller, hvordan den 27-årige mand overskred grænsen mellem fantasi og virkelighed, og tegner kortet, der forklarer vejen til radikalisering på internettet.

Spisesedlen

Vi troede egentlig, denne uge skulle blive en stille og rolig én af slagsen, hvor vi ville få tid til at grine af Venstres dimittendsmædekampagne, der landede samme dag, som ledigheden i Danmark nåede sit laveste siden 2008. Men pludselig kom der skub i tingene. Hvad skete der? Du kan jo danne dig et overblik her:

Mandag funderede Oliver Stilling over, hvad der egentlig er på spil for Ruslands præsident, Vladimir Putin. Nu har han godt nok længe gået rundt om den varme grød i forhold til invasionen af Ukraine, men det bliver ikke rigtig til noget. Har Putin spillet sig selv op i et hjørne?

Camerouns præsident, Paul Biya, er en presset mand. Og hvad gør en presset mand? Han afholder selvfølgelig kontinentets største fodboldmesterskab! Oscar Rothstein er vores mand i felten: “Det allerede fyldte stadion jubler, måske i oprigtig begejstring, måske fordi det bare er det, man gør i et land uden reel ytringsfrihed. Præsidenten træder ud af bilen med førstedamen Chantal, kendt for at blege sit ansigt hvidt og et knaldrødt medusa-hår. De vinker præsidentielt, og musikken begynder at spille: ‘Paul Biya, vores far, nationens præsident. Paul Biya altid forrest.’“ Hvis du ikke fik læst Oscars reportage, kan det stadig nås.

Tirsdag kastede Emma Louise Stenholm et blik på regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Med ord som tryghedsdiplomati, klimadiplomati, migrationsdiplomati, økonomisk diplomati og værdidiplomati er der lagt op til… ja, en helt masse ord, der ender på diplomati og som ikke stemmer specielt godt overens med regeringens egentlige politik. To the surprise of no one, fristes man til at sige.

Ord var der også nok af fra britiske Boris Johnsons mund. Han skulle igen igen forklare sine mange fester for Underhuset, og denne gang forsøgte han sig med lidt god gammeldags udenomssnak, skrev David Dragsted. Aldrig er der blevet talt så meget om fest og Brexit i samme åndedrag, og BoJo fik da også lige smidt nogle virkelig grumme anklager i ansigtet på et oppositionsmedlem. Det fik fredag hans nærmeste rådgiver til også at smide håndklædet i ringen. Munira Mirza er ofte blevet kaldt Johnsons hjerne, og nu står premierministeren altså akut og mangler sådan en. Hvis det da ikke allerede var tilfældet.

Undertegnede (og det er så mig, Asta Kongsted) har læst litteraturvidenskab. Derfor ved jeg, at andelen af mænd, der taler om James Joyces Ulysses er disproportional med andelen, der rent faktisk har læst den. Jeg ved ikke, hvad det er med den bog, men folk kan ikke lade den være, selvom de ikke kan forstå den. Oliver Stilling gjorde sig onsdag til en del af den statistik, hvilket satte vores oplæser ud på en umulig opgave: Læs lige et uddrag af den ulæselige bog. Både Olivers ‘Kære læser’ og oplæsningen af selvsamme er virkelig sjov. Hør bare her.

Samme dag skrev Lars Trier Mogensen om en vis transportminister, der begyndte at kunne mærke varmen sprede sig i bukserne. Sandhederne om ministerens vildledende informationer om CO2-regnskabet for infrastrukturplanen ‘Danmark Fremad’ væltede frem, men i det mindste sad han stadig på sin taburet. Det var simplere tider for Benny Engelbrecht (S).

Nu er de olympiske vinterlege skudt i gang, og selvom der har været rigelig snak om menneskerettigheder, så er store firmaer ved at falde over hinanden for at få deres logoer på plakaten: “Når virksomhederne bliver direkte adspurgt om forfølgelsen af uighurerne, er de tavse som graven. Profitten trumfer stadig: Af frygt for at blive afskåret fra de kinesiske pengestrømme, taler Coca-Cola, Visa, Intel og alle de andre koncerner præsident Xi Jinping efter munden – og undergraver dermed Joe Bidens kritik,“ skrev David Dragsted torsdag.

Herhjemme talte jeg med den jordemoderstuderende og tidligere sexarbejder Emma Laura McLellan. Hun har et virkelig interessant syn på, hvilket potentiale, der er for ligestillingen, hvis man sætter fokus på hvad omsorgsarbejde – sex inkluderet – egentlig koster: “[Sexarbejde] er det eneste fag, jeg kan komme i tanke om, hvor man sætter en konkret pris på den form for arbejde. Og jeg føler, at luderen som arketype er lidt fandenivoldsk, fordi hun nægter at indpasse sig under den her idé om, at den her form for arbejde skal være gratis. Og det er jo ikke gratis.“

Hvis stolen onsdag var varm under Benny Engelbrecht (S), så gik der ild i den torsdag, hvor han måtte trække sig. Det viser sig dog, at Engelbrecht ikke er den eneste, der har vildledt Folketinget i greenwashingens navn. Morten Bødskov (S) lavede som skatteminister samme finte, men med en ministerrokade fredag har regeringen muligvis fået afledt opmærksomheden. I hvert fald blev jeg et kort øjeblik distraheret af, hvad fanden ligestillingsområdet pludselig laver i transportministeriets fold. DSB og ligestillingen har selvfølgelig den grelle forsinkelse til fælles.

Jeg er ikke helt gammel nok til at vide, hvad det vil sige, at børnene pludselig er blevet voksne og fortæller mig, at min måde at gøre tingene på er forældet. Men jeg forestiller mig, det kommer til at lyde nogenlunde sådan her: “Vi mener ikke, at vores egne lærere er klædt ordentligt på til at undervise i normkritisk seksualundervisning. Selvom vi har sexologi i biologi, handler seksualundervisning ikke kun om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man får børn. Det handler jo lige så meget om køn, krop, seksualitet, grænser og samtykke.“ I næste uge strejker gymnasieleverne for bedre seksualundervisning og i den forbindelse har Emma Louise Stenholm talt med Nicholas Bundgaard, der går på Odder Gymnasium og er medlem af DGS’ hovedbestyrelse.

Helt seriøst, er der noget federe, end når de nye generationer begynder at melde sig på banen? Så kan vi andre snart gå på pension. Indtil da må vi tage til takke med en weekend. Må den blive velsignet! /Asta Kongsted 

Et sidste ord

Hvis det her er, hvad verdens (næsten) største celebrity og verdens (næsten) dyreste brand kan skabe sammen, så er der ikke meget håb for verden.

God weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12