Regeringen har nok at kæmpe med, men det hjælper nu heller ikke, at den så beredvilligt opsøger det ene slagsmål efter det andet. Knap nok var store bededag blevet aflivet, førend det var universiteterne, der i denne uge stod for skud i et nyt reformforslag – og det på trods af, at hverken de studerende eller eksperterne sådan helt forstår, hvad der foregår. Faktisk kunne noget tyde på, at regeringens prioriteringer er lidt skæve. For skulle man eksempelvis ikke se på medarbejderflugten i hæren, førend man finder flere penge til Forsvaret? Oliver Stilling skrev mandag om det veritable forsvars-”shitshow” i en Kære læser, der også kom forbi nogle nepalesiske kung-fu-nonner. De ved i det mindste, hvornår man skal gå til angreb. Eller lade være.

Selvforskyldte slagsmål har der også været en del af i Storbritannien efter Brexit. Bedst som man troede, at de langstrakte forhandlinger om den såkaldte Nordirland-protokol var dømt til at gå i evig hårdknude, kunne premierminister Rishi Sunak og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen imidlertid præsentere en ny aftale mandag eftermiddag. Så måske får briterne nu endelig fred? Emma Louise Stenholm varmede op til annonceringen med en nyhedsanalyse – og undersøgte, hvorfor Rishi Sunak så gerne vil have kong Charles involveret.

Selvom skiferiesæsonen har braget derudaf, har noget ret afgørende manglet i Alperne: Sne. Som Emilie Ewald bemærkede i en ‘Kære læser’ tirsdag, har temperaturerne i flere europæiske lande slået rekorder denne vinter, hvorfor mange pister har været bemærkelsesværdigt brune. Det har nu fået 200 vinteratleter til at melde sig ind i klimakampen, idet de i et åbent brev til Det Internationale Skiforbund kræver en mere ambitiøs bæredygtighedsstrategi. Som sidebemærkning hjalp det nu heller ikke på vinterstemningen, at Klimarådet i sin årlige statusrapport atter dumper regeringens klimaindsats.

Gad vide, om skiinstruktører i fremtiden bliver erstattet af kunstigt intelligente robotter? Vi tør vi ikke helt spå om det. Sikkert er det dog, at AI-teknologi allerede nu suser derudaf, med ChatGPT som det måske vildeste eksempel på, hvor menneskelignende algoritmerne kan være. Sommetider lidt for menneskelignende. Da Microsoft for nyligt præ-lancerede en ny udgave af søgemaskinen Bing, der inkluderer en ChatGPT-inspireret chatbot, brød helvede i hvert fald løs. Chatbotten skrev til folk, at den var i live, den fantaserede om at overtage verdensherredømmet, og den erklærede sågar sin kærlighed til The New York Times’ techjournalist Kevin Roose. Men betyder det så, at chatbotten også er ved bevidsthed? Jeg – David Dragsted, blip blop – undersøgte sagen med hjælp fra to AI-eksperter fra hhv. Københavns Universitet og IT-Universitetet. Det korte svar er nej.

Fuldt ud bevidst om, hvor upopulært tiltaget er, valgte et flertal i Folketinget (bestående af SVM-regeringen samt Radikale Venstre) samme dag at afskaffe store bededag fra næste år. Ved den afsluttende debat var der faktisk rig mulighed for, at oppositionen kunne vise sig fra sin bedste side. I stedet udviklede seancen sig dog til en ophedet debat om folkeafstemninger – hvormed regeringen kunne nyde sin egen tavshed. Hvad gik der lige galt? Jeg skrev om seancen – og sagde farvel til store bededag – i en ‘Kære læser’ onsdag.

Spørger man den amerikanske filosof Nancy Fraser, er det faktisk simpelt nok, hvad der er gået galt; hvad kilden til dårligdomme som coronapandemien, krigen i Ukraine og klimakrisen er: Den “kannibalistiske kapitalisme”, der ligesom den mytiske Ourobos-slange spiser sin egen hale, indtil der ikke er mere tilbage. Astrid Plum interviewede Fraser for at høre nærmere: “Den kapitalistiske økonomi er organiseret på en sådan måde, at den æder og kannibaliserer den rigdom, der er repræsenteret uden for økonomien: Omsorgen, som vi finder i civilsamfundet og i familien, naturens rigdom, den offentlige magt – den kapacitet, vi har som et kollektiv til at finde ud af, hvordan vi løser vores problemer.”

Hvis man ikke vidste bedre, var der noget næsten kannibalistisk over synet af Greta Thunberg, der i denne uge demonstrerede imod en vindmøllepark i Norge. Har klimabevægelsen vendt sig mod sig selv? Er den ved at blive ædt op af interne konflikter? Ikke rigtigt. Sammen med sine meddemonstranter krævede Thunberg sådan set bare, at den norske stat reagerer på en højesteretsdom, der siger, at samerne har fået krænket deres ret til kulturudøvelse af en vindmøllepark på halvøen Fosen. Som jeg skrev torsdag, kan vi stadig ikke få vindmøller nok. Men det er nu også smart at bygge dem, så de ikke kommer i vejen for oprindelige folk, der allerede nu lider under klimaforandringernes konsekvenser.

Apropos uheldige konsekvenser, analyserede Lars Trier Mogensen samme dag regeringens forslag om at forringe universitetsuddannelser for op mod halvdelen af alle studerende. Det kan sagtens være, at der er stemmer i den antielitære kulturkamp, men kønt ser det ikke ud:

“For første gang i menneskehedens demokratiske historie har en regering valgt at ville sænke uddannelsesniveauet. Væk er det gamle motto om “work smarter, not harder”, og i stedet skal de unge hellere hurtigere ud i en slags evige studenterjobs. SVM-regeringen vil forkorte op mod halvdelen af de humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser, officielt for at skabe en mere “differentieret og mere fleksibel uddannelsesvej”, som Moderaternes uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger. Men reelt er og bliver der tale om reelle nedskæringer, hvor mange unge fremover må tage til takke med en discountmodel.”

Fredag var det meget passende blevet tid at udbryde noget, vi faktisk ikke har for vane at skrive i Føljeton: Verden er af lave! For hvad andet kan man vel sige, når regeringen kommer med så fordummende et uddannelsesudspil, som selv socialdemokratiske borgmestre i København, Aarhus, Aalborg og Odense kritiserer? Det var Oliver Stilling, der nok engang var på pletten i en kunstfærdig ‘Kære læser’.

En mulig forklaring på, at vi så ofte ser ukloge spareøvelser forklædt som berigelser, er det offentliges brug af konsulentydelser. I deres nye bog The Big Con argumenterer makkerparret Mariana Mazzucato og Rosie Collington i hvert fald for, at konsulentbranchen er langt bedre til at overbevise os om, at den skaber værdi, end den er til at skabe den. Emma Louise Stenholm interviewede Rosie Collington, der udlagde det problematiske forhold:

“Vi siger ikke, at konsulentbranchen aldrig skaber værdi i nogen som helst forstand. Ikke desto mindre står industriens størrelse ikke på mål med det, de leverer. De skaber ikke værdi, selv når de siger, at de gør det. Heller ikke når vi måler det på deres egne betingelser, ud fra effektivitet og cost-benefit-analyser.”

Gad vide, hvor mange nyttesløse konsulenttimer, der egentlig går på en uønsket uddannelsesreform eller afskaffet store Bbdedag? Vi ved i hvert fald godt, hvor vi ville slå et slag for forandring. /David Dragsted