4. juli 2018

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Omvendt bankrøveri

Ledelsen i Danske Bank har hidtil forsøgt at holde myndigheder og offentligheden hen med slesk tale og portvin. Forsøgt at undskylde og angre. Og indtil videre er topledelsen faktisk lykkedes med at slippe af krogen. Men nu går den ikke længere, forhåbentligt. For bag facaden har Danske Bank medvirket til at hvidvaske sorte penge i […]

Kære læser

Gud er død, marxismen er i krise, og jeg har det heller ikke selv så godt

Årets Roskilde Festival er i gang, og igen i år byder den op til en uge med masser af musik, kunst og øl i lange baner. Men Roskilde er mere end bare en festival. Den er et symbol på det vestlige samfunds skønhed såvel som grimme dobbeltmoral og forfald. Den er symbolet på en elskelig hedonisme såvel som venstrefløjens identitetskrise. Føljeton har besøgt Roskilde Festival og opsummerer hele festivallen med et enkelt Umberto Eco-citat.

Det bedste vi har set

Når børn siger de er trans

Når børn siger de er trans

Der er ingen lette løsninger. Hvad skal frisindede forældre gøre, når deres barn ikke føler sig tilpas i sin egen krop – og føler sig transkønnet? Skal man sætte gang i hormon-behandling eller ligefrem kirurgi? Eller afvente, at de første chokbølger af pubertet ruller gennem kroppen? Det fremragende magasin The Atlantic er dykket ned i det hjerteskærende dilemma i en større featureartikel, der skildrer genvordighederne for en 14-årig pige, der ikke føler sig som pige. Hvis du selv er forvirret over fænomenet transkøn, er artiklen et fint sted at begynde en opdagelsesrejse ud i en langt større og for mange ukendt verden af seksualiteter her i det 21. århundrede.

Jagten på de dyre falsknerier

Jagten på de dyre falsknerier

Kunst er blevet et investeringsobjekt i milliardklassen. For 30 år siden var rekordprisen ved en auktion for Andrea Mantegnas maleri Uffizi Triptych eller Adoration of the Magi dengang svimlende 10,4 mio. dollars. Sidste år blev Leonardo da Vinci’s maleri Salvator Mundi solgt for 450 mio. dollars, og priserne stiger fortsat. Med de ubegribeligt mange penge følger imidlertid også  organiseret kriminalitet. Auktionshuset Sotheby’s har nu følt sig nødsaget til at hyre en mesterdetektiv til at opspore og afsløre falsknerne. Læs den fascinerende historie om kunst-sporhunden James Martin, der også arbejder for FBI, og som i virkeligheden slet ikke interesserer sig for kunst eller æstetik, men som til gengæld zoomer ind på selv de mindste og mistænkelige detaljer i sit mikroskop.

Mette Bocks kludetæppe

Mette Bocks kludetæppe

Det begyndte så godt. Sidste år skød kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance arbejdet med det nye medieforlig i gang ved at rejse land og rige rundt – og lytte til borgere og fagfolk. Hun lavede ligefrem en web-tv-kanal med den sigende titel ‘Antennerne Ude’. Men det endelige forlig lever ikke op til intentionerne. Tværtimod. Forliget er en bureaukratisk bastard, lyder den hårde dom fra tidl. Berlingske-direktør Lisbeth Knudsen, som i dag er chefredaktør og direktør for Mandag Morgen. Hun forudser en dyster fremtid: ”Vi vil se private medier, hvor der er tyndet endnu mere ud i den journalistiske bemanding, og hvor der er forsøgt alle mulige nye kreative veje til at præsentere annoncer som redaktionel tekst for at finde uden om adblockere og vise veje, som Google og Facebook ikke kan tilbyde. Det vil være et Mediedanmark, hvor centralisering af funktioner, lukning af titler og robotjournalistik vinder større indpas”.

Længslen efter autentisk liv

Længslen efter autentisk liv

Fænomenet kendes fra ferierejser: De færreste bryder sig om at være sammen med andre turister, og derfor søger de/vi hen, hvor man forventer at kunne få ægte og uspolerede oplevelser sammen med de lokale. Samme fænomen gør sig gældende i København, hvor ressourcestærke unge søger væk fra de stadig mere polerede brokvarterne – og ud til de autentiske arbejderkvarterer i randområderne, som i dag snarere er arbejdsløshedskvarterer. Men ligesom turisterne selv trækker turismen med, er disse nye ‘mangfoldighedsturister’ også selv med til at strømline og fordyre områder som f.eks. Nordvest, skriver psykolog Linda Lapina i et essay i Eftertryk: ”Tilflytternes omfavnelse af mangfoldigheden kan ende med at fordrive de beboere, som man elsker området for, og fratage dem deres hjem. Tolerance, kærlighed til mangfoldigheden, selvironi og selverkendelse bliver opretholdende af et forbrug, hvorigennem Nordvest gøres til en kulisse i ‘tolerante’ selvudviklings- og opdragelsesprojekter”.

Samtlige reddede straffespark burde være fløjtet om

Samtlige reddede straffespark burde være fløjtet om

Er du kommet dig over Danmarks traumatiske nederlag til Kroatien? Eller snurrer du stadig rundt i en tilstand af skiftevis vrede, forsmåelse og passiv aggressivitet? I så fald er der hjælp at hente hos den tidl. dommer og nu dommerekspert hos TV 2, Kenn Hansen. Han har studeret den afgørende straffesparkskonkurrence og er ikke i tvivl på sin blog: ”Samtlige af de straffespark, der blev reddet, burde være fløjtet om. De to målmænd tager konsekvent to skridt væk fra stregen og gør dermed målet mindre. Reglerne siger klart, at målmanden må bevæge sig alt det, han vil, men han må ikke forlade stregen, før sparkeren har rørt bolden. Havde dommeren fløjtet alle disse spark om, havde kampen muligvis fået en anden vinder”.

Spisesedlen

Gevinst siden nytår: 100.000 kr. ekstra i lommen. Så meget har den gennemsnitlige hus- og lejlighedsejer tjent alene ved eje deres bolig. Ifølge Danmarks Statistik er huspriserne steget med 6,5 pct. og lejligheder steget med 4,8 pct. i løbet af årets blot fire første måneder: ”En gennemsnitlig husejer har oplevet, at murstenene er blevet næsten 1.000 kr. mere værd om dagen,” skriver boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Konflikt nærmer sig forfatningskrise. Polens højesteretspræsident, Malgorzata Gersdorf, nægter at træde tilbage, efter et flertal i parlamentet har ændret pensionsalder fra tidligere 70 år til nu 65 år. Hun og andre kritikere mener, at det er et angreb på domstolene. Plus: Læs Andreas Terps Føljeton-analyse om Polens indre kamp, der truer det frie samfund.

Trump kræver højere dansk forsvarsbudget. USA’s præsident Donald Trump har sendt et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor han kræver øgede danske militærudgifter: ”Der er ingen forklaring på, hvorfor USA fortsat skal dedikere flere ressourcer til forsvaret af Europa, når kontinentets økonomier, inklusiv Danmarks, har det så godt,” skriver Trump.

Voksende medicinudgifter udløser besparelser. Sygehuse i hovedstadsområdet skal i første omgang spare 200 mio. kr. på grund af øgede udgifter til medicin. Oveni kommer så såkaldte ‘interne omprioriteringer’, som bringer næste års sparekrav op på næsten 400 mio. kroner: ”Vi vil prioritere flere midler til fødselsområdet og til psykiatrien. Det betyder, at man andre steder må finde flere penge,” siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Nordkorea opruster sit atomarsenal. Stik mod intentionen i den hensigtserklæring om nuklear nedrustning, som USA’s præsident Donald Trump fik Nordkoreas leder Kim Jong-un til at underskrive under topmødet i Singapore, er det lukkede land tilsyneladende i fuld færd med at opruste. Nye satellitfotos viser, at Nordkorea er ved at udbygge sin atomare kapacitet.

Et sidste ord

Det er et billigt trick, indrømmet, men du vil altså blive rigtig glad i låget, hvis du klikker her og ser netop disse enestående fotos af flere små nuttede og bidske dyr. Vi lover…

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12