31. marts 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Konsulent Fogh kommer på banen

Søndag bragte avisen Berlingske et helt enormt langt interview (betalingsmur) med Anders Fogh Rasmussen. Den tidligere statsminister og Nato-generalsekretær, som i dag er konsulent med speciale i at “hjælpe demokratiske regeringer og virksomheder med at navigere i en kompleks verden og få deres budskab igennem“, talte om krigen i Ukraine og om Ruslands præsident Vladimir […]

Kære læser

Diane Arbus: New Yorks ”freak”-fotograf

Den gamle dame i bussen stirrer direkte ud af glasrammen. Det føles som at overtræde en intimsfære, når man stirrer tilbage; man får lyst til at slå blikket ned. I sidste uge åbnede kunstmuseet Louisiana dørene for “Diane Arbus: Fotografier, 1956 – 1971“, der er den første store skandinaviske soloudstilling med værker af den amerikanske […]

Det bedste vi har set

Feministisk fantasi og virkelighed 

Hvad hvis man i stedet for at underlægge sig en forstokket og (indrøm det nu bare) kedelig kanon lod sig inspirere af toneangivende menneskers læselister og delte noter på kryds og tværs med venner, bekendte og fremmede? Det er formålet med Føljetons Folkebibliotek, som er kurateret af Emma Holten. I eftermiddag – torsdag kl. 16.30 – præsenterer hun sit feministiske bibliotek i Politikens Boghal i København. Det gør hun i samtale med Asta Kongsted, og vi kan afsløre, at der skal punkteres myter og nørdes bøger. Alle er velkomne, og det er selvfølgelig gratis.

Agurkeformet olie

Agurkeformet olie

Krige fungerer som fremkaldervæske, og i tilfældet Ukraine (også kendt som verdens kornkammer) har det sat fokus på fødevareindustriens fortsatte giftemål med de sorte energiforsyningskæder, skriver Thomas Roland, der er CSR-chef i Coop Danmark: “Vores fødevaresystem er komplet integreret med verdens fossile energisystem, selvom det burde være afkoblet fra det. Planter samler energi fra solen, men alligevel viser den spirende fødevarekrise, at vi i realiteten spiser råolie, når vi bider i burgeren.“ Energikrisen bliver de facto en fødevarekrise, så længe det hænger sådan sammen.

Maskiner er gode til at tælle

Maskiner er gode til at tælle 

Det amerikanske militær vil erstatte beslutningstagere af kød og blod med Artificial Intelligence-teknologi i krigssituationer, skriver The Washington Post. Smart, mener nogle. Andre er knapt så begejstrede: “AI er supergodt til at tælle ting. Men jeg tror, det kan sætte et dårligt eksempel for at lægge menneskers liv i hænderne på en maskine.“ Det siger Sally Applin fx, og hun ved tilsyneladende, hvad hun taler om, for hun forsker i netop krydsfeltet mellem mennesker, algoritmer og etik.

Spisesedlen

Tunesiens præsident opløser parlamentet. Ved et møde i det nationale sikkerhedsråd annoncerede Kais Saied onsdag, at det tunesiske parlament opløses “for at beskytte staten og dens institutioner“. Saied valgte sidste år at afskedige regeringen og suspendere parlamentet, mens han selv tog kontrol over domstolene. Kritikere frygter, at præsidenten nu er ved at etablere et nyt autokrati.

Zelenskij tilbagekalder Ukraines ambassadører i Marokko og Georgien. Det skyldes ifølge den ukrainske præsident, at diplomaterne ikke har gjort nok for at overbevise de to lande om at straffe Rusland. “Med al respekt, hvis der ikke kommer våben, ikke kommer sanktioner, ikke kommer restriktioner mod russiske virksomheder, så se jer gerne om efter noget andet arbejde,“ lyder Volodymyr Zelenskijs opsang til ambassadørerne.

Væksten i 2021 blev højere end forventet. Ifølge det seneste nationalregnskab fra Danmarks Statistik kom Danmark igennem 2021 med en vækst i bruttonationalproduktet på 4,7 pct. Det er en opjustering på 0,6 procentpoint, hvilket samlet set giver den højeste vækst i landet siden 1994. Dermed er dansk økonomi også kommet bedre gennem coronakrisen end eksempelvis Norge, Sverige og Tyskland.

Aarsleff og Velux trækker sig fra Rusland. Som de to seneste danske virksomheder meddeler entreprenørfirmaet Aarsleff og vinduesproducenten Velux torsdag, at man forlader det russiske marked. Mens Velux vil lukke alle aktiviteter permanent i både Rusland og Belarus gennem en frivillig nedlukning, satser Aarsleff på at sælge alle sine aktiver i Rusland. Også Jysk valgte onsdag at trække sig helt ud af Rusland.

Dansk del af coronapas-app lukker. Det sker, efter der ikke længere er anbefalinger om at bruge coronapas i Danmark. Ved rejser til udlandet kan den såkaldte EU-del af coronapas-appen dog fortsat benyttes. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan danske del af appen genaktiveres med kort varsel, såfremt det igen skulle blive nødvendigt at bruge coronapas i Danmark.

Et sidste ord

Er der egentlig noget, katte ikke kan?

Føljeton er tilbage i morgen – vi ses!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12