31. maj 2016
Kære læser
Der blev begået nogle brølere på seksualitetsfronten i sidste uge. Først kom den kønspolitiske aktivist Henrik Marstal for skade at bruge udtrykket ”biologiske kvindekroppe” i menstruationstabudebatten. Det blev straks korrekset i en facebooktråd af en, der vidste bedre: Hvis Marstal ønskede at være ”reelt respektfuld” over for transpersoner, burde han i stedet holde sig til udtrykket ”personer, […]
Det bedste vi har set
Man kan få kuldegysninger af at fryse, det giver sig selv. Men man kan også få det af noget andet. Cirkus, opera, musik eller et saksesparksmål af Zlatan Ibrahimovic. Lad os kalde det æstetisk betinget gåsehud. Det franske ord for det er frisson. Denne artikel forsøger at komme fænomenet lidt nærmere og anbefaler endda forskellige stykker gåsehudsfremkaldende musik – eksempelvis de første to minutter og 11 sekunder af korsangen i stykket ‘Herr, unser Herrscher‘ i Bachs ‘Johannespassionen’.
En cool sheikh
I forbindelse med konferencen Interfaith Dialogue Confronting Extremism, som netop har fundet sted i København, var den syriske imam Muhammad al-Yaqoubi i landet. Han er en af verdens mest anerkendte repræsentanter for sufismen, og Berlingskes Ole Damkjær lavede et interview med ham. Læs det, han er en cool sheikh, og han mener, at det er enhver muslims pligt at bekæmpe Islamisk Stat.
Spisesedlen
Tchads tidligere præsident dømt for krigsforbrydelser. En særlig domstol Senegal har dømt Hissène Habré, 73, til fængsel på livstid for forbrydelser mod menneskeheden og for voldtægt, slaveri og bortførelse. Habré levede i eksil i Senegal i 22 år, før han blev arresteret i Dakar i 2013. Det var få dage efter, at Barack Obama havde besøgt landet og udtrykt sin støtte til en eventuel retssag imod ham.
Kenyanske nomader stikker kæp i hjulet på Vestas. Den danske vindmøllevirksomhed er involveret i et vindmølleprojekt i Kenya til 622 millioner euro, men lokale nomader føler sig ifølge en rapport fra Danwatch, som offentliggøres tirsdag, udsat for land grabbing og har lagt sag an mod projektet og de kenyanske myndigheder.
USA’s største olieselskaber vil ikke ud med, hvad de har af planer for at passe på klimaet. Med milliardfonde i ryggen har aktivistiske investorer forsøgt at skabe mere åbenhed i Exxon Mobil og Chevron på selskabernes generalforsamlinger. Men uden held. Et flertal af aktionærerne – henholdsvis 62 og 59 procent – stemte efter selskabernes anbefalinger.
Det kinesiske maskemarked satser på Trump som præsident. Selv om Donald Trump langer ud efter Kina igen og igen, satser en kinesisk latexmaskefabrik i Zhejiang-provinsen stort på, at han vinder det amerikanske præsidentvalg, og er allerede nu ved at lave et lager med tusindvis af Trump-masker. Og nogle gange har markedet jo ret. Se billederne her.
Cirkusserne er tilbage i varmen. I 1990’erne flyttede SR-regeringen danske cirkusser fra Kulturministeriet til Justitsministeriets ressortområde. Siden har landets cirkusdirektører kæmpet for at komme tilbage til kulturen, fordi de opfatter sig selv som et kulturtilbud. Det er nu lykkedes under kulturminister Bertel Haarder (V). ”Vi gør jo det her, fordi vi elsker det,” siger Martin Arli fra Cirkusdirektørforeningen. ”Hvis vi gerne ville være rige, så har vi godt nok valgt den forkerte sti.”