30. september 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Nogle gange er det bare bedre at blive hjemme

Ifølge kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har regeringen rygende travlt med at beslutte, om hun skal rejse til Qatar, når verdensmesterskaberne i fodbold begynder inden længe. Vi tænker ikke, at det er hverken business class eller roadtrips, der trækker denne gang. Men man kan alligevel komme i tvivl, når man hører Kulturministeriet tale om, hvor svært […]

Kære læser

Radwan havde “perfekte“ papirer. Nu er han sendt tilbage på skolebænken

Hver morgen tager 56-årige Radwan Alfares sin skoletaske på ryggen. Går fra hjemmet i Svendborg til sin HF-uddannelse, hvor han har fag som dansk, kemi og matematik med unge, der er mindst tre årtier yngre end ham selv. Også selvom han har gjort det hele før. Allerede i 1990 dimitterede han fra universitetet med en […]

Det bedste vi har set

En kunstners fald – fra 34. etage

Vi – eller i hvert fald nogle af os her på redaktionen – afskyer true crime-genren. Når det er sagt, så bør du straks finde podcasten Death of an Artist på Spotify eller Apple, eller hvor du hører dine podcasts, og lytte til de første to tilgængelige afsnit af serien. Den afdøde kunstner er Ana Mendieta (1948-1985), og pilen peger ret meget på hendes mand, minimalisten Carl André (f.1935), der gik fri dengang – besynderligt nok. Podcasten er fremragende.

+ Hvis du ikke har tid til at lytte, så læs denne monsterlange gennemgang af sagen i Village Voice fra 1988.

The Italian job

The Italian job

Nu har Italien så en koalitionsregering bestående af tre partier. Nogen på Twitter beskrev dem sådan her: Silvio Berlusconis parti Forza Italia repræsenterer mafiaen. Matteo Salvinis parti Lega repræsenterer racisterne. Og Giorgia Melonis parti Fratelli d’Italia repræsenterer fascisterne. Politico Europe har en ret god artikel, der gennemgår, hvad der gik forud, og beskriver de tre partilederes møde i et lokale i parlamentsbygningen, da den kommende kage skulle fordeles.

Kampen for en mere sexet klimakamp

Journalist Martin Kongstad er i Paris og har mødt den danske sociolog Nikolaj Schulz, der sammen med filosoffen Bruno Latour har skrevet en bog, som udkommer på dansk i dag under titlen Notat om den nye økologiske klasse. I Kongstads reportageinterview bliver der spist lidt mere gourmetmad og drukket lidt mere alkohol, end man plejer at se i Zetlands artikler, og det klæder på en eller anden måde mediet. Et citat fra artiklen: “’Hver gang en økolog har åbnet munden i de sidste 50 år, har en økonom fortalt, at det ikke kunne lade sig gøre,’ siger [Nikolaj Schulz]. ‘De fortalte, at udviklingen ikke kunne bremses, men på tre uger fandt vi ud af, at man faktisk kunne slukke kontakten, og at mange trivedes i en deaccelereret verden, og vi begyndte at stille spørgsmål til produktionsmåderne, for folk var jo blevet syge af dem. Afkald blev vendt til noget positivt, for ham, der plejede at hente kobekød hjem fra Japan, begyndte at dyrke grøntsager, og familier hyggede sig på landet i stedet for at tage på ferie til Thailand.’“

Spisesedlen

Regeringen fremlægger 2030-plan. I Socialdemokratiets bud på de næste otte års økonomiske politik skal beskæftigelsen øges, og der skal skabes vækst i den offentlige sektor. Derudover vil regeringen investere 15 mia. kr. til udvikling af velfærd, klima og sikkerhed samt afsætte 2,5 mia. kr. til at øge trygheden i hverdagen.

Omkring 90 personer anholdt ved demonstration i Norge. Torsdag var folk mødt op foran Irans ambassade i Oslo for at vise deres vrede over den 22-årige kvinde, der døde i det iranske moralpolitis varetægt tidligere på måneden. Flere demonstranter forsøgte at trænge ind i bygningen, hvorefter norsk politi brugte tåregas mod menneskemængden.

Finland lukker grænsen for russiske turister. Natten til fredag blev der lukket for russernes sidste direkte indgang til EU. “Russiske statsborgeres indrejse i Finland i turistformål bringer Finlands internationale forbindelser i fare,“ siger udenrigsminister Pekka Haavisto. I sidste weekend ankom næsten 17.000 russere til landet.

Selvmordsbombe i Afghanistan dræber 19 personer og kvæster 27. Det skete fredag på en uddannelsesinstitution i hovedstaden, Kabul, hvor elever forberedte sig på en adgangsprøve til universitetet. Ingen har endnu taget ansvar for angrebet, der fandt sted i et overvejende shiamuslimsk område.

Ukendte droner flyver over dansk olie- og gasfelt. Det oplyser energiselskabet TotalEnergies. Politiet er nu i gang med at undersøge hændelsen, der fandt sted onsdag i Nordsøen 210 km vest for Esbjerg. Tidligere på ugen meddelte norske myndigheder, at flere droner i den seneste tid er blevet observeret over norske gas- og oliefelter i Nordsøen.

Et sidste ord

Yeah, det er fredag, og Blågårdens Biblioteks mageløse mememageri er på pletten.

Men der er også en dag i morgen. Der ses vi igen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12