30. april 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

En fugl i hånden er bedre end ti ytringsfrihedsabsolutister på Twitter

Nu lakker det så småt mod enden af en uge, der har stået i Twitter-spurvens tegn: Verdens rigeste person har købt den indflydelsesrige sociale medieplatform Twitter, og prisen på grisen var 44 mia. dollars. Det betyder, at Elon Musk nu kan blive mere eller mindre enevældig hersker over mediet med 229 mio. daglige brugere. Efter […]

Det bedste vi har set

Genanvendelige postkort fra Japan

45 spande til affaldssortering, øl brygget på grimme afgrøder og et effektivt samkørselssystem, hvor man kan ende med borgmesteren i førersædet. Velkommen til Kamikatsu, en bjergby i Japan med 1.500 indbyggere. I 2003 erklærede Kamikatsu som den første kommune i Japan, at de ville være zero-waste inden udgangen af 2030, og de er allerede godt på vej. The Washington Post er på besøg og sender en masse postkort fra byen, der kan fungere som inspiration for grønne byplanlæggere og idealistiske kommunalpolitikere i resten af verden.

Bjerglandets harmonikabander

Det begyndte så yndefuldt med fårehyrdernes sang under de lange og luftige ture gennem Lesothos bjerge. På et tidspunkt blev sangene hørt i byerne, og nogle lokale harmonikaspillere stemmede i. Og sådan blev den stolte, sydafrikanske Famo-musik født. Men Famoen er siden blevet gennemvædet af vold og bandekrig, og musikerne bruger deres tekster til at håne og udstille hinanden. Det er en trist og fascinerende historie om den traditionsrige musik, der efterlader spor af mord og bandekonflikter. Heldigvis er Famo-musikken bred nok til også at favne fredeligere toner!

Yay Ungarn

Ungarn er igen sat i den europæiske skammekrog, men på den anden side af Atlanterhavet følger de nøje med i landets eskapader. Den amerikanske stat Florida brugte for nylig den ungarske regerings lov, der indskrænker LGBTQIA+-rettigheder, som inspiration til deres egen såkaldte ‘Don’t Say Gay’-lovgivning. “Vi holdt øje med ungarerne, så yay Ungarn,“ udtalte den republikanske guvernør, Ron DeSantis’ pressesekretær angiveligt til en pressekonference. Og ifølge Vox er DeSantis ikke den nye Trump, men den nye Orbán.

Da Hilda mødte Keld 

Hilda Heick var 15 år, da hun blev forelsket i Keld. 60 år senere går de stadig hånd i hånd. Alligevel har hun fået knust sit hjerte fire gange. En af gangene var, da hun gennemgik en ufrivillig abort. Heick fortæller om tabet af deres ufødte barn, og hvordan parret fandt hinanden igen efter den smertefulde oplevelse.

Den hemmelighedsfulde troubadour

“Han havde tidligt haft succes som medlem af hitbandet The Grass Roots (“La la la la la la la la la la live for today…“), men forlod gruppen for at søge kreativ frihed og forfølge en mere sand kunstnerisk skæbne, som han følte ventede.“ Det lykkedes ikke rigtigt, men i 2005 blev Creed Bratton alligevel en rendyrket kultstjerne, da han optrådte som en lettere forvrænget version af sig selv i den amerikanske udgave af The Office. Esquire Magazine har tegnet et formidabelt portræt af det mystiske menneske.

Spisesedlen

“Another day, another drama“ synger frihedskæmper og popsangerinde Britney Spears på sit ikoniske nummer Piece of Me fra 2007. Udover alle sine andre kvaliteter er kvinden altså også en effen samfundsanalytiker, for det er da efterhånden lidt sådan, tilværelsen føles.

Mandag kunne vi dog holde inde med neglebidningen for en stund: Verden vågnede op til nyheden om, at Frankrig ikke havde fået Marine Le Pen som præsident. Barren er dog sat lavt, når det er succeskriteriet, for “nok har Macron sikret sig flertal til at fortsætte som monsieur le président, men med en historisk lav valgdeltagelse og nye trusler om gadeprotester er der ikke meget tid til at synge Marseillaisen i en jubelrus,“ skrev David Dragsted i en ‘Kære læser’.

Samme dag tegnede Oliver Stilling et portræt af den russisk-ortodokse kirkes overhoved Kirill, som forguder Rusland og krigen mod Ukraine, og som Litauen derfor har foreslået EU at sanktionere. Kirill bruger imidlertid en del kræfter på at fremstå fattig som en kirkemus og derfor usanktionerbar. Men det er kun den halve fortælling…

Tirsdag trak Emilie Ewald tråde fra de seksuelt nedkølede zoologiske pandaer, som bare ikke kan udføre deres reproduktive pligter under så kliniske, uromantiske forhold, og de amerikanske republikaneres forsøg på at male staterne blodrøde med deres ‘Don’t Say Gay’-love. Det er virkelig sjovt skrevet, og Emilie har fat i den lange ende, hvad angår forsøgene på at tvinge unge menneskers (og pandaers!) seksualitet ned i en boks. Det virker sjældent.

I nyhedsanalysen var der gensyn med gamle kendinge, for Kristian Lauritzen vendte tilbage til Føljetons spalter for at samle op på en interviewserie om pressefrihed i Rusland, han skrev i 2017. Den har selvsagt ikke fået det bedre, og derfor har Lauritzen haft fat i vores russiske kolleger endnu engang. I seriens første afsnit talte han med Tikhon Dzyadko, der nu bor i Georgien, og ikke mener, at russerne bare vil kunne vende tilbage til livet før krigen i Ukraine – hvor end gerne regeringen så det ske.

Da vi nåede onsdag, underskrev regeringen den længe ventede aftale med Kosovo om 300 fængselspladser til udvisningsdømte fra Danmark. Det kom samtidig med, at den såkaldte Rwanda-asylaftale igen igen blev kritiseret fra internationalt hold, og det tog jeg – Asta Kongsted – under kærlig behandling i dagens ‘Kære læser’.

Vi bragte også anden del af Lauritzens serie om den russiske pressefrihed. Her har han talt med Ivan Golunov, der i 2019 blev et symbol på den frie presses kamp mod overmagten i Rusland, da han blev anholdt og tæsket i fængsel på baggrund af plantede beviser. I modsætning til mange af sine kolleger er Golunov blevet i Rusland efter krigens udbrud, selvom han kan have sin tvivl om dén beslutning. Det er fremragende læsning!

Torsdag havde Oliver Stilling gang i den politiske farvelade. Jeg kan afsløre så meget, at selvudnævnte grøn-røde Mette Frederiksen (S) har fået farven sort, mens Lars Løkke Rasmussen lægger sig på den lilla skala. Jacob Elleman-Jensen er slet ikke nævnt, hvilket du kan lægge i, hvad du vil. Læs selv resten af Stillings farvelære her.

Vi blev lidt i det kunstneriske hjørne, for jeg har været en tur på Kunsthal Charlottenborg for at se Det Kongelige Danske Kunstakademis afgangsudstilling. De senere par år har den skole været udsat for heftig kritik, men kunsten jeg så, var der ikke meget dårligt at sige om. Derfor foreslår jeg nu, at vi lægger det identitetspolitiske narrativ i graven. Det lugter nemlig mere af karaktermord end af egentlig bekymring for den danske kunsts fremtid.

Til sidst blev det fredag – det lykkes jo altid – og der løb jeg med sladder. Jeg har nemlig været til debat om diversitetens velbefindende i det danske mediebillede (spoileralert: det går ikke så godt), og det var mægtig underholdende at se mediechefer fra de store institutioner vride sig om kap for at rense sig selv. Jeg blev nødt til at skrive om det, så det gjorde jeg i en ‘Kære læser’.

Lars Trier Mogensen rundede ugen af med en analyse af den føromtalte Rwanda-Kosovo-finte. Ifølge ham har de nemlig funktion som smykkeloven: Uden egentlige konsekvenser, men tilpas rabiat til at opstemme venstrefløjen og holde flygtningene for døren. Inger Støjberg kunne ikke have udtænkt det bedre selv, hun må sidde derhjemme med sin fodlænke og ærgre sig.

Det var alt hvad vi kom omkring i denne uge. Jo, lige en sidste ting. En kær læser bad om en god nyhed. Bare én til at tage toppen af nyhedsdepressionen, og det vil jeg gerne imødekomme: Den britiske rørdrummer (det er en fugl) er blevet reddet fra at uddø, fordi man har haft held til at genoprette de vådområder, den lever i. Rørdrummere er godt nok nogle af de mest støjende fugle – deres brøl kan høres på 5 km afstand – så hvorvidt det egentlig er godt, kan der sikkert være delte meninger om. Men for os, der befinder os på behørig afstand, er det da ikke så ringe endda. God weekend!

Et sidste ord

Pandaer… Man kan ikke leve med dem, man kan ikke leve uden dem.

Føljeton er tilbage på mandag.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12