Det er sjovt, hvor forbundne nyhedshistorier kan være, selvom de på papiret virker vidt forskellige. En korrupt værtsskabsafstemning resulterer i en fodboldslutrunde i Qatar, som får kinesiske fans til at stoppe op, og tage et godt langt kig på de coronarestriktioner, som de lever under. En modig protestaktion iværksættes, bedst som et dansk landshold gør det komplet modsatte, og rejser hjem med halen mellem benene. Og et sted midt i virvaret går folk på Twitter amok over… Pyrus? Ja okay, det er ikke altid til at fange nyhedsstrømmenes forvitrede logik. Dermed ikke sagt, at vi ikke gerne gør forsøget.

Mandag var Oliver Stilling i hvert fald på pletten med en frisk gennemgang af weekendens demonstrationerne mod det kinesiske regime, der bl.a. bød på sammenstød med politiet i Shanghai og Wuhan. “Man skal ikke undervurdere et hvidt papir,“ skrev Oliver, med henvisning til de blanke papirer, som demonstranterne bruger til at symbolisere alt det, de gerne vil sige, men ikke kan. Samtidig forsøgte jeg – altså David Dragsted – i en billedanalyse at sætte ord på den Nordkoreanske diktators Kim Jong-uns forsøg på at imponere sin måske 10-årige datter med interkontinentale missiler:

“På lidt over en uge er datteren af to omgange blevet slæbt med til en militærbase, efter hun tidligere har været en relativt velbevaret hemmelighed. Ved nu så åbenlyst at knytte Ju-ae til Nordkoreas nye langdistancemissiler, menes 38-årige Kim Jong-un at køre hende i stilling som mulig arvtager. Samtidig fjerner hun behændigt nok fokus fra den trussel, Hwaseong-17-missilet udgør.“

Ja, og så var der altså Pyrus og Twitter, to emner, vi behandlede tirsdag. Først så Astrid Plum nærmere på det hysteri, som TV 2’s aflivning af Alletiders julemand har kastet af sig. Er det julen, der er blevet ødelagt, eller er det et udtryk for “hvid skrøbelighed“ og en generel misforståelse af, hvad der rent faktisk bekymrer børnene? Vi kender vist godt svaret: “Ungdommen er vred over at have været indespærret i deres mest formative år – ikke over tabet af en forældet julekalender som altså stadig kan ses på streaming.“

Skrøbelig er ikke nødvendigvis et ord, vi vil bruge om Elon Musk. Mest af alt fordi han er verdens rigeste mand, og derfor kan gøre mere eller mindre hvad der passer ham. Uheldigvis for internettet er det, der passer Elon Musk allerbedst lige nu, imidlertid at ødelægge Twitter i et hæsblæsende tempo. Jeg samlede op på den seneste tids virak vedrørende det sociale medie i en nyhedsanalyse.

Onsdag blev der spillet en fodboldkamp mod Australien, som vi meget ligesom det danske herrelandshold valgte ikke at gøre det store nummer ud af. Til gengæld så vi nærmere på et langt vigtigere emne: Vores alle sammens biodiversitet. I en ny rapport fra Biodiversitetsrådet fremgår det, at sølle 2,3 pct. af Danmarks areal kan kaldes beskyttet natur, hvilket altså er milevidt fra de 30 pct., man har talt om at gå efter i en eventuel naturlov. Så vi skal virkelig til at oppe os, hvis næste uges FN-topmøde om biodiversitetskrisen ikke skal blive en småpinlig affære. Det skrev jeg om i en ‘Kære læser’.

Samme dag fortalte Xenia Heiberg Heurlin om noget andet, der er kritisk truet: Minoritetssprog, som ikke understøttes i Microsoft Word og andre digitale programmer. Det gælder eksempelvis grønlandsk, og det på trods af en ihærdig indsats fra Grønlands Sprogsekretariat, der har udviklet både en stavekontrol og et orddelingsprogram, som kan bruges i Microsofts software. Problemet er bare, at techgiganten meget ligesom sine konkurrenter ikke nødvendigvis kan se den store fidus i at sige qujanarsuaq. Det skulle i øvrigt gerne være grønlandsk for “mange tak“.

Og så blev det ellers sørme og sandt december, hvilket vi torsdag fejrede med en totrinsraket af dansk politik. Oliver Stilling tog sig i en ‘Kære læser’ af retssagen mod Morten Messerschmidt, der på mange måder er som “at se en genopsætning af et elendigt teaterstykke med en række dilettantskuespillere, hvis eksistens man havde glemt alt om, fordi sidste opførelse var en dundrende fiasko“. Imens forklarede Lars Trier Mogensen, hvordan Venstres mulige kovending i FE-sagen kan vise sig at blive en dundrende fiasko for partiets forperson Jakob Ellemann-Jensen:

”Hvis Jakob Ellemann-Jensen rent faktisk ender med at frede Mette Frederiksen i en sag, som han selv for ganske få uger siden gjorde til en hovedsag på linje med beslutningen om at slå alle mink ihjel uden lovhjemmel, vil han have ladet sig ydmyge på vej ind i en regering i et omfang, som kun SF’s daværende formand Villy Søvndal har prøvet.“

Tiden må vise, om Jakob Ellemann-Jensen rent faktisk formår at tilrane sig en ministerpost – og hvilken det i så fald bliver. Et lidt frisk bud kunne være, at Ellemann-Jensen burde overveje at gøre sig selv til noget som uhørt som it-minister. For selvom det ikke ligefrem lyder som det mest sexede ressortområde, er behovet i regeringen for en klar og tydelig it-ansvarlig faktisk ikke blevet mindre. Xenia Heiberg Heurlin forklarede hvorfor fredag.

Sjovt nok fortsatte Emma Louise Stenholm samme dag teknologitemaet. Hun havde talt med europaparlamentarikeren Dragoș Tudorache, som er med til at lede forhandlingerne om den såkaldte AI Act. Kort fortalt arbejder EU på en ny forordning, der skal sætte grænser for den kunstige intelligens. Og lad os bare sige, at det er på høje tid. I hvert fald med tanke på, at unionen samtidig fifler med kunstigt intelligente løsninger i grænsekontrollen, der i praksis vil gøre det sværere for tredjelandsborgere at komme ind i EU. Det er der altså ikke meget julestemning over. /David Dragsted