29. oktober 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Kampen om decimaler

Det er en noget nær umulig opgave at finde en positiv vinkel på Ruslands invasion af Ukraine, der nu har varet 248 dage. Det har dog ikke afholdt det Internationale Energiagentur (IEA) fra at forsøge. Den globale energikrise udløst som følge af invasionen har nemlig formået at fremskynde den grønne omstilling, skriver agenturet i deres […]

Kære læser

Grænsekontrollen er “ulovlig“, vurderer forskere

Den danske regering har ikke umiddelbart tilstrækkelig dokumentation for at opretholde kontrollen ved grænserne, viser dokumenter, som Føljeton har fået aktindsigt i. Justitsministeriet tilbød samtidig en udtalelse mod at ophæve anmodningen om aktindsigt. “Helt galt“ og uden tvivl “ulovligt“, lyder dommen.

Det bedste vi har set

Ligeløn ude af sigte

Går man som kvinde og drømmer om at tjene lige så meget som en mand, skal man væbne sig med tålmodighed. I hvert fald hvis det kommer til at gå, som Tænketanken Cevea forudsiger. I en rapport beregner de, hvornår vi i Danmark har ligeløn, hvis udviklingen fortsætter som i perioden 1994-2019. I det tilfælde skal de fleste løngrupper ind i det næste århundrede, før det sker.

Værst ser det ud for de kvindelige lønmodtagere på mellemniveau – fx sygeplejersker og pædagoger – der står til at skulle vente 108 år på at tjene lige så meget som deres mandlige modstykke. Forklaringen findes til dels i det kønsomdelte arbejdsmarked.

Hvis Socialdemokratiet eksempelvis vælger at tilgodese et kvindedomineret erhverv som sygeplejerskerne med et lønløft, vil det formindske løngabet, forklarer senioranalytiker for CEVEA og medforfatter til rapporten Ask Lund Jakobsen til Føljeton. Han pointerer dog, at der selv inden for samme fag er lønforskelle mellem mænd og kvinder. Der skal altså mere til end et lønløft til sygeplejerskerne, hvis vi skal opnå ligeløn inden århundredeskiftet.

En stemme på…

Hvem?

Er du i tvivl om, hvem du vil stemme på? Synes du egentlig også, at det er tæt på umuligt at finde rundt i partiernes politik og prioriteringer? Og gider du heller ikke se Kåre Quist hyggesnakke med partilederne?

Så har vi tre udveje!

Hvis du vil have en god, grundig og realistisk gennemgang af partiernes politik i selskab med partiernes frontfigurer, så får du den hos Orientering på P1. Klik her og spol cirka en time og et kvarter frem for at høre SF’s Pia Olsen Dyhr. Her for Alternativets Franciska Rosenkilde. Her for Venstres Sofie Løhde. Her for Socialdemokratiets Mattias Tesfaye (som altså agerer indskifter for statsminister Mette Frederiksen). Her for Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen. Her for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Her for Liberal Alliances Alex Vanopslagh. Her for Enhedslistens Mai Villadsen. Her for det Konservatives Folkepartis Søren Pape Poulsen. Her for Nye Borgerliges Pernille Vermund. Her for Moderaternes Lars Løkke Rasmussen. Her for Danmarksdemokraternes Inger Støjberg. Og sidst (og i dette tilfælde faktisk også mindst) her for Kristendemokraternes Marianne Karlsmose.

Hvis du vil høre de helt store og utopiske versioner af partiernes politik, så har Zetland givet magten til hvert parti i tre valgperioder. I deres glimrende podcast kan du spole frem til forskellige versioner af 2035. Med Sikandar Siddique ved roret er der blevet mere “tid til elskov“, og Pia Olsen Dyhrs drøm dufter af blomster og havet.

Hvis miljø og klima er det allervigtigste for dig, vil vi endnu engang anbefale podcasten Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise? I det seneste afsnit giver værterne fra Den Grønne Ungdomsbevægelse Caroline Bessermann og Mette Susgaard overblikket over det danske klimapolitiske landskab. De kalder selv afsnittet for “klimapolitikkens bouillonterning“.

Klimaets fremtid

Okay, det er måske ikke muligt med en positiv klimahistorie, men hvad med et forsøg på en realistisk én? Den anerkendte klimajournalist David Wallace-Wells beskriver mellemvejen mellem at redde jorden og apokalypsen.

Ikke flere plottwists

Da den britiske sæbeopera EastEnders stod klar med et nyt afsnit juledag i 1986, sad intet mindre end 30,1 mio. mennesker klistrede til skærmen. Ja, seriens seertal slog simpelthen dronningens traditionsrige juletale. Til sammenligning så blot 2,9 mio. briter sidste år med, da EastEnders udkom med nok en “Christmas Day-episode“. Meget tyder altså på, at sæbeoperaens stormagtsdage er ovre. Det gælder ikke kun i Storbritannien, men eksempelvis også USA, hvor den sejlivede Days of Our Lives nu er blevet forvist til streamingtjenesten Peacock efter 57 år på NBC’s sendeflade. BBC undersøger, hvad der gik galt for genren.

For evigt ung

“Der er ingen grund til, at vi ikke ville kunne leve 200 år,“ siger forsker ved Harvard University David Sinclair. Andre er mere skeptiske overfor den alkymistiske idé om at kunne leve for evigt (eller i hvert fald meget længe). MIT Technology har historien fra biokemiens og teknologiens frontlinje.

Bombesikker beslutning

Hvem er den vigtigste person i nyere tids historie? Der er mange spændende kandidater, men spørger man Vox, må svaret næsten være den sovjetiske flådeofficer Vasilij Arkhipov – manden, der forhindrede en atomkrig: “Fanget i en dieseldrevet ubåd flere tusind mil hjemmefra, ramt af eksploderende dybdebomber og truet af kvælning og død, holdt Arkhipov hovedet koldt. Hvis han havde accepteret beslutningen om at affyre en atomtorpedo, som sandsynligvis ville fordampe et amerikansk hangarskib og dræbe tusindvis af søfolk, ville det have været langt vanskeligere for Kennedy og Khrusjtjov at træde tilbage fra afgrunden. Og den farligste dag i menneskehedens historie kunne meget vel have været en af vores sidste.“

Spisesedlen

Selvom valgkampen kan virke langtrukken, er der fart på valgløfterne. Partierne forsøger at få dig overbevist om, at lige præcis deres forestilling om et fremtidigt Danmark, er den bedste. Men ét område befinder sig i det mørke dyb, skrev Oliver Stilling mandag, nemlig kulturen, som er blevet udsultet af den ene regering efter den anden. Og som om det ikke skulle være nok, så har de fleste partier “meget, meget lidt at byde på “kulturpolitisk“, lød dommen.

Mens det i øjeblikket føles, som om alt kan ske i dansk politik, er alt omvendt minutiøst tilrettelagt i det politiske liv i Kina. Til årets partikongres sad medlemmer af det kommunistiske parti i perfekte rækker, og alt helt ned til placeringen af de hvide tekopper var nøje planlagt. En hændelse stak imidlertid ud. Den tidligere præsident Hi Jintao blev pludselig taget i armen og ført ud af kongreslokalet. Hvad handlede det om? Emma Louise Stenholm undersøgte sagen i nyhedsanalysen.

I den anden ende af spekteret over kaos og stabilitet finder vi Storbritannien, der nu har fået sin tredje premierminister på bare ét år. Denne gang er det blevet 42-årige, stinkerige Rishi Sunak, der lover at skabe ro og orden efter de seneste måneders tumult. Astrid Plum skrev tirsdag om Storbritanniens nye førsteelsker, der i øvrigt er dobbelt så rig som deres konge.

En premierministers formue er ikke helt uvæsentlig, særligt ikke i et klassesamfund som det britiske. Men spørger man arkæolog-antropolog-makkerparret David Wengrow og afdøde David Graeber, forfatterne bag bogen Altings begyndelse, skal vi faktisk glemme, hvor uligheden kommer fra. Emma Louise Stenholm interviewede David Wengrow om den vovede påstand:

“Vi vil vise, hvor opfindsomme mennesker har været i at inddæmme relationer baseret på autoriteter eller dominans. Vi har fantastiske beviser for, at mennesker effektivt har leget med forskellige former for hierarki, men at de har været begrænset til meget specifikke sammenhænge – som i begravelsesritualer eller karnevaler.“

Uanset hvor uligheden kommer fra, eller om vi overhovedet skal beskæftige os med det spørgsmål, kan vi konstatere, at den er her. Det er platformvirksomheden Uber et bevis på. Firmaets egen tidligere lobbydirektør, Mark MacGann, kalder i hvert fald selv deres aktiviteter for “selve definitionen på løndumping“. I onsdagens ‘Kære læser’ trak Emma Louise Stenholm tråde fra Uber til arbejdsforholdene herhjemme, hvor Socialdemokratiet har foreslået en ny lønpakke til det offentlige:

“Lønningerne er igen – som en plade, der er gået i hak – op til den danske model, som lobbyorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv mener, at regeringen har smidt en “kanonkugle“ efter. “Der er ikke nogen nemme løsninger,“ sagde Mette Frederiksen (S) på onsdagens pressemøde. Men det kræver som det mindste, at der kommer mere konkrete forslag på bordet, hvis løfterne skal blive andet en endnu en omgang løndumping.“

Samme dag inviterede jeg – Xenia Heiberg Heurlin, aluu – dig med på min rejse til Grønland. Her kunne man læse, hvordan danske forskere, politikere og embedsmænd på klimaområdet mangler forståelse for de små grønlandske samfund, men også hvordan historien om klimaforandringer er helt anderledes end herhjemme. Havene vil nemlig ikke stige som i Danmark – de vil falde. Historien byder i øvrigt på et visit hos Grønlands Gandhi.

Torsdag tog Oliver Stilling med kunsteren Olafur Eliasson til Qatar (dog ikke i bogstavelig forstand). Den ellers så politisk korrekte kunstner, som er imod racisme og bekymrer sig om klimakrisen, er taget til det omdiskuterede olieland på invitation af sheikha Al Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al Thani, lillesøster til den herskende emir, sheikh Tamim bin Hamad Al Thani. Dermed er Eliasson blevet en del af den voksende gruppe af folk, der må se stort på Qatars menneskerettighedskrænkelser, fordi en rigtig fed gig vejer lidt tungere.

Hjemme i egen fold er det blevet Pias tur. I hvert fald hvis det står til Socialdemokratiet, der efter successen med Arne-pensionen nu kommer med et noget upræcist bud på, hvem der som de næste skal tilgodeses af velfærdsstaten. Lars Trier Mogensen fældede dom over udspillets betydning i valgkampen:

“De syv principper rummer ikke tilstrækkeligt ideologisk schwung eller blot en større fremtidsfortælling, som i sig selv er nok til at give Mette Frederiksen en klar platform for fire år mere i Statsministeriet. Principperne er ikke bluff, og heller ikke ligegyldige. Men de kommer alt for sent til at rykke nok vælgere.“

Spørgsmålet, hvordan man kan rykke ved folks holdninger, er ikke begrænset til diverse valgløfter fra Socialdemokratiet. Klimaaktivister har i den seneste tid forsøgt at drage folks opmærksomhed over på klodens tilstand ved at “angribe“ berømte kunstmalerier, blandt andet med kartoffelmos på Monets Meules (1890) og et limet hoved på Johannes Vermeers Pige med perleørering (1665). Man kan diskutere, hvorvidt metoden er konstruktiv, og det var netop, hvad David Dragsted gjorde i fredagens ‘Kære læser’. Her huskede han os på, at man ikke skal græde over spildt kartoffelmos, men over de spildte muligheder for at komme kloden til undsætning. /Xenia Heiberg Heurlin

Et sidste ord

That’s my boy! (husk lyd).

Rigtig god weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12