Selvom valgkampen kan virke langtrukken, er der fart på valgløfterne. Partierne forsøger at få dig overbevist om, at lige præcis deres forestilling om et fremtidigt Danmark, er den bedste. Men ét område befinder sig i det mørke dyb, skrev Oliver Stilling mandag, nemlig kulturen, som er blevet udsultet af den ene regering efter den anden. Og som om det ikke skulle være nok, så har de fleste partier “meget, meget lidt at byde på “kulturpolitisk“, lød dommen.

Mens det i øjeblikket føles, som om alt kan ske i dansk politik, er alt omvendt minutiøst tilrettelagt i det politiske liv i Kina. Til årets partikongres sad medlemmer af det kommunistiske parti i perfekte rækker, og alt helt ned til placeringen af de hvide tekopper var nøje planlagt. En hændelse stak imidlertid ud. Den tidligere præsident Hi Jintao blev pludselig taget i armen og ført ud af kongreslokalet. Hvad handlede det om? Emma Louise Stenholm undersøgte sagen i nyhedsanalysen.

I den anden ende af spekteret over kaos og stabilitet finder vi Storbritannien, der nu har fået sin tredje premierminister på bare ét år. Denne gang er det blevet 42-årige, stinkerige Rishi Sunak, der lover at skabe ro og orden efter de seneste måneders tumult. Astrid Plum skrev tirsdag om Storbritanniens nye førsteelsker, der i øvrigt er dobbelt så rig som deres konge.

En premierministers formue er ikke helt uvæsentlig, særligt ikke i et klassesamfund som det britiske. Men spørger man arkæolog-antropolog-makkerparret David Wengrow og afdøde David Graeber, forfatterne bag bogen Altings begyndelse, skal vi faktisk glemme, hvor uligheden kommer fra. Emma Louise Stenholm interviewede David Wengrow om den vovede påstand:

“Vi vil vise, hvor opfindsomme mennesker har været i at inddæmme relationer baseret på autoriteter eller dominans. Vi har fantastiske beviser for, at mennesker effektivt har leget med forskellige former for hierarki, men at de har været begrænset til meget specifikke sammenhænge – som i begravelsesritualer eller karnevaler.“

Uanset hvor uligheden kommer fra, eller om vi overhovedet skal beskæftige os med det spørgsmål, kan vi konstatere, at den er her. Det er platformvirksomheden Uber et bevis på. Firmaets egen tidligere lobbydirektør, Mark MacGann, kalder i hvert fald selv deres aktiviteter for “selve definitionen på løndumping“. I onsdagens ‘Kære læser’ trak Emma Louise Stenholm tråde fra Uber til arbejdsforholdene herhjemme, hvor Socialdemokratiet har foreslået en ny lønpakke til det offentlige:

“Lønningerne er igen – som en plade, der er gået i hak – op til den danske model, som lobbyorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv mener, at regeringen har smidt en “kanonkugle“ efter. “Der er ikke nogen nemme løsninger,“ sagde Mette Frederiksen (S) på onsdagens pressemøde. Men det kræver som det mindste, at der kommer mere konkrete forslag på bordet, hvis løfterne skal blive andet en endnu en omgang løndumping.“

Samme dag inviterede jeg – Xenia Heiberg Heurlin, aluu – dig med på min rejse til Grønland. Her kunne man læse, hvordan danske forskere, politikere og embedsmænd på klimaområdet mangler forståelse for de små grønlandske samfund, men også hvordan historien om klimaforandringer er helt anderledes end herhjemme. Havene vil nemlig ikke stige som i Danmark – de vil falde. Historien byder i øvrigt på et visit hos Grønlands Gandhi.

Torsdag tog Oliver Stilling med kunsteren Olafur Eliasson til Qatar (dog ikke i bogstavelig forstand). Den ellers så politisk korrekte kunstner, som er imod racisme og bekymrer sig om klimakrisen, er taget til det omdiskuterede olieland på invitation af sheikha Al Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al Thani, lillesøster til den herskende emir, sheikh Tamim bin Hamad Al Thani. Dermed er Eliasson blevet en del af den voksende gruppe af folk, der må se stort på Qatars menneskerettighedskrænkelser, fordi en rigtig fed gig vejer lidt tungere.

Hjemme i egen fold er det blevet Pias tur. I hvert fald hvis det står til Socialdemokratiet, der efter successen med Arne-pensionen nu kommer med et noget upræcist bud på, hvem der som de næste skal tilgodeses af velfærdsstaten. Lars Trier Mogensen fældede dom over udspillets betydning i valgkampen:

“De syv principper rummer ikke tilstrækkeligt ideologisk schwung eller blot en større fremtidsfortælling, som i sig selv er nok til at give Mette Frederiksen en klar platform for fire år mere i Statsministeriet. Principperne er ikke bluff, og heller ikke ligegyldige. Men de kommer alt for sent til at rykke nok vælgere.“

Spørgsmålet, hvordan man kan rykke ved folks holdninger, er ikke begrænset til diverse valgløfter fra Socialdemokratiet. Klimaaktivister har i den seneste tid forsøgt at drage folks opmærksomhed over på klodens tilstand ved at “angribe“ berømte kunstmalerier, blandt andet med kartoffelmos på Monets Meules (1890) og et limet hoved på Johannes Vermeers Pige med perleørering (1665). Man kan diskutere, hvorvidt metoden er konstruktiv, og det var netop, hvad David Dragsted gjorde i fredagens ‘Kære læser’. Her huskede han os på, at man ikke skal græde over spildt kartoffelmos, men over de spildte muligheder for at komme kloden til undsætning. /Xenia Heiberg Heurlin