Mandagen begyndte med en dugfrisk finanslov. Her fandt SVM-regeringen og finansminister Nicolai Wammen (S) – i selskab med SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – bl.a. penge til at bevare Klimarådet, øge barslen for tvillingeforældre og en skærpelse af indsatsen for højtbegavede børn. Wammen var glad for den brede aftale, lød det, men et andet sted i landet bød dagen på vrede. For ved Færdselsstyrelsens hovedkontor i Ribe demonstrerede en gruppe kørelærere, da deres systemer er propfyldt med, ja, systemfejl, der gør det vanskeligt at booke køreprøver. “Køreprøvebøvlet er måske til at udholde – værre er det, når det er i banksektoren, der fuckes op,” skrev Oliver Stilling.

I nyhedsanalysen dækkede David Dragsted urolighederne i Sudan, der ikke lader til at slutte lige foreløbig: “Frygten er derfor, at Sudan står over for en ny, langtrukken borgerkrig. En krig, som hurtigt kan blive yderligere kompliceret af landets mange regionale militser og bevæbnede grupperinger.”

Jon Stephensen og Moderaternes krise ser heller ikke ud til at gå i glemmebogen. Weekenden var knap overstået, da TV2 kunne afsløre, at Stephensen har sendt upassende beskeder til et 19-årigt partimedlem. Partileder Lars Løkke Rasmussen har sendt Stephensen hjem på en voksentænker det næste halve år. Og det er faktisk meget sigende for Lars Løkkes måde at løse problemer på, pointerede Astrid Plum i sin Kære læser tirsdag.

Mens Stephensens mandat – og dermed også regeringsflertallet –  hænger i en tynd tråd, så David Dragsted lidt nærmere på den nye finanslovsaftale, der trods at være bred må siges at være noget skrabet. For indholdet er, som det plejer at være: Uden overraskelser. “Med flere partier bag finanslovsaftalen har regeringen netop sikret sig den ekstra manøvredygtighed, der ikke bare gør livet nemmere, men også fredeligere. Samtidig er der blevet lagt op til, at kommende reformer også sagtens kan aftales uden for mange dikkedarer. For med en bred opbakning bag sig, behøver regeringen ikke engang at vise, hvor magtfuld den reelt set er.”

Onsdag var dagen derpå efter en hyggesnak mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes svenske modstykke Ulf Kristersson. Her vågnede regeringen op til dåd og meddelte, at man ønskede at indføre det gamle socialdemokratiske signaturforslag om en 37 timers arbejdspligt. Åbent og ærligt var der indvandrer-bashing på menuen, da Mette Frederiksen fortalte, at tiltaget er rettet mod indvandrerkvinder. Det fik igen David Dragsted til tasterne: “Ifølge regeringen ventes godt 27.000 mennesker at blive ramt af det moralsk opbyggelige tiltag. Og så er det jo egentlig bare heldigt, at det minsandten også vil være en gevinst for arbejdsmarkedet. For som statsministeren får tilføjet – helt uden at holde et anstændigt pokerfjæs – kan man jo sætte indvandrerkvinderne til at udføre det arbejde, ingen andre gider at have.”

Samme dag bragte Emma Louise Stenholm et interview med den norske forfatter Maria Navarro Skaranger, hvis bog Emily Forever netop er oversat til dansk, og spiller på vores fordomme om at leve i fattigdom: “Jeg håber, at man ser Emily, og at hun har værdi i sig selv. Også selvom hun ikke er det, man forventer. Man forventer, at hun tænker mere, at hun handler mere, og at hun har et bedre sprog for sig selv. Det har hun ikke. Og det har man ikke nødvendigvis.”

Hvad er japandi? Er det den nyeste bilmodel fra Kia? En ny legetøjsdille for de mindste? Hvis du også læser Berlingske, er du måske stødt på ordet. I Oliver Stillings Kære læser kunne man torsdag læse, hvordan et arkitektfirma har set sig sure på udtrykket, og hvordan det i øvrigt giver associationer til den tidligere afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup. Han er på paradoksal vis blevet en slags sorteper i minkskandalen og står tilbage med den hårdeste sanktion, selvom han tilsyneladende er den, som har udført sit job mindst ringe.

Advarsel efter advarsel mod de ansvarshavende embedsfolk blev rullet tilbage. Det er klimaambitionerne også blevet. For klimaminister Lars Aagaard har tilsyneladende tænkt sig at godkende en ansøgning fra det norske olie- og gasselskab BlueNord om at genoptage eftersøgningen og udvindingen af naturgas fra det danske felt Elly-Luke i Nordsøen, hvilket altså udfordrer principperne i både Nordsøaftalen og klimaloven: “Frem for at fokusere på 2030 som skæringsdato, er SVM-regeringen i gang med at rykke målebåndet ud til 2045, og derved vinde så meget tid, at de kommende års klimahandling – med et trylleslag – slet ikke betyder så meget,” skrev Lars Trier Mogensen i nyhedsanalysen.

Vest for Nordsøen er en købsaftale mellem Microsoft og gaminggiganten Activision Blizzard blevet afvist af Storbritanniens konkurrencemyndigheder. Det har gjort landet endnu mindre attraktivt at drive virksomhed i. Premierminister Rishi Sunak drømmer ellers om at gøre landet til et “unicorn kingdom”, hvor flere slagkraftige selskaber kan slå sig ned og tjene guld og grønne skove. Med den aflyste handel mellem de to selskaber kører den strategi dog ikke skidegodt for Sunak. Emma Louise Stenholm opsummerede miseren fredag.

En anden brite, der fik spalteplads, er det tidligere medlem af bandet Pink Floyd Roger Waters. Undertegnede, Rasmus Hostrup, udrullede i nyhedsanalysen, hvordan komponisten med de mange holdninger har skabt uro i Tyskland: Flere tyske byer har aflyst hans koncerter, fordi han har boykottet Israel. Efter 75 år tilløb er forholdet mellem netop Tyskland og Israel endelig blevet bare en smule bedre, og derfor vil man altså for alt i verden undgå, at Waters skal komme og ødelægge det hele. 75 år skal der ikke gå, før vi ses igen. God weekend! /Rasmus Hostrup