“Thou shalt love thy neighbour as thyself,“ lyder den kristne Guds ord på godt gammeldags engelsk. I den danske oversættelse af det nye testamente kan man nøjes med at elske sin “næste“, og det skyldes måske, at det godt kan være lidt besværligt at elske sin nabo.

Vi begyndte i hvert fald ugen med en nabokrig. Nemlig ovre hos vores genbo, Vor Frue Kirke. Det kommer vel egentlig ikke som en overraskelse for nogen, at der udover altervin og støvede bibler, gemmer sig nogle skeletter i skabene inden for de smukt opførte klassicistiske mure. Bevares, den danske folkekirke er – som Oliver Stilling påpegede mandag – næppe den katolske kirke, men at en mandlig kirkelig medarbejder kan blive politianmeldt for at forgribe sig på et 12-årigt barn og derefter forblive ansat i 30 år er jo fuldstændig grotesk. “Der er heller ikke så meget andet at gøre end at lægge sig fladt ned og undskylde,“ konkluderede Oliver. Men det var alligevel ikke den kommunikationsstrategi domprovst Anders Gadegaard med sin totale ansvarsfralæggelse valgte at gå med.

I Australien havde Anthony Albanese mere held med sin kommunikationsstrategi. Efter weekendens valg down under kunne den ”moderate, småkedelige” kandidat nemlig kalde sig landets nye premierminister. Hans strategi var dog mest af alt, at han ikke var lige så kontroversiel, klimabenægtende og konservativ som tidligere premierminister, Scott Morrison. Valget handlede dog (heldigvis) om mere end den knastørre kiks i spidsen af landets Labour-parti. David Dragsted så på det, der godt kan betegnes som et klimavalg, i dagens nyhedsanalyse og spåede, at det langt om længe kunne få grøn politik til at spire i det kulsorte land.

Tirsdag landede der en vammel Big Mac i din indbakke, og David var næsten tom for ord. Det var simpelthen en historie om den amerikanske Don Gorske, der har spist en Big Mac om dagen i 50 år, der gjorde udfaldet. Men de 32.943 burgere, som McDonald’s-entusiasten altså har indtaget gennem sit liv, affødte med rette mange spørgsmål her på redaktionen, herunder: What the fuck? Befinder han sig altid lige rundt om hjørnet fra en McDonald’s? Og når man ikke på et eller andet tidspunkt en grænse? Det gør Don Gorske tydeligvis ikke foreløbig, men det gjorde både den russiske FN-diplomat, Boris Bondarev, og Shell-konsulenten, Caroline Dennett, til gengæld denne uge, da de begge forlod deres stillinger. Der havde stået russisk propaganda og svigt på en massiv, planetarisk skala på menuen lidt for længe, og nu var det simpelthen nok. Og det er da egentlig ret befriende, når folk endelig siger fra. Som David skrev: “Det er aldrig for sent at sadle om, hvis du indser dine egne fejl.“

Den filosofi kunne EU godt trænge til at blive mindet om, mens de debatterer EU’s lovforslag om kunstig intelligens. Det mener en række organisationer, der arbejder med digitale borgerrettigheder, og 28 eksperter i migration. Fort Europa bliver nemlig i stigende grad forstærket af grænseteknologier drevet af kunstig intelligens, der ikke er helt uproblematiske. Det talte jeg – Emilie Ewald – med Petra Molnar om, der er advokat specialiseret i migration, teknologi og menneskerettigheder ved Refugee Law Lab på York University.

Onsdag gik turen til Xinjiang med Oliver Stilling. Nogle hackere har i den gode sags tjeneste fået adgang til de kinesiske myndigheders hemmelige digitale dokumenter, der kaster et afslørende lys på de kinesiske “genopdragelseslejre“, hvor mellem en og to mio. uighurer og andre etniske minoriteter er blevet tilbageholdt. Ordet “genopdragelse“ efterlader en dårligere smag i munden end 32.943 Big Macs, og det som det kinesiske styre fuldstændig overlagt foretager sig i Xinjiang-provinsen beskrev Oliver meget passende med ordet “afskyeligt“.

Med præcis en uge til at folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, kastede vi os begejstret ind i debatten. Emma Louise Stenholm har skrevet rundt til sine europæiske pennevenner og første svar kom i form af et selverklæret “bedstemoragtigt“ brev fra Letlands tidligere præsident, Vaira Vīķe-Freiberga. Hun appellerede til europæisk fællesskab og solidaritet. Og hvis patos ikke kunne klare det, mindede hun om, at København ligger inden for avanceret raketafstand fra den russiske eksklave Kaliningrad.

Kristi Himmelfart markerede godt nok afslutningen på Jesus’ liv på jorden, men ikke afslutningen på denne højhellige uge. Helligdagen skulle da også fejres, og her er der jo ikke lige så faste traditioner som i påsken (snaps!) og på Store Bededag (hveder!), men rig mulighed for at skabe nye traditioner. For 1.200 af Inger Støjbergs trofaste disciple kunne den nye tradition meget vel blive torsdagens hyldestceremoni, der fandt sted for at byde Støjberg tilbage til verden uden fodlænke. I fredagens ‘Kære Læser’ kunne Lars Trier Mogensen i hvert fald berette om begivenheden, hvor Støjberg på kryptisk vis meddelte, at hun ville gøre sit comeback i dansk politik “inden bladene falder af træerne“.

Vi sluttede ugen af med et brag af et brev fra en af vores europæiske venner. Denne gang var der nemlig svensk post fra Berlin. Den svenske forfatter og journalist Lotta Lundberg drog paralleller til sin egen hjemstavns nye sikkerhedspolitik og leverede faktisk noget, der nærmede sig en omgang voksen-skældud: “At sidde med ved beslutningsbordet handler om at tage ansvar. Det har altid været vigtigt, men jeg har lagt mærke til, at der findes mange mennesker, som hellere vil se sig selv som uansvarlige, for så kan de altid skyde skylden på noget andet: Patriarkatet, samfundet, staten, EU eller USA.“

Det var den korte uge. Lørdag er sidste chance for at brevstemme om forsvarsforbeholdet, så hvis du blev inspireret af eller indigneret over de lettiske og svenske brandtaler, kan du lige nå at komme folkeafstemningen på forkøb. God weekend! /Emilie Ewald