28. januar 2023

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Forsvaret er stadig det vigtigste

Man får ikke bedre ligestilling af at tvinge kvinder, lød det selvsikkert fra Socialdemokratiets forsvarsordfører Simon Kollerup tidligt torsdag morgen. Mindre end otte timer skulle der dog gå, før den holdning ændrede sig: Ikke bare var han samme eftermiddag åben for at give kvinder værnepligt, ifølge Ritzau blev han decideret tilhænger. I et snuptag var […]

Det bedste vi har set

Braintrust

I begyndelsen af januar lød det, at der var kommet et nyt gennembrud inden for hjerneforskningen. De neuroanatomiske lærebøger skulle nu skrives om, fortalte den 80-årige stjerneprofessor Kjeld Møllgård, efter han havde fundet en ny hjernehinde. Opdagelsen blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science, og alt var fryd og gammen. Lige indtil Weekendavisen kunne fortælle, at den brasilianske forsker Anna Xavier var blevet snydt for sin del af æren. Så hvad er det lige, der sker på universitetsgangene? Univavisen samler op på sagen.

Trip for naturen

Kan psykedeliske stoffer hjælpe i klimakampen? Det mener den britiske klimaaktivist Gail Bradbrook i hvert fald. Efter at have eksperimenteret med iboga, kambo og ayahuasca på Costa Rica kom hun frem til, at noget måtte gøres, hvorefter hun grundlagde Extinction Rebellion sammen miljøaktivisten Roger Hallam. Visse undersøgelser viser da også, at psykedelika potentielt kan være fremmende for en mere klimabevidst adfærd. Det er dog ikke alle aktivister, der køber stoffernes brugbarhed – ligesom det påpeges, at oprindelige befolkningers ritualer skal respekteres. Klimamediet Atmos udfolder den psykedeliske debat.

Klassikere i en krigstid

“Fjenden er Putin, ikke Pusjkin,“ lød det fra litteratur- og ytringsfrihedsorganisationen PEN’s tyske afdeling, da Rusland sidste år invaderede Ukraine. Bare fordi Vladimir Putin baserer invasionen på tidligere tiders russisk, imperalistisk russisk tænkning, er det altså ikke ensbetydende med, at vi skal stoppe med at læse store russiske forfattere som Pusjkin og Dostojevskij. Men betyder det så også, at ukrainerne slet ikke har en pointe, når de mener at finde selvsamme ekspansionistiske retorik i Dostojevskijs romaner, som det russiske militær nu bruger i sin propaganda? Forfatter og ekspert i russisk litteratur Elif Batuman undersøger sagen i et langt, eftertænksomt essay i The New Yorker.

Kram hadet væk

Da den tidligere marinesoldat Richard “Mac“ McKinney ankommer til Bibi Bahramis lille moské i Indiana, har han egentlig tænkt sig at sprænge den i luften med en hjemmebygget bombe. Bibi kan godt se, at noget er galt, men alligevel inviterer hun og hendes mand den ildevarslende Mac inden for til en samtale. Det går over al forventning: I stedet for at begå et massemord, ender Mac med at blive medlem af moskéen. Historien er ikke bare utrolig, den er også sand – og den udfoldes i den nu Oscar-nominerede dokumentarkortfilm Stranger at the Gate. Den kan ses kvit og frit på YouTube, mens Bibi Bahrami selv skriver om succesoplevelsen ovre hos Washington Post.

Stol på dig selv

Hvad er bedre end et interview med den franske, nobelprisvindende forfatter Annie Ernaux? Et dobbeltinterview med Ernaux og den franske filminstruktør Céline Sciamma, selvfølgelig! Sammen taler de to kvinder om deres respektive œuvrer, de forbundne temaer i deres værker, og den feministiske kamp mere generelt. Det sker hos det nye, lovende onlinemagasin The Dial.

Spisesedlen

It’s my way or the highway,“ lyder et gammelt engelsk ordsprog. Om det var det, der rungede i ørene på den 64-årige australier Chris English, skal vi ikke kunne sige. Oliver Stilling bød i hvert fald mandag ugen velkommen ved at tage os med på English’ 5.000 kilometers omvej gennem den australske outback i en Nissan Patrol. Bagefter stillede Oliver bilen ved Borgen, hvor tilliden til både Jakob Ellemann-Jensen (V) og vores nye klimaminister Lars Aagaard (M) ser noget vaklende ud. Især efter sidstnævntes udmelding om, at han godt vil “kende udfordringens størrelse, før jeg begynder at fritænke omkring, hvad vi skal gøre ved den. At diskutere løsninger, før jeg kender udfordringen – no way.“

Lige så vaklende – hvis ikke mere – er situationen i Peru, hvor de voldsomme protester, der har raset siden den tidligere præsident Pedro Castillos anholdelse tilbage i december, kun synes at tage til. Det ligner et nulsumsspil for den nuværende præsident Dina Boluarte, som vi nok ikke skal regne med holder frem til næste år. Det vurderede David Dragsted i en analyse af det peruvianske kaos.

Rundrejsen fortsatte tirsdag, hvor Xenia Heiberg Heurlin vendte blikket mod Storbritannien og mere specifikt mod de steder, hvor de britiske myndigheder åbenbart ikke selv kigger. På et af de hoteller, som det britiske indenrigsministerium bruger til at huse nyankomne asylansøgere, viser det sig nu, at 136 ud af 600 børn inden for de sidste 18 måneder er blevet kidnappet. Og mens briterne prøver at få styr på konsekvenserne af deres dovne løsning, gør italienerne det samme. Som følge af en uhensigtsmæssig flygtningelov, havner utallige uskyldige mænd nu i fængslerne som syndebukke. Halleluja for dårlig flygtningepolitik! (som der i øvrigt var meget mere om vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton).

Herhjemme trykkede David Dragsted på speederen og satte kurs mod AI-revolutionen med det populære ChatGPT-program, der har givet techgiganterne i Silicon Valley sved på panden. “For utroligt nok lader chatbotten – der er udviklet af virksomheden OpenAI – til at være den første alvorlige trussel mod Google’s søgetjeneste i mere end 20 år.“ Alt imens Google prøver at finde en konkurrencedygtig løsning, som de kan stå inde for, har konkurrenten Microsoft allerede punget ud.

Om Google når at trække i håndbremsen i AI-kapløbet, må tiden vise. Under alle omstændigheder venter Tiden ikke på nogen. Derimod arbejder den åbenbart for Ruslands præsident Vladimir Putin – i hvert fald hvis man skal tro Berlingske. Ja, det kom også bag på os, men onsdag var David atter på pletten, hvor han studsede noget så grundigt over udmeldingen, der måske handlede mere om den faldende opbakning til Ukraine og mindre om #jobnyt.

Og imens kapløbet tromler derudad, var jeg – Astrid Plum, cou cou !smuttet en tur i biffen for at se den irske, nu Oscar-nominerede, The Banshees of Inisherin, som jeg mildt sagt var begejstret for. Fortællingen om det pludseligt afbrudte venskab mellem de to venner Colm og Pádraic fik mig til at gribe fat i den gamle Aristoteles for at filosofere lidt over venskabets størrelse, for “hvad sker der, hvis man en dag ikke finder glæden i et venskab længere – hvis det nu er ulige eller utilstrækkeligt? Og hvad nu, hvis man finder ud af det og bor på en lillebitte ø ud for den irske vestkyst, hvor der vitterligt ikke er nogen måde, hvorpå man kan undgå den utilstrækkelige og uinspirerende relation? Ja, den er straks værre.“

En anden, der også bruger det meste af sit liv på formålsløs snak, er den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Torsdag fyldte den gamle statsleder rundt, men i modsætning til Pave Frans, der i denne uge progressivt erklærede, at homoseksualitet ikke er en forbrydelse (det er dog en synd, men baby steps), har Fogh ikke rykket sig en meter, vurderede Oliver Stilling. Ja, måske kunne Fogh faktisk lære noget af paven? Eller måske af Groucho Marx, der sagde: “Dette er mine principper. Hvis du ikke kan lide dem, så har jeg nogen andre.“

Vi skal ikke kunne sige, om regeringen og Mette Frederiksen (S) har taget Marx’ ord lidt for bogstaveligt, for pludselig kunne udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) melde ud, at “[d]et er klart, vi indleder jo ikke forhandlinger lige nu om at lave et dansk modtagecenter i Rwanda“. Den diplomatiske enegang er droppet, og Rwanda-planerne er umiddelbart skrottet – for nu. Lars Trier Mogensen kiggede nærmere på det “fantasifulde foretagende“, som Dybvad og sosserne nu skal ud på i jagten på en alliance af europæiske lande, der gerne vil lege med:

“Hvilke lande, der konkret tænkes på, er uklart. Men da det næppe er Island, peger pilen også her på tidligere østbloklande, såsom Serbien og Albanien. Et godt råd lyder: Man skal stoppe med at grave, når man står i et hul. Men Socialdemokratiet tager åbenbart en tørn til. Ned i dybet. Men oppe i dagslys, oppe i virkelighedens verden, er en dansk Rwanda-model død.“

Der findes nu engang mennesker, der lever af ikke at stoppe med at grave. Og ja, som faktisk elsker at kigge på døde ting. David Dragsted tog på udgravning med arkæologerne, der synes at gøre opdagelse efter opdagelse disse dage. Ikke nok med, at de ovre på Glyptoteket har genforenet to gamle relieffer efter mere end 3.000 år, så er der også blevet fundet en ny mumie i Saqqara, som “kan være den ældste og mest komplette mumie, som nogensinde er blevet fundet i Egypten“. Og hvis det ikke var imponerende nok i sig selv, så har man også fundet forhud på en 2.300 år gammel teenager!

Mens David skuede bagud, tænkte Emilie Ewald fredag på Kinas fremtid. For første gang siden 1961 er Kinas befolkningskurve nemlig knækket, og det markerer en periode med negativ befolkningsvækst i landet, hvor der tidligere blev født et barn hvert andet sekund. Faktisk er Kina langt fra det eneste land, hvor befolkningen skrumper. Men selvom udviklingen bliver set på med lutter bekymring og med mærkelige “Knald for [indsæt land her]“-reklamer, er der måske en lille positiv vinkel gemt i dommedagstænkningen. Pludselig kan “dem, der føder og opdrager børn, altså potentielt tage kontrol over situationen og indtage en helt ny forhandlingsposition“.

Dommedagsstemning eller ej, vi vil gå på weekend med professor i egyptologi på Kairo Universitet Salima Ikrams ord – og virkelig gode livsråd: “Jeg vil ikke satse alt på denne ene, skrøbelige forhud.“ /Astrid Plum

Et sidste ord

“Jeg ser aldrig fremad,“ sagde Paul McCartney engang. Det burde han måske.

Pas på dig selv i weekenden.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12