“It’s my way or the highway,“ lyder et gammelt engelsk ordsprog. Om det var det, der rungede i ørene på den 64-årige australier Chris English, skal vi ikke kunne sige. Oliver Stilling bød i hvert fald mandag ugen velkommen ved at tage os med på English’ 5.000 kilometers omvej gennem den australske outback i en Nissan Patrol. Bagefter stillede Oliver bilen ved Borgen, hvor tilliden til både Jakob Ellemann-Jensen (V) og vores nye klimaminister Lars Aagaard (M) ser noget vaklende ud. Især efter sidstnævntes udmelding om, at han godt vil “kende udfordringens størrelse, før jeg begynder at fritænke omkring, hvad vi skal gøre ved den. At diskutere løsninger, før jeg kender udfordringen – no way.“

Lige så vaklende – hvis ikke mere – er situationen i Peru, hvor de voldsomme protester, der har raset siden den tidligere præsident Pedro Castillos anholdelse tilbage i december, kun synes at tage til. Det ligner et nulsumsspil for den nuværende præsident Dina Boluarte, som vi nok ikke skal regne med holder frem til næste år. Det vurderede David Dragsted i en analyse af det peruvianske kaos.

Rundrejsen fortsatte tirsdag, hvor Xenia Heiberg Heurlin vendte blikket mod Storbritannien og mere specifikt mod de steder, hvor de britiske myndigheder åbenbart ikke selv kigger. På et af de hoteller, som det britiske indenrigsministerium bruger til at huse nyankomne asylansøgere, viser det sig nu, at 136 ud af 600 børn inden for de sidste 18 måneder er blevet kidnappet. Og mens briterne prøver at få styr på konsekvenserne af deres dovne løsning, gør italienerne det samme. Som følge af en uhensigtsmæssig flygtningelov, havner utallige uskyldige mænd nu i fængslerne som syndebukke. Halleluja for dårlig flygtningepolitik! (som der i øvrigt var meget mere om vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton).

Herhjemme trykkede David Dragsted på speederen og satte kurs mod AI-revolutionen med det populære ChatGPT-program, der har givet techgiganterne i Silicon Valley sved på panden. “For utroligt nok lader chatbotten – der er udviklet af virksomheden OpenAI – til at være den første alvorlige trussel mod Google’s søgetjeneste i mere end 20 år.“ Alt imens Google prøver at finde en konkurrencedygtig løsning, som de kan stå inde for, har konkurrenten Microsoft allerede punget ud.

Om Google når at trække i håndbremsen i AI-kapløbet, må tiden vise. Under alle omstændigheder venter Tiden ikke på nogen. Derimod arbejder den åbenbart for Ruslands præsident Vladimir Putin – i hvert fald hvis man skal tro Berlingske. Ja, det kom også bag på os, men onsdag var David atter på pletten, hvor han studsede noget så grundigt over udmeldingen, der måske handlede mere om den faldende opbakning til Ukraine og mindre om #jobnyt.

Og imens kapløbet tromler derudad, var jeg – Astrid Plum, cou cou ! – smuttet en tur i biffen for at se den irske, nu Oscar-nominerede, The Banshees of Inisherin, som jeg mildt sagt var begejstret for. Fortællingen om det pludseligt afbrudte venskab mellem de to venner Colm og Pádraic fik mig til at gribe fat i den gamle Aristoteles for at filosofere lidt over venskabets størrelse, for “hvad sker der, hvis man en dag ikke finder glæden i et venskab længere – hvis det nu er ulige eller utilstrækkeligt? Og hvad nu, hvis man finder ud af det og bor på en lillebitte ø ud for den irske vestkyst, hvor der vitterligt ikke er nogen måde, hvorpå man kan undgå den utilstrækkelige og uinspirerende relation? Ja, den er straks værre.“

En anden, der også bruger det meste af sit liv på formålsløs snak, er den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Torsdag fyldte den gamle statsleder rundt, men i modsætning til Pave Frans, der i denne uge progressivt erklærede, at homoseksualitet ikke er en forbrydelse (det er dog en synd, men baby steps), har Fogh ikke rykket sig en meter, vurderede Oliver Stilling. Ja, måske kunne Fogh faktisk lære noget af paven? Eller måske af Groucho Marx, der sagde: “Dette er mine principper. Hvis du ikke kan lide dem, så har jeg nogen andre.“

Vi skal ikke kunne sige, om regeringen og Mette Frederiksen (S) har taget Marx’ ord lidt for bogstaveligt, for pludselig kunne udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) melde ud, at “[d]et er klart, vi indleder jo ikke forhandlinger lige nu om at lave et dansk modtagecenter i Rwanda“. Den diplomatiske enegang er droppet, og Rwanda-planerne er umiddelbart skrottet – for nu. Lars Trier Mogensen kiggede nærmere på det “fantasifulde foretagende“, som Dybvad og sosserne nu skal ud på i jagten på en alliance af europæiske lande, der gerne vil lege med:

“Hvilke lande, der konkret tænkes på, er uklart. Men da det næppe er Island, peger pilen også her på tidligere østbloklande, såsom Serbien og Albanien. Et godt råd lyder: Man skal stoppe med at grave, når man står i et hul. Men Socialdemokratiet tager åbenbart en tørn til. Ned i dybet. Men oppe i dagslys, oppe i virkelighedens verden, er en dansk Rwanda-model død.“

Der findes nu engang mennesker, der lever af ikke at stoppe med at grave. Og ja, som faktisk elsker at kigge på døde ting. David Dragsted tog på udgravning med arkæologerne, der synes at gøre opdagelse efter opdagelse disse dage. Ikke nok med, at de ovre på Glyptoteket har genforenet to gamle relieffer efter mere end 3.000 år, så er der også blevet fundet en ny mumie i Saqqara, som “kan være den ældste og mest komplette mumie, som nogensinde er blevet fundet i Egypten“. Og hvis det ikke var imponerende nok i sig selv, så har man også fundet forhud på en 2.300 år gammel teenager!

Mens David skuede bagud, tænkte Emilie Ewald fredag på Kinas fremtid. For første gang siden 1961 er Kinas befolkningskurve nemlig knækket, og det markerer en periode med negativ befolkningsvækst i landet, hvor der tidligere blev født et barn hvert andet sekund. Faktisk er Kina langt fra det eneste land, hvor befolkningen skrumper. Men selvom udviklingen bliver set på med lutter bekymring og med mærkelige “Knald for [indsæt land her]“-reklamer, er der måske en lille positiv vinkel gemt i dommedagstænkningen. Pludselig kan “dem, der føder og opdrager børn, altså potentielt tage kontrol over situationen og indtage en helt ny forhandlingsposition“.

Dommedagsstemning eller ej, vi vil gå på weekend med professor i egyptologi på Kairo Universitet Salima Ikrams ord – og virkelig gode livsråd: “Jeg vil ikke satse alt på denne ene, skrøbelige forhud.“ /Astrid Plum