Den forgangne uge markerede på mange måder begyndelsen på enden. Enden på et liv uden Last Christmas bragende ud af Faktas højtalere, en foreløbig ende på tilværelsen uden mundbind og enden på afhøringerne i rigsretssagen mod Inger Støjberg. Hvad skal jeg så gå op i, tænker du. Godt du spørger.

Oliver Stilling lagde nemlig ugen ud med mandag at opildne til lidt god gammeldags forargelse over den danske stats til stadighed usympatiske håndtering af de syriske flygtninge. Det er nemlig kommet frem, at selvom en lang række syrere i sommer fik inddraget deres opholdstilladelse, så er kun syv rejst til Syrien, mens 42 er efterlyst af myndighederne og menes at være flygtet til andre EU-lande. Forståeligt, taget i betragtning, at det efterhånden er svært at finde nogen, som vil mene, at Syrien er et sikkert sted at opholde sig – den danske regering som den åbenlyse undtagelse.

Danmark har efterhånden et rimeligt inhumant ry, men nu er vi altså ved at få stemplet som en decideret helvedes forgård: Hvis andre EU-lande vurderer, at Syrien ikke er et sikkert sted, kan det lede til en vurdering af, at Danmark heller ikke er et sikkert sted for syriske flygtninge, fordi vi kan finde på at smide dem på porten med deres liv som indsats. “Pinagtigt, skamfuldt og usolidarisk,“ som Oliver ville sige det.

Det samme kunne man fristes til at kalde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, som igennem Pandora Papers er blevet taget i at lave nogle rimelig fikse manøvrer for at for at holde store summer penge på egne hænder. Det er ikke en opførsel, der ligefrem er ukarakteristisk for ukrainske regeringsledere, men nu er det bare sådan, at Zelenskij lovede at være anderledes. Han har ligefrem kaldt sit parti Folkets tjener – godt nok efter en tv-komedie han engang selv spillede med i, så måske man faktisk skulle have set den komme. Lektor Jakob Matthiesen var så venlig at sætte os ind i tragikomikken.

Tirsdag var vores klimaekspert (og jaja, chefredaktør) David Dragsted ude efter de store, sorte selskaber, som forsøger at købe klimaaflad gennem kompensationsaftaler og andre former for halvhjertet greenwashing. Det fik ham til at gribe til kulturteoretiker Mark Fishers gamle, ræverøde tese om, at det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ophør og omskrive den til det om muligt mere sortsynede: “Det er lettere at forestille sig jordens undergang end en løsning på miljø- og klimakrisen.“ Det lyder sgu ikke for godt.

Han havde travlt, ham David, for tirsdag blev det også til en analyse af det olympiske hykleri, der omgærder den kinesiske stat. En kvindelig tennisspiller er nemlig forsvundet efter at have anklaget et højtsående medlem af det kommunistiske parti for seksuelt overgreb. Mens både Kina og Den Olympiske Komité forsøger at lægge låg på sagen, har Women’s Tennis Association (WTA) til gengæld fået nok – men hvad stiller man lige op overfor en magtfuldkommen superstat, der ikke er bange for bøllemetoder?

Tirsdag blev også dagen, hvor borgmesterkabalen endelig gik op, og hvor det kom frem, at Joe Biden stiller op til præsidentvalget igen i 2024. Vi kan egentlig godt lide den gamle dreng, men han er ikke ligefrem en populær fyr, og han ser altså også lidt bleg ud efterhånden. Ung er til gengæld Pete Buttigieg, der står og truer i kulissen, men ham orker vi altså ikke rigtigt at se på.

Hvad er Mutually Assured Destruction (MAD), hvis ikke visheden om, at du bliver bidt i armen, hvis du anbefaler den forkerte kunde den forkerte likør i Aldi? Okay, det er nok faktisk ikke dét, men det kan altså være en farlig kurs at sætte ud på. Det erfarede Oliver Stilling onsdag, hvor han også kiggede lidt på nogle rimelig avancerede kinesiske rumskibe, der kan affyre missiler, mens de bevæger sig med hypersonisk fart (der kan man nok snarere tale om en ødelæggelse så sikker som amen i kirken).

I den mindre dramatiske ende leverede Lars Trier Mogensen et portræt af Sveriges første kvindelige statsminister, Magdalena Andersson, der ifølge ham ville komme til at stå for en “robust socialdemokratisk reformpolitik“. Lidt dramatisk blev det så alligevel, for i første omgang kom Andersson ikke til at stå for noget som helst. Hun nåede nemlig ikke at sidde i den varme stol i mange timer, før hun måtte trække sig efter at have tabt en afstemning om regeringskoalitionens bud på en finanslov. Nu vil hun så forsøge sig med en ét-partiregering, og den beslutning forstår vi sådan set. Det virker bare federe, det dér med helt selv at styre musikken.

Halvvejs gennem ugen var der pludselig godt nyt, for her forlød det, at regeringen nu støtter Enhedslistens forslag om at udvide voldtægtsbestemmelsen til at omfatte den forældede paragraf om tilsnigelse til sex. Det er en sag, jeg (Asta Kongsted, goddav!) har fulgt nøje, siden jeg i marts hørte om, at man under den såkaldte “listepikparagraf“ (okay okay, §221 hedder den) kan få en mildere straf for overgreb, hvis bare man laver snigeren. Torsdag skrev jeg om betydningen af den kommende lovændring og talte med en tydeligt tilfreds Rosa Lund (EL).

Samme dag bragte vi et interview med Carles Puigdemont, som er ekspræsident for den catalanske regering. Emma Louise Stenholm har været i Bruxelles og tale med ham, og det skulle du tage og læse, for her er altså tale om en mand med nogle ret radikale idealer for fremtidens Europa. Torsdag varslede regeringen så også nye coronarestriktioner, og vi kunne nærmest se vores gamle, sure mundbind danse hånligt ud af garderobeskabet igen. Hello darkness, my old friend…

Fredag kom dagen, hvor vi skulle tage afsked med det politiske cirkus, det har været at have Inger Støjberg på anklagebænken i den sjette rigsretssag i Danmarks historie. Emma Louise Stenholm talte med retorikprofessor Christian Kock om Støjbergs mange sprogblomster og retoriske spidsfindigheder: “Hun befinder sig på hele spektret af usandheder. Lige fra den lodrette usandhed til skiftende forklaringer og de her snedige underforståelser. Men der er ingen tvivl om, at hun lyser af brændende engagement i sin retoriske form,“ fortalte han med noget, der, om ikke andet, kunne lyde som respekt fra en fagmand. Om dommerne er lige så imponerede, finder vi ud af den 18. december.

Fredag drog jeg på ekskursion til Davids Samling for at finde ud af, hvad der egentlig foregår på byens mere stille museer. Det blev alt andet end stille, kan jeg afsløre, for jeg endte simpelthen med at blive jagtet rundt – måske i mit hoved, måske i virkeligheden. Billederne blev i hvert fald gode, dem kan du se her.

Det var det, vi fik vredet ud af den her uge. Nu tager vi lige en hviledag, og du burde gøre det samme. Medmindre du skal i gang med at skrive jobansøgninger? Vi faldt over den her annonce og blev lige dele forfærdede og fascinerede af, hvordan det danske arbejdsmarked efterhånden ser ud. Hvis du søger og får jobbet, så giv lige lyd. Vi vil gerne vide, om der virkelig er fri bar i Red Bull.

/Asta Kongsted