27. december 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Ubuntu

“Det vil måske overraske os, hvem vi finder i himlen. Gud har en svaghed for syndere. Hans standarder er ret lave.“ – Desmond Tutu   Det er ikke svært at finde gode citater af ærkebiskop emeritus Desmond Tutu, som søndag sov ind, 90 år gammel og mæt af dage. Det mest populære citat får lige […]

Kære læser

Seksualitetens udflytningspolitik

Forestil dig et lokale fyldt til randen med tissemænd kunstfærdigt udformet i flamingo, menstruationsbind og angstens sved drivende ned ad væggene som kondensvand. Hvis det lykkes dig, er det givetvis, fordi du har haft den tvivlsomme fornøjelse af at sidde med til en omgang seksualundervisning i den danske folkeskole. Hvilket måske gør det svært for […]

Det bedste vi har set

Langt før Linde

Langt før Linde

Folketinget har besluttet at male 30 kvinder, der har gjort en forskel for demokratiet det seneste århundrede. Det fik os til at tænke på Politikens glimrende serie om Københavns glemte kvinder, der ellers er gået lidt under radaren i år. Tag fx historien om 1800-tallets Anna Hude, der efter et mislykket selvmord skød sin voldtægtsmand. Som det lyder: “Der gemmer sig mange historier om ekstraordinære kvinder som Anna derude. Men de er druknet i den anden historiefortælling. Den, der fokuserer på, hvem der var i krig med hvem, og hvad kongen hed.“

Smil til kameraet

Smil til kameraet

Kan du huske, da alle fik sig en coronahund? Leger du stadig med tanken, kan det være en god idé at tænke lidt over hvorfor. For som Vox beskrev tilbage i april, kan jagten på Instagram-værdige firbenede venner være ret så problematisk. I hvert fald, hvis ejeren ikke er forberedt på den virkelighed, der venter (på den anden side af pandemiens vatpinde og mundbind): “Det er ikke livsfarligt, når alle pludselig vil have den samme frisure […] Problemet med trendy hunde er, at de bliver kasseret, når den næste trend dukker op.

Snook, Culkin og Strong på settet

Snook, Culkin og Strong på settet

Tredje sæson af Succession kommer uden tvivl til at toppe listerne over årets serier. Før den ramte HBO, bragte Vulture en skøn reportage fra optagelserne til brylluppet (vi spoiler ikke hvilket) i den italienske landidyl. Måske sjovest er det at læse om Kieran Culkin, der spiller Roman, men selv er langt fra rigdom og røvhulsenergi: Hele sit voksenliv har han boet i en et-værelses lejlighed og “virker i værste fald utålmodig og lidt hård ved sig selv. Under en lang sekvens i Villa Cetinale, hvor de skal optage fire samtaler på en gang, bliver han ved med at udtale den toscanske by Chianciano forkert – key-ahn-CHAH-no.“

+ Det er ikke så underligt, hvis du også synes, han ligner Kevin fra Alene Hjemme.

Spisesedlen

James Webb-teleskopet opsendt. Søndag blev arvtageren til NASA’s ikoniske Hubble-teleskop skudt ud i rummet fra Kourou-rumbasen i Fransk Guyana. Det nye rumteleskop er opkaldt efter James E. Webb, som spillede en afgørende rolle under NASA’s Apollo-program. Teleskopet er ca. 100 gange kraftigere end forgængeren og har kostet godt 10 mia. dollars at fremstille.

Over 7.000 flyafgange aflyst i juleweekenden. Foruden de mange aflyste afgange, var der søndag også mindst 4.000 forsinkelser i den globale flytrafik. Det viser tal fra flytracker-hjemmesiden Flightaware.com. Flere flyselskaber har måttet aflyse afgange som følge af personalemangel, da mange ansatte har været i coronakarantæne.

Læger kritiserer anbefaling af coronatabletter. Ifølge det faglige fællesskab for praktiserende læger, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), er dokumentationen for virkningen af den såkaldte Lagevrio-tablet fra medicinalvirksomheden Merck endnu for spinkel. DSAM kritiserer derfor Sundhedsstyrelsen for at anbefale Lagevrio i behandlingen af særlige coronarisikogrupper. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har endnu ikke godkendt lægemidlet fra Merck.

Iran og Indonesien lukker grænserne for danske rejsende. Søndag meddelte Indonesien, at man de næste to uger ikke vil tillade indrejsende fra Danmark, Norge og Storbritannien. Samtidig forbyder Iran også indrejse fra Frankrig, foruden de tre nævnte lande. Det sker for at forhindre den fortsatte spredning af omikron.

Grønlandske “eksperimentbørn“ får nej til erstatning. De seks overlevende grønlændere, der i 1951 blev sendt til Danmark i et opdragelseseksperiment, vil nu gå rettens vej, efter staten har afvist deres erstatningskrav. Det oplyser advokat Mads Pramming til P1 Morgen. Statsminister Mette Frederiksen (S) gav sidste år en undskyldning til de i alt 22 børn, der blev udsat for eksperimentet.

Et sidste ord

Findes der noget bedre end at give sig selv grineflip?

Føljeton er tilbage i morgen – hav det sjovt indtil da.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12