Noget, vi ofte undrer os over her på Føljeton, er hvorfor det gang på gang er de unge, der skal betale prisen for politikernes skæve prioriteter – og højst sandsynligt skal blive ved med at betale, uanset om den kommende statsminister hedder Frederiksen, Ellemann eller Pape. I begyndelsen af ugen kunne man læse, at Dansk Industri (DI) igen lobbyer for at gøre SU til et lån, som studerende kan få tilbage ved at gennemføre uddannelsen på normeret tid. Er man flere år om sin uddannelse, bliver lånet dyrere, jo længere tid, der går.

Argumentet lyder måske i sit udgangspunkt tilforladeligt: At der pt. bliver brugt flere penge på støtten end selve uddannelsen, hvilket i sidste ende går ud over kvaliteten. Men som David Dragsted skrev i en Kære læser mandag, kunne man måske overveje alternativer, der ikke lægger byrden på den unge generation: ”Det skal blive spændende at se, hvilke partier der rent faktisk tør tackle problemet med andet end nye nedskæringsøvelser og øgede forventninger til de unge,” lød det fra vores chefredaktør, mens også forhandlingerne af en ti-årsplan for psykiatrien fungerer som ”glimrende påmindelse om, at det langt fra er gratis at negligere vores fælles velfærdssystem.”

Det var – som nævnt længere oppe – også i denne uge, at Ukraine rundede seks måneder med krig. Mens Vladimir Putin stadig forsøger at overbevise sin befolkning om, at krigen ikke er en del af russernes hverdag, men blot er en specialoperation, ”et kirurgisk indgreb med en pincet”, fortæller et angreb bag idylliske sandstrande og blå bølger på Krimhalvøen en anden historie. Det har Emilie Ewald talt med forsker i russisk desinformation Yevgeniy Golovchenko om, og det er i al beskedenhed ganske læseværdigt.

Tirsdag fik vi på samme måde rynker i panden over, hvordan det samme ministerium først kan konkludere, at trygheden generelt stiger i Danmark og så tre uger efter iværksætte tiltag som “meget længere fængselsstraffe“, fordi “der er for mange mennesker, der føler sig utrygge“. Som Oliver Stilling skrev, kan regeringens nyeste bandepakke vel ikke beskrives som meget andet end en “oratorisk balanceakt“. Vi er ikke i tvivl om, at der altid kan gøres mere for trygheden, men vi mangler stadig at høre, præcis hvor i Storkøbenhavn, statsminister Mette Frederiksen (S) ikke kan færdes – og argumentet for, hvorfor lige fængselsstraffe skulle være vidundermidlet.

Samme dag havde David Dragsted taget sin iPad med i sengen for at se prequel-serien House of the Dragon, der forsøger at genoplive hypen fra Game of Thrones. Men selvom alt virker fryd og gammen, kan serien blive HBO’s sidste store satsning. Konkurrenterne hos Amazon og Apple står og tripper på sidelinjen – og der er simpelthen varslet magtskifte på streamingtronen: “Bedst som forbrugerne kan glæde sig over, at man nu får to store serier at binge, risikerer en desperat vinter fyldt med reklameløsninger og forhøjede abonnementspriser samtidig at komme snigende.“

På en dag, hvor den spirende statsministerkandidat Søren Pape Poulsen (K) markerede sig med udtalelsen om, at kvinder skulle besidde et særligt omsorgsgen, glæder vi os over, at det ikke er ham, der er vores psykiater. Men måske han alligevel ville passe meget godt ind: Frygten fra både højre- og venstrefløj var, at de forhandlinger, der begyndte onsdag og skal sikre milliarder til psykiatrien, ville ende i “det rene snak“.

Den slags har der også været for meget af i sagen om Finlands kompetente statsminister Sanna Marin, der aldrig burde have været en sag. Efter først at have bevist, at hun ikke havde taget stoffer, skulle hun pludselig også undskylde for et foto taget i hendes bolig, som hun ikke engang selv var med på. Vi har snart ikke mere tilbage at sige, end at vi glæder os over den gode reklame for Finland som et frisindet land, skrev Oliver Stilling – og introducerede det nye ord kulturputinist.

“Damn, they work me so damn hard; Work by nine, then off past five; And they work my nerves; That’s why I cannot sleep at night,“ citerede Astrid Plum den ukronede anti-arbejdsdronning Beyoncé i onsdagens nyhedsanalyse, der også indeholdt en anmeldelse af Lean Pejtersens nyudgivede skønlitterære kollage Her er der ingen, der græder om fredagen tilsat lidt arbejdskritik. For mens vi er begyndt at se flere og flere mennesker sige deres jobs op i jagten på mere tid, er det allerede blevet yt. Det nye er i stedet såkaldt stiltiende opsigelser, hvor man kun leverer det arbejde, man bliver betalt for – og ikke mere.

Torsdag skrev jeg – Emma Louise Stenholm – om Kommissionen for den glemte kvindekamps forslag om at forbyde tørklæder i grundskolen – et forslag, der skal give kvinder “frihed“, men i sig selv ikke bare er himmelråbende undertrykkende, men også decideret dumt, når man ved, at det ikke kommer til at virke. Igen vil jeg overlade ordet til Dansk Flygtningehjælp Ungdoms Natasha Al-Hariri, der siger det allerbedst:

“Jeg benægter ikke, at der findes piger og kvinder, som er underlagt social kontrol, og som tvinges til at bære tørklæde mod deres vilje. Det kan ingen af os. Vi ved bare ingenting om, hvor mange det drejer sig om, og det er tvivlsomt, at et forbud vil virke efter hensigten. ‘Den glemte kvindekamp’ er ikke glemt. Det er en komplet underminering af det ufatteligt hårde arbejde, der er blevet lagt for dagen i mange år, at kalde den dét.“

Samme dag blev Barbara Bertelsen fredet af statsminister Mette Frederiksen (S) ved at nøjes med en advarsel i minksagen, og sådan en manøvre går ikke Lars Trier Mogensens altid indignerede næse forbi: “Paradokset er, at Mette Frederiksen ved valget risikerer at blive bedømt efter den stærkt følelsesladede form for retsfølelse, som hun selv appellerer til at opstemme og udløse over for andre lovbrydere. Hun har så at sige sluppet mørke kræfter løs.“

Sidst på ugen nåede vi til Ungarn, hvor premierminister Viktor Orbán har afskediget to … nej, ikke ministre, men meteorologer for ikke at være helt præcise i deres forudsigelser. Som Emilie Ewald skrev fredag, er der vist ingen, der har lært ham, at sol, måne og stjerner ikke er en eksakt videnskab, og at man ikke skal skyde budbringeren. Ellers er han fyldt med gode one liners: “Først troede jeg, at vi kun havde skudt os selv i foden, men nu er det tydeligt, at den europæiske økonomi har skudt sig selv i lungerne,“ siger han for eksempel om udsigten til en kold vinter uden gas, mens han selv læner sig tilbage og lader os andre vente på de gode løsninger.

Vi slutter i Grækenland, hvor en spionskandale har taget om sig i en grad, hvor efterretningschefen er gået af – og det samme er premierministerens kontorchef, der også er hans nevø. Det sker, efter henholdsvis en journalist, en oppositionsleder og muligvis mange flere er blevet overvåget med softwaren Predator. For hvem køber et overvågningssystem for at luske sig ind på kun to menneskers telefoner? Alle beviser peger i retning af den græske regering, der det seneste år har overvåget over 15.000 enheder, men selv benægter alt ulovligt. Så mens vi venter på den næste store afsløring fra forskerne hos Citizen Lab, der i øvrigt også har fundet lignende overvågning i Danmark: Skål, og god weekend! /Emma Louise Stenholm