En gang imellem støder man på en historie, der får en til at tro, at man må have fået tilsendt et forældet nyhedsbrev. Føljeton er imidlertid for garvede til at begå sådan en brøler (håber vi), så det må i stedet være virkeligheden, der gentager sig selv.

Morten Messerschmidts (DF) ‘Meld og Feld-sag’ er i hvert fald en gammel traver. Alligevel tager den nu nok en tur i nyhedsmøllen, da sagen skal gå om. Ganske vist er Messerschmidt en inkarneret fortaler for et Danmark, som det var engang, men han kan næppe være helt tilfreds med situationen. Lige her må han håbe forandring – meget ligesom fodboldverdenen har gjort det siden 2016, hvor Gianni Infantino overtog præsidentposten i Fifa. Ingen af stederne tyder fremtiden dog på lysere tider, skrev Emma Louise Stenholm mandag.

Lad os håbe, det ser anderledes ud, når det kommer til klimaet. Her skal der i hvert fald snart nye boller på suppen, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen. De boller blev ikke serveret ved det nyligt afsluttede klimatopmøde i Egypten. Her blev en ny klimafond det eneste lyspunkt, og ifølge David Dragsted skal der intet mindre end “mirakler til, hvis skuffelsen ikke skal gentage sig næste år“.

Mens klimaet venter på miraklerne, beskyldes danske kvinder for at være skyld i den ulige løn mellem kønnene. I kan jo bare vælge et bedre betalt job, lyder argumentet, der bl.a. fremføres af ligestillingsordføren for Liberal Alliance Sólbjørg Jakobsen. Hertil tilføjer hun: “én ting som kvinder er gode til, det er at være føjelige“. Der er dog ikke meget i ligestillingskampen, der tyder på, at kvinder er mere føjelige end mænd, skrev Astrid Plum tirsdag og rådede enhver, der deler Liberal Alliances opfattelse, til at tage et kig på de 1.158 demonstrationer, som kvinder siden september har stået i spidsen for i Iran.

I en noget mere afdæmpet kulisse kunne du samme dag tage med Oliver Stilling til Statens Museum for Kunst, hvor han betragtede Henri Matisse’ maleri Det røde atelier og dem, der ellers befandt sig omkring det:

“Straks glasdøren ind til udstillingen lukker bag museumsgæsten, mærkes det, at noget er på færde. Selvom der ikke er noget at se, før man kommer rundt om hjørnet, er det som at træde ind i en katedral med uendeligt højt til loftet. Og der, midtfor til højre, hænger det, Det røde atelier, Henrik Matisses utrolige oliemaleri på 181 x 219 centimeter. Det røde atelier er et billede, som kunsthistorikere i årtier har – undskyld udtrykket – gennemkneppet, fordi det er så brillant og banebrydende, og nu hænger det så her i en lyssætning, som er blændende (i overført forstand).“

Ord som brilliant og banebrydende vil man nok ikke bruge om det danske herrelandsholds foreløbige indsats ved VM i Qatar. Hverken rent spilmæssigt om deres uimponerende kamp mod Tunesien, eller værdimæssigt, da de på Fifa’s opfordring pakkede deres regnbueanførerbånd væk. Man fristes næsten til at kalde deres opførsel i Qatar “føjelig“. David Dragsted skrev onsdagens ‘Kære læser’ om, hvordan herrelandsholdet er “villig til at bøje sig selv for den mindste trussel“.

Fra én oliestat til en anden: Norge. Her brander man sig som et grønt forgangsland, mens man pumper mere og mere olie og gas op af den norske undergrund. Nu forsøger nordmændene så at fange CO2 og lagre det 2.500 km under havoverfladen. Endnu engang viser det sig dog, at historien gentager sig selv. Nordmændene har nemlig tidligere gjort samme forsøg for 15 år siden, hvor projektet gik i vasken. Emma Louise Stenholm tog dig med ud på en omdiskuteret fisketur efter karbon.

Samme stædighed som den norske finder man både hos pave Frans og hos Landbrug & Fødevarer. For pave Frans handler det om en knæskade, som han nægter at blive opereret for. For Landbrug og Fødevarer handler det om CO2-afgifter, som organisationen altså ikke mener er “klog klimapolitik“. Ak ja, gid det bare var en knæskade, de skabte sig over. Oliver Stilling skrev om de hårdnakkede patienter torsdag.

Hvorvidt det lykkes Landbrug & Fødevarer at gå udenom CO2-afgifter er op til en kommende regering. Den er Mette Frederiksen (S) som bekendt i øjeblikket i gang med at danne, og her står hun “på kanten til et serielt løftebrud, som kan få hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt til at fremstå som troværdigheden selv“. Lars Trier Mogensen analyserede Mette Frederiksens ønske om at fortsætte den blå kurs, hvor Thorning slap i 2015: “Det bliver spændende at se, om Socialdemokratiet kan holde til en sådan rutsjebanetur.“

Fredag dukkede en gammel kending fra 00’erne op: Anders Fogh Rasmussen. Den tidligere statsminister og Machiavelli-fan efterforskes af det lettiske politi i forbindelse med sin bestyrelsespost i den skandaleramte bank PNB Banka. Ifølge Fogh selv handler det om “en række mørkets kræfter,“ der er efter ham – men man skal vist længere tilbage end til nullerne, før sådan en forklaring godtages. David Dragsted var på sagen.

Mon mørkets kræfter også er på spil, når det gælder familie? I hvert fald mener den britiske feministiske tænker Sophie Lewis, at vi helt bør afskaffe den. Familien tjener nemlig kapitalen, skriver hun i sin nyeste bog Abolish the Family: A Manifesto for Care and Liberation. Astrid Plum mødte hende over en videoforbindelse:

“Lige nu udfylder familien en masse funktioner, der opretholder og redder menneskers liv hele tiden. Den er sammenfiltret i den næring, identitet og nydelse, som mennesker modtager og kultiverer og behøver. Problemet er bare: Der er al den her vold, der foregår på samme tid. Det er så ekstremt. Og den måde, hvorpå arbejde bliver distribueret, er fuldstændig irrationel. ’Familiens’ fiaskoer er så betydelige! Så, selvom det måske er rigtigt, at familien er det bedste, folk har kørende for sig lige nu, er vi stadig nødt til at kræve bedre. Det må være muligt, at den måde, hvorpå vi organiserer omsorg, kan være anderledes. For familien underminerer sig selv konstant.”

Der er ikke noget som at gå på weekend med en ordentlig omgang dekonstruktion af samfundsinstitutionerne. /Xenia Heiberg Heurlin