26. december 2017

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Butikker har fået flere højtider end hinduerne

Karl Marx tog fejl med mange ting. Én af dem var, at religion virker som opium på folk: ”Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.” Sammenhængen er snarere modsat: Religionerne er i dag blevet en opkvikkende katalysator for nye tilbudshøjtider, der […]

Kære læser

Sara Omar har styrke som en såret superhelt

… mens hun kræver kvinders ret til at blive behandlet som mennesker. I Føljeton Jul portrætterer vi hver dag en person, som vi forventer kommer til at præge 2018. Vi tror og håber, at vi vil høre meget mere til forfatter Sara Omar, som i begyndelsen af denne måned udkom med den hårdtslående vidnesbyrdsroman Dødevaskeren, hvor religion bliver brugt som undskyldning for vold, krænkelser og bestialske mord på piger og kvinder.

Det bedste vi har set

Den første hvide præsident

Den første hvide præsident

Det opfattes normalt som dårlig stil – eller slet og ret ubegavet – at opmåle verden i enten sort eller hvid. Men den afro-amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates kan gøre det så eftertrykkeligt og dermed overbevisende, at tryksværten næsten kan duftes fra den digitale udgivelse: I denne korte essay-version af bogen ‘We Were Eight Years in Power‘ udfolder han det triste perspektiv, at kontrasten til Obama-æraen ikke kan være større. Donald J. Trump er den første præsident, der regerer på et bevidst ‘hvidt’ herredømme, ifølge Ta-Nehisi Coates – og han er værd at læse, for hans tekst står tilbage som én af de mest ætsende fra 2017.

26.12. Kvinder styrer rockmusikken

Kvinder, der styrer rockmusikken

Mange medier eksperimenterer på livet løs med fortælleteknikken og den visuelle fremstilling på deres digitale platforme. Nogle gange er det sjovt og andre gange vildt, men ofte er det totalt unødvendigt og helt ude i skoven. The New York Times er et af de to-tre medier, som er gået forrest i de forløbne 10-12 år, og den her måde at præsentere 25 bands, der ”beviser, at kvinder laver den bedste rockmusik i dag”, er forrygende. Det er grafisk stærkt, det er enkelt, og man helmer ikke, før man har hørt og set det hele. Suveræn ting fra september (Foto: YouTube/Vagabon)

26.12.17 Toves tabte pigelige drømme

Toves tabte pigelige drømme

14. december var det 100 år siden, at vores nationaldigter Tove Ditlevsen blev født. Det meste af sit liv forsøgte hun ellers at bilde os ind, at det først ville være i 2018, fordi det alt andet lige virkede federe at debutere som 20-årig end som 21-årig. Men det var altså i år, og det affødte et hav af hyldester og tilbageblik. Det bedste er nok alligevel Olga Ravns nyudvalg af Ditlevsen-digte og hendes fine efterord. Og det kan du læse et uddrag af her: ”Har mange af disse digte ikke netop med ufrihed at gøre? Med tabte pigelige drømme at gøre, med i en fjern barndom påførte smerter at gøre, at gøre med mænd, der går, og børn, der ser underligt op på dig, og du husker igen, at du er deres mor.”

Tyskland og Reformationen overalt

2017 var lidt af et tysklandsår, hvor der både var valg og 500-årsdag for Reformationen. Det er der kommet en del gode tekster ud af. Blandt andet denne her fra vores venner på Eftertryk om Reformationen, som muligvis ikke er den mest sprudlende tekst, vi har læst, men hvad den ikke har stilistisk, har den i vid og formidling. Man bliver sgu helt klog er at læse den. Og skulle man have lyst til mere Tyskland, så hæng på Informations nyeste podcast Deutschstunde, das Podcast. Bestyret af chefredaktør Lykkeberg selv forsøger den at genrejse tysk højkultur med en gennemgang af de store kunstarter og filosofi. Selv om det lyder en lille smule P1-agtigt, så er det meget mere hen ad P6 med sin blanding af intellektuel hipness og pædagogisk jovialitet, der hverken taler opad eller nedad, men som taler alting op. Det er forbløffende godt.

(26.12) ‘Pigen’ på Radio24syv 

‘Pigen’ på Radio24syv 

I 2017 fik en 17-årig pige otte års fængsel for at planlægge terrorangreb mod to skoler. Hun havde alle ingredienser til de hjemmelavede bomber – hun manglede kun en ordre fra Islamisk Stat til at udføre angrebene. I Radio24syvs podcastserie ‘Pigen’ lærer vi den unge pige fra Kundby bedre at kende. Vi følger hendes forsvarsadvokat, en lokal journalist og hendes tætteste fortrolige. 24syv’s fortælling er elegant konstrueret og strækker sig over fem afsnit med en prolog og en epilog i hver ende. I prologen sprænger en folkeskole i luften, og man fornemmer kaos, chok og lugten af røg, blod og ild. Podcastserien er produceret af blandt andre mesterklipperen Kim G. Hansen og indtalt af vores yndlingsstemme: Gunvor Bjerre! Det er ganske enkelt fremragende.

Spisesedlen

Kinesisk dissident idømt 8 års fængsel. Wu Gan, også kendt som sit alias ‘Super Vulgar Butcher’, har brugt satire som virkemiddel i sine online-kampagner mod magtmisbrug. Men nu vil kommunistpartiet ikke længere finde sig i ballademageren, som derfor skal bag tremmer sammen med tusindvis af andre systemkritikere i Kina.

Topløs protest ved julekrybbe i Vatikanet. En aktivist fra gruppen Femen, der kæmper for kvinderettigheder overalt i verden, lykkedes med at komme frem til et krybbespil foran Peterskirken i Rom – og snuppe det lille Jesusbarn, imens hun råbte: ”Gud er en kvinde.”

Sverige ramt af mæslinge-udbrud. Endnu er der kun få, som konkret har fået konstateret mæslinger, men lægerne på Sahlgrenska Universitetshospital i Gøteborg frygter, at flere hundrede kan være blevet udsat for smitte. Herhjemme overvåger Statens Serum Institut udviklingen i Sverige.

Gadeoptøjer i protest mod benådning. Efter Perus præsident, Pedro Pablo Kuczynski, i går besluttede at benåde landets tidligere præsident Alberto Fujimori er borgerne gået i gaden, og i nat kom det til voldelige sammenstød. Ekspræsidenten er dømt for bl.a. korruption og ordre om likvideringer af modstandere.

Hver fjerde elev i 9. klasse fik 12. Det er svært ikke at tale om en vis ‘karakterinflation’, når hver fjerde elev sidste år fik topkarakteren til afgangseksamenen i engelsk og naturfag. Professor Niels Egelund afviser, at eleverne bare er blevet dygtigere: ”Der er intet grundlag for at sige, at så mange skal have 12. Det rækker kompetencerne altså ikke til.”

Et sidste ord

Nirvanas album ‘Nevermind’ er ikonisk for den generation, som blev voksne i 1990’erne. Nogle af dem tror stadig, de har ‘teen spirit‘ – indtil de ser et nutidigt jubilæumsbillede af cover-babyen Spencer Elden.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12