26. april 2018

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Det er ikke let at være grøn

Det er godt at være grøn, men det er ikke godt at være sort. Det er de fleste politikere alligevel enige om efterhånden. Til gengæld er det ikke let at være grøn, som en internationalt berømmet frø synger, og måske derfor har de borgerlige partier – i hvert fald i de seneste valgperioder – holdt […]

Kære læser

Under isen ligger oprøret og ulmer

Den grønlandske ungdom er stærk og fuld af modige stemmer, der stiller sig op og laver larm. Men selv i de stærkeste unge findes en rodløshed, der skyldes en konstant søgen efter selvforståelse. De sidste 300 år har Grønland mere eller mindre haft en evig identitetskrise, hvor man har forsøgt at fortælle landets indbyggere, hvordan de skal være. Og det har naturligvis skabt et oprør.

Det bedste vi har set

Det var Sørens

Det var Sørens

En historie i Weekendavisen kunne i sidste uge have lydt: ”Udnævnelsen af Venstre-politikeren Søren Pind til chefposten for Det Kongelige Teater bringer egenskaber som vitalitet, åndsnærværelse og temperament i spil. Lægger man dertil Søren Pinds utrættelige interesse for at hæve niveauer, måske for tiden overdøvet af interessen for at hæve vandtryk, synes valget til stillingen som leder af et kulturelt flagskib både lovende og drilsk”. Teksten var skrevet, men blev aldrig trykt, for Søren Pind blev jo ikke valgt som ny direktør for Det Kongelige Teater. I stedet valgte bestyrelsen forhåndsfavoritten Kasper Holten. Poul Pilgaard Johnsen og Hans Mortensen optrevler den spegede affære i kulisserne: ”Komedien om den nye direktør for Det Kongelige Teater er næsten lige så god som Holbergs om kandestøberen Herman von Bremen, der hellere vil være politiker og bliver bildt ind, at han er udnævnt som byens borgmester, hvorefter han vikles ind i et virvar af lokumsaftaler og bortforklaringer.”

Hun gør kvinder til superstjerner

Hun gør kvinder til superstjerner

Tiden er for længst udløbet for alle gamle lumre mænd i tv- og filmbranchen. Men måske var vagtskiftet på vej – under alle omstændigheder? Når ronkedorer som amerikanske Harvey Weinstein og danske Peter ‘Ålen’ Aalbæk Jensen i de seneste måneder er styrtet fra tinderne, kan det måske i virkeligheden skyldes, at en ny generation af kvinder allerede har taget over? Mest magt af alle har den amerikanske caster Nina Gold, som valgte skuespillerne til gigantsucceser som HBO-serien Game of Thrones og Netflix-serien The Crown. I et større portræt i The Guardian fortæller hun om, hvordan hun bevidst arbejder med at løfte yngre, kvindelige skuespillere helt frem i spotlyset, hvor de forvandles til tidens superstjerner. Engang sagde man, at bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde – nu kan det tilføjes: Bag enhver succesfuld kvinde står også en stærk kvinde.

Jo mere hvidgulligt puds, desto bedre

Jo mere hvidgulligt puds, desto bedre

Hvad er er det vigtigste overlevelsesinstinkt for det enkelte menneske? At kende forskel på lort og lagkage! Grænsen mellem liv og død går nemlig ved den basale evne til at kunne spotte bakterier, andres kropsvæsker og slibrige sekreter. Kort sagt: At kunne se forskel på det ækle og det ufarlige. Rebecca Sparre Wandall fra det lille, venstresnoede netmagasin Eftertryk har kastet sig over en ny bog med den enkle titel Det ækle – redigeret af filosoffen Brian Benjamin Hansen og biologen David Mayntz – som hun kalder for en ”tankevækkende tour de force i ækelhedens mangfoldige udtryk”. Det er nemlig slet ikke så let at udpege det ækle. Tværtimod er historien om det ækle en form for negativ spejling af hele vores oplysningstid, en negativ idéhistorie, som udstiller alt det, som er blevet gemt væk og gjort forbudt. Og det bliver man da altid lidt nysgerrig på, ikke sandt?

Folk gafler gafler på Søndre Campus

Folk gafler gafler på Søndre Campus

Humanister, jurister og teologer spiser i stigende omfang med plastikbestik, viser det sig. Ja, vi fristes til skrive ”flere og flere,” for faktisk har det humanistiske fakultet i Københavns kantine nærmest lagt om til plastikbestik. Det er faldet en læser af Universitetsavisen for brystet. Og det er der kommet en fornøjelig og tankevækkende artikel ud af skrevet af Danmarks bedste bladtegner.

De enarmede trommeslagere

De enarmede trommeslagere

I 2012 kom amerikaneren Jason Barnes slemt til skade i en arbejdsulykke, mens han var ved at fikse et ventilationssystem. Bagefter var hans højre arm så ilde tilredt, at den måtte fjernes, og med kun én arm tilbage måtte musikkarrieren sættes på pause. Men kun i nogle år. De højere teknologiske magter sørgede for, at Jason Barnes med sindsro kunne sige ”hasta la vista” til sin gamle arm, for han fik en ny og endnu smartere variant. Ved hjælp af EMG – som står for elektromyografi og er en medicinvidenskabelig metode til at undersøge elektriske signaler i musklernes nerver – kan en robotarm opfange Jason Barnes’ hjerneimpulser og gøre det, han formentlig selv ville have gjort, hvis altså han havde en regulær menneskearm. Og hans bioniske (biologiske og mekaniske) arm kan både spille klaver og ekstremt hurtigt på trommer. Se bare her. Samtidig skriver Barnes sig ind i den eksklusive klub af enarmede trommeslagere, hvoraf den mest berømte stadig er Rick Allen fra det britiske puddelrockband Def Leppard. Da han mistede sin venstre arm i en bilulykke i 1984, var det bedste, teknologien kunne diske op med, en ekstra fodpedal.

Spisesedlen

Macron tror, Trump vil forlade atomaftale. På et pressemøde i Washington onsdag sagde den franske præsident, at ”jeg tror, at han af indenrigspolitiske årsager vil skille sig af med” den internationale atomaftale med Iran. Under sit tre dage lange statsbesøg i USA har han forsøgt at overtale den amerikanske præsident til at blive i aftalen. I en tale til Kongressen onsdag appellerede han desuden til, at USA tager et globalt medansvar.

14 ansatte på tyrkisk oppositionsavis idømt fængselsdomme. En tyrkisk domstol har idømt medarbejderne på Tyrkiets ældste nationale avis Cumhuriyet fængselsdomme fra to og et halvt år og op til otte år for at angiveligt at ”hjælpe og bistå terrororganisationer uden at være medlem”, skriver Financial Times.

Kim Jong-un og Sydkoreas præsident skal mødes. Når Nordkoreas leder, Kim Jong-un, fredag morgen, lokal tid, træder ind i den demilitariserede zone, som har skilt de de to lande på den koreanske halvø i seks årtier, vil han blive mødt af Sydkoreas præsident, Moon Jae-in. Det bliver et historisk øjeblik. CNN beskriver mødet i detaljer her.

Finland dropper ikke sit borgerlønseksperiment. Flere toneangivende internationale medier, herunder Føljeton, skrev tirsdag, at Finlands regering indstiller det eksperiment med borgerløn, som har kørt siden januar i år. Det var forkert. Projektet fortsætter året ud, sådan som det hele tiden har været planen, skriver Wired.

Armenien vælger ny premierminister til maj. Det armenske parlament vælger en ny premierminister 1. maj, siger parlamentsformanden ifølge nyhedsbureauet Tass. Selv om den upopulære forhenværende præsident Serzh Sargsjan forleden valgte at trække sig fra posten, som han nåede at beklæde i seks dage, er de folkelige demonstrationer for demokrati fortsat, og der er en frygt for, at landet, der traditionelt har været nært allieret med Rusland, kan blive destabiliseret.

Peter Madsen blev idømt fængsel på livstid. Dommen i den makabre drabssag, der faldt efter Føljetons deadline onsdag, var tophistorien i en række internationale medier. Her er The Guardians take på retssagen. Peter Madsen og hans forsvarer, Betina Hald Engmark, har anket dommen.

Et sidste ord

Nogle gange opdager vi, at vi lever i fremtiden. Nogenlunde samtidig går det op for os, at fremtiden godt kan være lidt latterlig, og mennesket som sådan er lige så bøvet, som det altid har været. Gudskelov for det. Skål og husk at købe varme hveder.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12