25. september 2023

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

En ny fair løsning?

Hvis du har 12 minutter, så har vi en løsning. Hvis sloganet klinger en anelse hult, skyldes det, at Socialdemokratiet allerede én gang er kuldsejlet med idéen om at øge arbejdstiden. Ikke desto mindre gør finansminister Nicolai Wammen (S) nu et nyt forsøg: Sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og fængselsbetjente skal arbejde mere. Nogenlunde hvad der svarer […]

Det bedste vi har set

Følelser sætter sig i kroppen. Nogle får grå hår, og andre risikerer helt at dø, når kærligheden forsvinder. Emma Louise Stenholm har talt med en håndfuld af de mennesker, der har fået knust deres hjerte og er blevet syge af det. Sammen tegner de et billede af et fænomen, vi stadig ved så lidt om, at patienterne selv må lege læger og særligt kvinderne bliver kaldt hysteriske. Dette er første afsnit.

Den danske sang er en ung, hvid hest

Den danske sang er en ung, hvid hest

Før lanceringen af ChatGPT, havde et forskerhold sat sig for at træne kunstig intelligens på dansk. Men da de fleste avisartikler er underlagt copyright, havde de kun skatteregler og anden bureaukrati at gøre godt med. Tekstmateriale, der ikke ligefrem er repræsentativt for det danske sprog. Derfor måtte forskerne tænke kreativt: “Vi stod tilbage med Heste-Nettet,” siger professor i datalogi Leon Derczynski til Bloomberg. Hjemmesiden, der dog også fungerer som et sted, hvor man udveksler parforholdsråd og madlavningstips, handler primært om, ja, heste og udgør hele 22 pct. af datasættet – og dermed det primære grundlag for fremtidig kunstig intelligens på dansk: ‘Der er helt sikkert en hestebias.’”

+ Føljeton har også haft fat i Derczynski: “Når du er et hold, som arbejder på at bygge og udvikle modellen, har du ingen idé om, hvad de mange millioner af brugere kommer til at gøre med modellen. Du har ingen idé om, hvordan din model kommer til at opføre sig, hvilke typer outputs den kommer til at generere. Så i bund og grund laver de produkttestning på levende mennesker med få sikkerhedsforanstaltninger.”

Ni tegn og en emoji

Ni tegn og en emoji

Emoji er en sammentrækning af to japanske ord – “絵” der betyder billede og “文字” der betyder ord. De alsidige symboler blev opfundet i Japan i 90’erne, for at give kulør til de kortfattede personsøgerbeskeder. Dengang var personsøgere allemandseje, så der var et behov for at kunne sige mere med 10 tegn, end almindelige bogstaver tillod. I en lille historietime fra One From Nippon kan man blive klog på emojiernes historie.

Mindehøjtidelighed mod misinformation

Filippinernes præsident Ferdinand “Bongbong” Marcos Jr. kom til magten efter en misinformationskampagne. Selvom valget for længst er vundet, er kampagnen dog ikke slut endnu. Forfærdelighederne fra farens regeringstid bliver underspillet, og langsomt slettet fra historien. Derfor har kunstneren Chia Amisola lavet et “digitalt monument.” Her kan man en gang om dagen tænde et lys for hver af de 11.103 torturerede eller dræbte under Marcos Sr.’s militære undtagelsestilstand. Læs kunstnerens tanker hos Rappler.

Spisesedlen

Hollywood-forfattere og filmstudier indgår foreløbig aftale om at slutte strejke. (The New York Times)

En jordprøve på godt 250 gram fra asteroiden Bennu er nu landet på Jorden. (National Geographic)

De fleste, der overlever hjertestop, vender tilbage til et normalt liv – og hjerteløbere gør en stor forskel, siger ny undersøgelse. (Ritzau).

Søren Pape Poulsen er stadig partiformand efter De Konservatives landsråd. (Altinget)

Frankrig trækker ambassadør og soldater hjem fra Niger. (France24)

Formand for Underhuset undskylder efter 98-årig naziveteran fik stående ovation i det canadiske parlament. (CBC)

Lego opgiver at lave oliefrie klodser. (Avisen Danmark)

Nærsynet

Klodset løsning

Klodset løsning

Lego har længe bakset med et bæredygtighedsproblem: Deres klodser består af oliebaseret plastik. Og skal man lege med god klima- og miljøsamvittighed, er det ikke særlig awesome. Den danske legetøjsvirksomhed har derfor forsøgt at få et alternativt materiale til at klikke. Faktisk er man også lykkedes med at lave en klods bestående af genbrugte plastikflasker. Problemet her var bare, at CO2-regnskabet ikke gik op – snarere risikerede den såkaldte rPET-plastik at føre til en øget udledning i produktionen.

Efter at have talt vidt og bredt om ambitiøse klimamål og derudover testet “hundredvis af materialer” er Lego derfor nu kommet frem til, at det “simpelthen ikke” er muligt at erstatte olieplastikken. Men i det mindste vil man stadig begynde at pakke plastikklodserne ind i papirsposer.

+ Legos adm. direktør Niels B. Christiansen forklarer situationen i Financial Times (betalingsmur).

++ Tilbage i august fortalte han ellers Avisen Danmark om legetøjsgigantens klimatiltag.

+++ Podcasten Business Movers gennemgår Legos historie.

Et sidste ord

Hvis du mangler en godnathistorie, anbefaler vi den her. Også selvom vi ikke selv har fået læst den færdig.

Føljeton er tilbage i morgen.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12