25. september 2018

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

En hyldset til Star Wars og til ikke at tro på sig selv

Manden bag Star Wars er død. Nej, ikke instruktøren George Lucas; han har det ifølge vores oplysninger rimelig okay. Det er Gary Kurtz, som er død. Det var ham, der producerede de to første film i Star Wars-sagaen Star Wars-serien er en af filmhistoriens største succeser. Den første film havde premiere tilbage i 1977 (i øvrigt […]

Kære læser

Konservativ højesteretskandidat under pres i en #MeToo-tid

Donald Trumps kandidat til en post som højesteretsdommer i USA risikerer at blive fældet af anklager om 35 år gamle sexovergreb. I aftes gik den konservative Brett Kavanaugh på landsdækkende tv med sin kone for at bedyre sin uskyld og fortælle, hvornår han første gang havde samleje (det var ikke i gymnasiet). På torsdag skal den ene af foreløbig to navngivne kvinder, professor Christine Blasey Ford, vidne i Senatets retsudvalg. Samtidig blander pornoskuespilleren Stormy Daniels’ advokat, Michael Avenatti, sig. Han siger, at han repræsenterer en tredje kvinde, og kræver, at Kavanaughs gamle gymnasiekammerat Mark Judge vidner under ed. Oliver Stilling leverer et overblik over en sag, der i de seneste par døgn er blevet mere og mere speget nærmest time for time.

Det bedste vi har set

Hvor blev Macrons opbakning af?

Hvor blev Macrons opbakning af?

Frankrigs præsident Emmanuel Macron klarer sig ikke godt i meningsmålingerne: under 20 pct. af franskmændene synes, han gør et godt stykke arbejde. Der er godt nok præcedens for, at det iltre franske temperament har det med hurtigt at vende sig mod nyindsatte præsidenter, men for Macron er målingen alligevel ildevarslende. Hvor blev hans opbakning af? The Independent er taget til Frankrig for at spørge vælgerne, hvorfor de har vendt Macron ryggen. ”Åh, jamen det er da en rigtig god regering,” svarer én vælger fx i byen Civry og fortsætter: ”… en rigtig god regering, hvis man er rig”.

Olsen-banden kuppede østtyskernes hjerter

Olsen-banden kuppede østtyskernes hjerter

Hvordan siger man ”skidegodt, Egon” på tysk? ”Mächtig gewaltig, Egon” er svaret og samtidig navnet på en ny Olsen-banden-udstilling i byen Potsdam lidt uden for Berlin. For i de regioner er de gamle Olsen-banden-film kult. Som i meget kult. Det skyldes, at Erik Ballings klassikere havde held med at slippe gennem censuren i DDR, hvor de blev ekstremt populære som et symbol på den lille mands oprør mod systemet. Måske har du hørt den historie før, men Berlingske bringer her en fin reportage om, præcis hvor stor betydning Egon Olsen og kompagni rent faktisk havde for østtyskerne.

Da skateboard-moden kom rullende 

Da skateboard-moden kom rullende 

I USA havde skateboard og mode længe været uløseligt forbundet. Hvis du sagde skater-stil, havde du en klar forventning om, at det indebar de karakteristiske sko af mærket Vans og smart, løstsiddende tøj. Men for skateboardere i Sovjetunionen var sådan en mode længe en … skal vi sige by i Rusland? Esquire har i hvert fald en fint illustreret historie om, hvordan mode langsomt blev en del af skaterkulturen op igennem 1990’erne, da unge skatere i det land, som nu hed Rusland, skulle finde sig selv. Og det var ikke et ligefremt projekt – i 1996 kunne du eksempelvis kun finde Vans i én enkelt butik i Moskva.

Kinesiske kærlighedstelte

Kinesiske kærlighedstelte 

På kinesiske universiteter kan man ved studiestart se lange rækker af såkaldte ”kærlighedstelte” i universiteternes gymnastikhaller. Det er dog på ingen måde så frækt, som det lyder, for i teltene bor de nybagte studerendes forældre. Sagen er den, at det for mange unge kinesere virker uoverskueligt pludselig at skulle stå på egne ben. Særligt når det meste af livet har været dedikeret til lektier og ikke så meget andet. Derfor sidder mor klar på standby i et lille telt, hvis der er behov for hjælp med rengøring og opvask, skriver New York Times. Kritiske røster i Kina mener, at det er et udtryk for en bekymrende curling-mentalitet, som er opstået med den hedengangne kinesiske etbarnspolitk.

Dev fotograferede sin vens forsvinden

Dev fotograferede sin vens forsvinden

”På dag syv begyndte jeg ligeså stille at miste modet. Jeg mistede aldrig håbet, men jeg havde brug for, at der skete noget. Det var så frustrerende ikke at vide en skid. Og uden at tænke videre over det, tog jeg bare mit kamera med.” Citatet kommer fra den 21-årige norske fotograf Dev Dhunsi, der husker tilbage på dagene efter hans vens forsvinden sidste år. De havde været til fest, men vennen var aldrig kommet hjem igen. Efter flere dages søgen blev Rakavan Jeevaharan fundet død – sandsynligvis på grund af en ulykke. Gennem en blanding af dokumentaristiske og konstruerede billeder har Dev Dhunsi portrætteret vennens forsvinden og død, og det er der kommet en ret rørende fotoserie ud af.

Spisesedlen

Nyt lovforslag i Italien: det skal være nemmere at udvise migranter. Regeringen i Italien har fremsat et forslag om at skærpe landets lovgivning, så det i fremtiden bliver nemmere at sende migranter tilbage til det land, de kom fra, hvis de begår alvorlige forbrydelser. Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, kalder forslaget et led i et ”skridt mod at gøre Italien mere sikkert”.

Begrænsede ressourcer i Finanstilsynet. Finanstilsynet har i øjeblikket ikke ressourcerne til at gennemgå alt materiale fra Danske Bank og må derfor nøjes med kun at efterforske dele af det, forlyder det fra Finanstilsynet selv. Det vækker kritik hos hvidvaskekspert Jacob Dedenroth Bernhoft: ”Man skal rundt i alle hjørner for at være sikker på at få belyst sagen ordentligt,” siger han. Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er kaldt i åbent samråd om Danske Bank og hvidvask i dag kl. 11.30.

Stefan Löfven stemt ned i den svenske Rigsdag. Dermed er Sveriges nuværende statsminister tvunget til at gå af. Löfven tabte tirsdag formiddag statministerafstemningen i Rigsdagen med 204 stemmer imod og 142 stemmer for. Sverige skal nu igangsætte en proces for at finde en ny statsminister.

USA og Sydkorea indgår ny handelsaftale. Aftalen blev underskrevet af USA’s præsident Donald Trump og Sydkoreas præsident Moon Jae-in ved en ceremoni i New York mandag. Ifølge Trump vil den nye frihandelsaftale blandt andet gøre det nemmere at eksportere amerikanske varer som biler, medicin og landbrugsprodukter til Sydkorea.

Luka Modrić kåret som verdens bedste fodboldspiller. Til en prisuddeling i London mandag vandt Real Madrid-spilleren FIFA’s pris for årets bedste mandlige fodboldspiller. Det er første gang i 10 år, at prisen ikke er gået til enten Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi. Luka Modrić var blandt andet afgørende for, at Kroatien for første gang nogensinde spillede sig til finalen i VM.

Et sidste ord

(Gode gamle) Søren Pind har efter at have forladt politik kunnet tale en anelse mere bramfrit om sine tidligere partikolleger på Borgen. Nu er han petit-skribent i Groft sagt-panelet hos Berlingske, og her er det en gammel partifælle, der må lægge ryg til hans svirp. Det er måske hverken decideret sjovt eller groft, men han er i hvert fald i gang med noget. Hvis det er for kedeligt, er der her en lille video med en kuffert, der bliver støbt – det er sælsomt rart at se på.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12