Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er synderligt glade for true crime-genren her på redaktionen. “Som folk, der bruger meget tid på true crime, kan snakke længe om, har psykopatmordere en tendens til at vende tilbage til åstedet for deres forbrydelse. Den ukrainske havneby Mariupol er sådan et åsted,” skrev Oliver Stilling mandag, efter den russiske præsident, Vladimir Putin, pludselig var dukket op i byen:

“I disse post-faktuelle tider er mange overbeviste om at der må være tale om en dobbeltgænger. Det skulle da også være utroligt, hvis Putin, der virker tiltagende paranoid, pludselig skulle føle, at det er trygt og sikkert for ham at stå og sludre med nogle tilfældige lokale russiske indbyggere, sådan som han lader til at gøre på en kort video, der er blevet publiceret af de russiske myndigheder.”

Knækket tillid er i grove træk forklaringen på den stadig omsiggribende bankkrise, der er rullet ind over Europa. David Dragsted udfoldede samme dag årsagerne til krakket af den amerikanske Silicon Valley Bank og det efterfølgende opkøb af schweiziske Credit Suisse, der har givet spekulationer om nye bankkollapser: “I forventningen om, at alle kunder næppe vil have alle deres penge udbetalt på samme tid, investerer og bruger banken gerne de midler, den får ind – hvorfor de ikke bare ligger øjeblikkeligt klar i en bankboks. Skulle det ske, at kunderne pludselig mistænker banken for at være insolvent, og derfor hæver deres penge i panik, ja, så har vi balladen.”

Tirsdagen fortsatte i arrestens tegn, efter Donald Trump skrev på sit eget medie Truth Social, at han ville blive anholdt netop denne dag. Det skete som bekendt ikke, men ifølge amerikanske medier kan en anholdelse endnu være på trapperne: “Det er statsadvokat på Manhattan Alvin Bragg, der har indstillet sigtekornet som følge af en sag om, at Trump skulle have betalt den tidligere pornoskuespiller Storby Daniels 130.000 dollars i tavshedspenge. Daniels skulle forud for præsidentvalget i 2016 have fået pengene for at holde mund om en affære, hun angiveligt har haft med Donald Trump. I den forbindelse kan Trump have brudt loven, da beløbet muligvis er blevet bogført forkert, helt bevidst.”

På analyseplads fortsatte David Dragsted med en delvist begejstret anmeldelse af åbningsfilmen på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, Twice Colonized: “Om den karismatiske Aaju Peter, der indædt kæmper for at forbedre rettighederne for inuit, og samtidig genbesøger sin egen ‘dobbelte kolonisering’: Først af danskerne, da hun blev fjernet fra sin grønlandske familie som barn, senere af canadierne, da hun flyttede til arktisk Canada som ung voksen […] Aaju Peter stjæler kontinuerligt showet (og er i øvrigt også krediteret som medforfatter på filmen), når hun mødes med sine børnebørn, diskuterer inuitrettigheder med politikere, eller danser til rockmusik på sin hotelseng – sidstnævnte som en fuckfinger til alle vestligt-koloniale forestillinger om, hvordan ‘rigtige’ inuit ser ud.”

Dagen efter var Det Udenrigspolitiske Nævn – der består af typer som Henrik Dahl (LA) og Inger Støjberg (DD) – rejst på en hemmeligholdt tur til den ukrainske hovedstad Kyjiv for at mødes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij. Mindre overraskende var det, at det møde ikke blev til noget – og at det, at de faktisk fik sagt hej til Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, blev overskygget af henholdsvis Kinas præsident Xi Jinpings besøg i Rusland og den japanske premierminister Fumio Kishidas visit i den ukrainske hovedstad. Samtidig er danske krigsindsats ved at blive ædt af skimmelsvamp.

Klimaet har brug for handling på “alle fronter – everything, everywhere, all at once”, sagde FN’s generalsekretær António Guterres, efter FN’s klimapanel IPCC præsenterede sin sjette klimarapport. Men nødsituationen reflekteres endnu ikke overalt, skrev Emilie Ewald onsdag – heller ikke på de amerikanske filmlærreder og tv-skærme, hvor Guterres’ reference stammer fra: Kun 2,8 pct. af film og tv-serier mellem 2016 og 2020 bare nævnte klimaet. “Hvis man så Oscar-prisuddelingen i sidste uge, ville man dog ikke vide, at klimaforandringer var vores tids mest definerende udfordring. Men filmindustrien kan – ligesom verdens ledere – stadig nå at indhente det tabte.”

Torsdag tog Lars Trier Mogensen turen over sundet, hvor den nu 41-årige Zlatan Ibrahimovic – igen, fristes man til at sige – har sat gang i Sverige med sine kontroversielle udtalelser. Denne gang, at “Qatar er et land, der fungerer” – og bedre end hjemlandet. Som Trier Mogensen skriver, forstærker de svenske reaktioner i virkeligheden kun budskabet:

“Den store Zlatan kan tydeligvis godt lide varme, hurtige biler og ro på bagsmækken – og så må de fromme idealer og basale menneskerettigheder komme i anden række. Qatar har dermed vundet den bløde magtkamp 1-0 mod selveste Sverige, der engang så sig selv som en humanistisk stormagt. Den ubarmhjertige kendsgerning er blot, at sponsorater af sportsbegivenheder virker uhyre effektivt. Særligt når feterede stjerner lader sig udnytte som kulørte plakatsøjler for diktaturstaterne. Saudi-Arabien har også allerede fået fuld bonus for kapringen af den portugisiske megastjerne Ronaldo, som nu spiller i den hidtil undseelige klub Al Nassr for en årsløn på 1,4 mia. kr.”

Nogle gange kunne man ønske sig en smart kunstig intelligens, der kunne redde os fra menneskerettighedsovertrædelser, klimakrisen og andet ondt. Men mindre kan også gøre det. En kinesisk start up-virksomhed har opfundet en kyssemaskine, og den kan Socialdemokratiet og resten regeringen måske få gavn af, skrev Oliver Stilling i dagens ‘Kære læser’. Så længe, de ikke bruger den “med hinanden og helst heller ikke med partiets ungdomsafdeling”.

Fredag var jeg, Emma Louise Stenholm, tilbage i spalterne og opsummerede ugens klimaindsatser – der er stort set fraværende i det nye finanslovsudspil, der af venstrefløjen kaldes “klimasort”, og som ifølge Føljetons politiske redaktør Lars Trier Mogensen beviser, at “klimaet tilsyneladende ikke er nogen hovedprioritet, når Socialdemokratiet ikke presses parlamentarisk”. Derudover skrev jeg om EU’s ambitioner om at gøre sig uafhængig af russisk energi.

Det går nemlig ikke helt så godt, som man kunne have håbet, og som kommissionsformand Ursula von der Leyen ellers bryster sig af: En række eksperter advarer om, at der er dukket en ny og populær rute op i Tyrkiet, hvor russisk olie sælges i forklædning, så Putin potentielt skovler penge ind helt uden at vi ved det – på trods af, at EU sidste år indførte en handelsembargo. Den ene gode nyhed er, at Danmark tilsyneladende ikke er indblandet i galskaben; den anden er, at EU-parlamentarikerne allerede er på sagen. Om de finder en løsning, finder vi forhåbentlig ud af på den anden side af weekenden. /Emma Louise Stenholm