Vi begyndte ugen med et brag af en forestilling. Mandag beskrev Oliver Stilling, hvordan scenetæppet i operaen i Odessa få dage forinden kunne gå op for første gang i lang tid. På trods af Ruslands missilangreb mod den ukrainske havneby, var der ikke en løs tråd i de rødpolstrede sæder, og salens gyldne ornamenter skinnede. Godt nok var indgangen beskyttet af sandsække, men indenfor var de fremmødte klædt i lyse sommerkjoler og -skjorter. “Det er vigtigt at vise, at Odessa er i live, at Ukraine er i live,“ udtalte Odessas borgmester Gennadij Trukhanov om begivenheden. Men selv, når kulturen sejrer, kan den ikke besejre Putin. Ifølge den tidligere oligark Mikhail Khodorkovskij har en afslutning på krigen desværre lange udsigter.

Fra en kulturinstitution til en anden: Samme dag sammenlignede David Dragsted nemlig det nuværende kryptomarked med en hæsblæsende tur i Dahlgårds Tivoli. Ligesom det omrejsende tivoli kan markedet for kryptovalutaer, der den seneste uge har været i frit fald, byde på alt fra sus i maven, chok, kvalme, sorg og glæde. Som David skriver, så “føltes det som en evighed siden, at superstjerner som LeBron James og Larry David reklamerede for bitcoin under Super Bowl“. Men erfarne investorers nervøse krampetrækninger afholder altså ikke flere og flere fra at hoppe ombord på kryptokarrusellen.

Tirsdag tog jeg – Emilie Ewald – turen til Bruxelles, hvor belgierne fejrede deres nationale strejkedag. Det skulle ikke fejres med vafler, men på gaden. 70.000 arbejdere skabte en gigantisk trafikprop, som fik fly, toge og tiden til at stå stille i den europæiske hovedstad. Men belgierne er ikke de eneste, der kommer til at vente i lufthavnen denne sommer. Ansatte i SAS, Ryanair og EasyJet har ligeledes varslet strejke. Selv efter at have udpenslet mareridtsscenariet (lang securitykø, blomstrede skjorter med svedige armhuler, klistret solcreme, der er eksploderet i kufferten), formanede jeg dog til at rette indignationen mod flyselskaberne frem for de ansatte. Putin måtte allerede ugen inden væbne sig med tålmodighed (he’s just like us!) på det økonomiske topmøde i Skt. Petersborg. Men udover en gruppe hackernes ihærdige forsøg på at gøre den russiske præsidents liv mere besværligt, har der ikke rigtig været stemning for at tale strejkens mere direkte sprog i resten af Rusland.

Samme dag agerede Astrid Plum turguide med et noget plettet frankrigskort i hænderne. I modsætning til kortet fra 2017, der var Ensemble-gult mod vest og republikansk blåt mod øst, lignede det mere et klatmaleri af blå, gul og lilla efter weekendens parlamentsvalg. Det vidnede ifølge Astrids skarpe analyse både om en brydningstid i landet og en mistillidserklæring til Macron. “Der var ingen, der vandt. Men vi tabte,“ udtalte en kilde (og ærlig taber) fra Macrons fløj til Le Monde. Men det er som bekendt ikke nederlaget, men hvad Macron har tænkt sig at gøre med nederlaget, der bliver interessant den kommende tid.

Det siger meget om et menneske, om de forbinder et pulterkammer med Harry Potters støvede barndomsværelse under trapperne eller en mystisk seance fra Franz Kafkas Processen. David Dragsted tilhører (selvfølgelig!) den sidste gruppe og slog onsdagen an med scenen fra Kafkas roman, hvor hovedpersonen Josef K. hjemsøges af et deja-vu, der udspiller sig bag døren til et pulterkammer. Denne fredelige formiddag udspillede sig nemlig en anden seance, der fremkaldte samme ubehagelige følelse af deja-vu: Statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm havde indkaldt til corona-pressemøde. Men de bøllehatsbærende festivalgængere og lycraentusiastiske tilskuere kunne ånde lettet op efter et udramatisk pressemøde. Og dog. Bedst som man troede, at en ubetinget fængselsstraf kunne standse en populistisk politiker, lød rygterne, at Du-Ved-Hvem (Inger Støjberg) snart ville vende tilbage med et nyt parti.

Der gik ikke lang tid, før det blev til mere end rygter, men lad os først lige dvæle ved et noget noget dejligere deja-vu. Det er nemlig sommer; solen skinner, og der er EM i fodbold. Det er tid til at finde klaphatte, nummertrøjer, ansigtsmaling i rød-hvide farver og fadøl frem, når det denne gang er kvinderne, der er på banen. Fredag driblede de for første gang nogensinde – ja, det er både historisk og ufatteligt, at det først sker nu – bolden hele vejen ind på Parkens grønne græs i København i en opvarmningskamp mod Brasilien. David serverede de helt rigtige one-liners, der kan gøre dig til den førende sofaekspert ved den kommende slutrunde: “’Manuela Zinsberger? Hun burde hedde Zenberger!’ (råbes første gang den østrigske keeper roligt griber bolden efter et hjørnespark).“

Torsdag sagde rubrikken mere end tusind ord: Hjælp børnene i al-Roj-fangelejren. Det var Oliver Stilling, der stod bag. Og selvfølgelig leverede han også de knap tusind ord, der skulle til, for at udpensle den manglende moral i – tilsyneladende – både den danske befolkning og regeringens politik: “Almindelig sund fornuft tilsiger, at man ikke fjerner børn på 3-4 år fra deres mødre. Jeppe Kofod (S) kalder det et tilbud, og han appellerer “til de her fremmedkrigerkvinder“ om at tage det.“

Samme dag inviterede Lars Trier Mogensen til party i provinsen. Efter gårsdagens rygter om Inger Støjbergs nye parti, kunne hovedpersonen endelig bekræfte dem: “Det er mig, der har stiftet det nye parti, Danmarksdemokraterne,“ sagde hun til Skive Folkeblad. Og hun medbringer mere end blot “danske værdier“ og “borgerlig snusfornuft“. Den rigsretsdømte eks-minister vil ifølge Lars både forstørre og forstærke konfliktakserne mellem land og by. Hun er nemlig dybt bekymret over de manglende forbindelser mellem Københavns elitære saloner og den jyske muld. Partiet har endnu ikke offentliggjort sit program, men vi kan allerede se den første mærkesag for os: Kattegatbroen!

Vi er næsten ved vejs ende, men først skal vi lige forbi filosoffen Immanuel Kant og det helt store drama, der i øjeblikket udspiller sig i hans hjemstavn, Kaliningrad. Fredag gættede jeg mig til, hvordan den – efter sigende meget kedelige – filosof ville forholde sig til nutidens storpolitik, og konkluderede, at han nok ville mene, at Kreml ikke ligefrem efterkommer grundlæggende etiske principper (det havde jeg ved nærmere eftertanke måske ikke behøvet Kant for at nå frem til). Til gengæld ville det give Kant håb for verdensfreden, at Det Europæiske Råd blev enige om at give Ukraine og Moldova kandidatstatus til den europæiske klub.

På trods af Immanuel Kants mange kvaliteter, kan han næppe redde verden. Men det kan økonomerne altså heller ikke! I hvert fald ikke ifølge den australske professor i økonomi, Steve Keen. Inden han rejste til Bornholm for at fortælle folk fra Finansministeriet og Dansk Industri, at de er virkelig dårlige til at regne, mødtes han med Emma Louise Stenholm. Her forklarede han, hvordan de langsigtede regnemodeller, cost-benefit-analyser og den stigende private gæld sætter direkte kurs mod klimaets kollaps.

Om det var profetisk, at jeg valgte at nævne en filosof fra det attende århundrede, da jeg skrev ‘Kære Læser’ fredag morgen, er måske så meget sagt. Men for at slutte hele denne herlighed af på en virkelig dårlig note, så valgte den amerikanske højesteret fredag eftermiddag at sende amerikanske kvinders rettigheder tilbage til nogenlunde samme århundrede, da den bekræftede sin omstødelse af den forfatningssikrede ret til abort. /Emilie Ewald