24. oktober 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kulturen i valgkampen

Mandag formiddag var en af de formiddage, hvor Berlingske, Danmarks ældste eksisterende dagblad, havde plastret sin forside på internettet til med kulørte clickbait-overskrifter. “Om lidt fyrer hun sit supervåben af – et valgløfte, der aldrig er set,“ stod der under et billede af Mette Frederiksen. “Hun mistede hørelsen og skulle kaste op. Nu sætter Thyra […]

Kære læser

Xi Jinping giver grå hår

Intet er tilfældigt i det kinesiske kommunistparti. Årets partikongres, partiets vigtigste møde, der sluttede søndag, var som altid nøje orkestreret. De perfekte rækker, de hvide tekopper, jakkesættene, hvor kun slipsefarven og -mønsteret stikker ud. Alt er planlagt uger og måneder i forvejen, ikke et eneste skridt kan trædes forkert. Alt gik da også næsten som […]

Det bedste vi har set

“Et match made in Hell“

“Et match made in Hell“

“Jeg læste mig igennem børnebiblioteket og dernæst Hobbitten og Ringenes Herre. Tolkien stod jo ved siden af Tolstoj, og sådan læste jeg mig igennem voksenbiblioteket. I ferierne var jeg nede hos min mormor i Frankfurt, hvor der stod store bogskabe, som var fyldt med den tyske romantik. Jeg gik ind i de bogskabe og er sådan set aldrig kommet ud igen. Bøger fører jo ikke ud i verden, de fører ind i en labyrint af endeløse henvisninger. Så du bliver jo ved med at læse og læse og læse og kommer aldrig videre.“ Fint interview med litteraturvidenskab-alumne og evighedsstuderende Knud Romer om at ville være poet, drømmen om at komme til julefrokost og om at springe over sin egen skygge af selvkritik.

Hvorfor er vi så trætte af teknologi?

Hvorfor er vi så trætte af teknologi?

Engang blev næsten ethvert teknologisk fremskridt eller produkt mødt af en horde af mennesker, der begejstret ville stå kø for at få fingre i den seneste [indsæt generisk produkt her]. I dag synes begejstringen for ny teknologi efterhånden at være aftaget. Det mener professor i kunstig intelligens og dataetik ved University of Edinburgh Shannon Vallor i hvert fald selv at kunne mærke. I MIT Technology Review undersøger han, hvor entusiasmen blev af. Et af svarene er, at det er os selv, der er blevet varegjort.

Evangelisk sult

Evangelisk sult

“Jeg vil gerne være tynd, så jeg kan føle mig som en æterisk engel. Hvis jeg kan komme igennem dagen uden at binge, så er jeg ren og god. Det er næsten min egen form for religion.“ Med den stigende popularisering af det at være tynd – reproduceret gennem mode og sociale medier – er flere og flere unge mennesker begyndt at blive syge med spiseforstyrrelser. I internetfora samles man for at “tilbede“ opfundne guder som ‘Ana’ for anoreksi og ‘Mia’ for bulimi, når klokken slår 11:11 – fordi det er såkaldte engletal. Men sammensmeltningen mellem spiseforstyrrelser og religion er langt fra ny. Jezebel gennemgår kristendommens problematiske historie med helgengørelse af fastende kvinder, der er døde af sult – og hvordan den pseudo-religiøse tilbedelse stadig karakteriserer sygdommen i dag.

Spisesedlen

Under en valgkamp er der ikke mangel på ædle valgløfter. Derfor er det nærliggende at studere, hvordan de skal finansieres. Socialdemokratiet vil give skattelettelser for fire mia. kr., og det vil de gøre ved at spare på jobcentrene. Netop den finansieringsstrategi bekymrer partiets bagland. Det viser en rundringning til socialdemokratiske kommunale lokalformænd foretaget af Altinget.

Frie Grønne vil fjerne socialt udsattes gæld, hvilket forventes at koste omkring 36 mia. kr. De penge skal ifølge partiet findes ved en “sund omfordeling af den overnormale profit, som nogle af de største selskaber lige nu scorer på inflations- og energikrisen“.

Partierne er langt fra enige om en CO2-afgift på landbruget. Alternativets Franciska Rosenkilde skrev lørdag, at hun ønsker en “høj“ og “ensartet“ afgift. Samme dag mødtes Inger Støjberg (DD) og Mai Villadsen (EL) på Støjbergs brors gård for at debattere landbrugets rolle i den grønne omstilling. Over et glas mælk argumenterede Villadsen for afgifter, mens Støjberg hævdede, at de “afvikler dansk landbrug“.

Venstre vil afsætte 1 mia. kr. til nedbringe ventelisterne på de offentlige sygehuse, siger partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen (V). Ordningen skal være permanent for at “fastholde og rekruttere medarbejdere“.

Mens Venstre vil nedbringe kø, skabte Alex Vanopslagh (LA) en lang en af slagsen. Formanden for Liberal Alliance havde på sociale medier annonceret, at man søndag kunne møde ham foran Københavns Hovedbanegård til en snak om politik og få lidt LA-merchandise med på vejen. Det var der mange, især unge, der gerne ville.

Moderaternes spidskandidat Tobias Grotkjær Elmstrøm står til at skulle betale 480.000 kr i bøder og godtgørelser for bl.a. i tre tilfælde “groft [at have, red.] tilsidesat god advokatskik“. Elmstrøm har dog stadig fuld opbakning fra partiformanden Lars Løkke.

SF kræver ændring af karakterskala i et kommende regeringsgrundlag. Partiet vil ifølge undervisningsordfører Jacob Mark gøre op med en nulfejlskultur. “Vi kan se, at den karakterskala, vi har i dag, skaber den her nulfejlskultur, så ja, det er et meget vigtigt krav for SF at få skrevet ind i et regeringsgrundlag, at den her karakterskala skal ændres,“ siger han til BT.

Menneskerettighedsorganisation anklager Qatar for at mishandle LGBTQIA+-personer. Med under en måned til VM i fodbold melder Human Rights Watch om, at sikkerhedsstyrker i perioden fra 2019 til 2022 har tilbageholdt mindst seks transkønnede, biseksuelle og homoseksuelle personer i et underjordisk fængsel. Her er de ifølge anklagen blevet udsat for psykisk og fysisk vold. Det afviser Qatar.

Angreb i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) tvinger tusindvis på flugt. Omkring 23.000 mennesker er flygtet fra landet siden torsdag i sidste uge, efter voldelige kampe mellem regeringsstyrker og oprørsmilitser er blusset op i det nordlige DRC. Oprørsgruppen M23 har siden slutningen af marts angrebet civile og militære mål i landets østlige del. Sammenstødene har foreløbig fordrevet 186.000 mennesker.

Inflation i EU og Danmark når rekordniveau. I de 27 EU-lande var forbrugerpriserne gennemsnitligt 10,9 pct. højere end i september 2021. Ifølge Danmarks Statistik, der har offentliggjort tallene mandag, er det den højeste inflation siden 1997. I Danmark er inflationen højere end EU-gennemsnittet. Den er steget med 11,1 pct. siden august sidste år.

Et sidste ord

I Danmark tæller vi kun på dansk.

Føljeton er tilbage i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12