24. oktober 2017

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Hævet over loven: Staten, det er Støjberg

Regler, det er for almindelige mennesker – almindelige mennesker uden magt: ”Hvis det var endt sådan, ville det have været i strid med reglerne.” Så enkel lyder konklusionen fra en af Danmarks førende forvaltningseksperter efter Inger Støjbergs seneste forsøg på at omgå loven. I Berlingske siger lektor i forvaltningsret Sten Bønsing ganske enkelt, at det er ”ulovligt at gennemføre […]

Kære læser

Danske politikere har lært af Trumps mediestrategi

Trump er træt af den kritiske presse. Derfor har han lanceret sit eget tv-program Real News, hvor ingen næsvise journalister stiller spørgsmål ved hans person eller politik. Men det er ikke kun i USA, at politikerne har fået øjnene op for, at et opgør med de traditionelle medier kan være til fordel for magthaverne. Også i Danmark har politikerne lært af Trump. Det er problematisk i en verden, hvor de vestlige demokratier lige så stille er ved at miste deres pressefrihed.

Det bedste vi har set

Masser af succes – og stress

Masser af succes – og stress

I den populære danske podcast Fries before guys’ foreløbige 61 afsnit taler de to Aalborg-kvinder Josephine Kuhn og Nanna Elizabeth Hovgaard klogt, sagligt og følsomt om venskaber, forhold, seksualitet og så videre. Og det går godt for de to kvinder. Masser af succes, kunne man sige. I det seneste afsnit er det stress, der er på dagsordenen. Her går Josephine i gang med at fremlægge lidt googlet statistik om unge og stress, men knap er hun begyndt, før Nanna siger: ”Jeg er så stresset. Jeg tror, aldrig jeg har været så stresset før. Jeg prøver at køre det ned og fortælle mig selv, at jeg har haft det sådan før.” Og så bryder hun sammen: ”Men det har jeg ikke.” Hør det, før du selv går ned.

 

Herrens veje sat ind i en SWOT-analyse

Herrens veje sat ind i en SWOT-analyse

Informations film- og tv-anmelder Lone Nikolajsen sidder pligtskyldigt og ser tv-serien Herrens veje hver søndag aften, og nu har hun belønnet offentligheden med en herlig SWOT-analyse af nogle af figurerne i afsnit 5. SWOT er en forkortelse af ordene styrker, svagheder, muligheder og trusler. Hvad er for eksempel præsten Johannes Kroghs svagheder? ”Er generelt dårlig til at styre sig. Kan ikke holde sig fra den unge, smukke graver, der også synes, at han er lækker. Under ikke sin kone den samme frihed. Plages af jalousi og angst for at blive forladt. Kvartalsdranker. Bærer nag. Utidssvarende kvindesyn,” skriver Nikolajsen. Mousserende og opkvikkende.

At kredse om Jupiter – en uge med Macron

At kredse om Jupiter – en uge med Macron

Den er måske lidt lang til en tirsdag, den her, men så kopiér URL’en og læs den, når du har tid. Journalisten Emmanuel Carrère har gennem en uge fulgt i hælene på den franske præsident Emmanuel Macron. Artiklen begynder in medias res på den lille franske ø Saint Martin i Caribien, som fik en på sinkadusen, da orkanen Irma kiggede forbi. Macron går rundt og hilser på folk og beser skaderne, da en lokal kvinde ved navn Lila får mast sig igennem til ham og sviner ham til. Og mens hans entourage kigger på deres ure og vil videre, lader han hende rase helt ud. Fremragende skrevet. Vi efterlader dig her.

Kommunismens svar på Mickey Mouse

Kommunismens svar på Mickey Mouse

Du kender ham sikkert: Muldvarpen, eller Krtek, som han hedder i Østeuropa. I 1956 blev Sovjetblokkens svar på Mickey Mouse (som jo var forbudt) skabt af den tjekkiske animator Zdenek Miler på bestilling fra kommunistpartiets ledere. Hurtigt blev han afsindigt populær hos de østeuropæiske børn, og da det kommunistiske styre faldt i 1989, blev han det også hos børn i Kina, Indien, Japan, ja, og i Danmark. Men nu er det lille kommunist-dyr havnet i en værre kapitalistisk tvist. For hvem har egentlig rettighederne til ham? New York Times har en fin lille tekst om sagen. Stakkels fyr.

Når regeringen kigger en over skulderen

Når regeringen kigger en over skulderen

”Yes, the government can hack you,” lyder beskeden i denne yderst instruktive korte video fra organisationen Privacy International. Whistlebloweren Edward Snowden har delt den på Twitter og kalder den brillant. Det er et stort ord, men se den nu bare alligevel.

Spisesedlen

Xi Jinping får sit navn indskrevet i principprogrammet. Det sker på den sidste dag for det kinesiske kommunistpartis kongres. Dermed får Kinas præsident sit navn og sine tanker om ”socialisme i en ny æra med kinesiske karaktertræk” skrevet ind i principprogrammet, og det sikrer ifølge eksperter, at Xi Jinping kan være ”ved magten lige så længe, hans helbred tillader det”.

Forgiftet familie søgte lægehjælp inden dødsfald. I torsdags afgik en 15-årig pige og hendes yngre bror ved døden, og svampeforgiftning mistænkes for at være årsagen. Nu viser det sig, at familien allerede mandag opsøgte egen læge, da flere familiemedlemmer følte sig syge. Tirsdag og onsdag tog familien den 15-årige datter på sygehuset og til vagtlægen. Ingen af lægerne opdagede forgiftningen.

 

EU gør op med social dumping. Efter at have diskuteret i 11 timer blev et flertal af EU’s beskæftigelsesministre i går enige om et nyt såkaldt udstationeringsdirektiv. Aftalen skal sikre, at alle EU-borgere, der arbejder i et andet EU-land, har ret til den samme løn.

Esben Lunde Larsen vil øge Fødevarestyrelsens beføjelser. Miljø- og fødevareministeren vil sætte en stopper for, at pizzeriaer, kiosker og restauranter gentagne gange ser stort på reglerne om hygiejne, opbevaring af fødevarer osv. Med opbakning fra et flertal i Folketinget vil Lunde Larsen (V) sikre en hårdere kurs over for de ”brodne kar”.

USA truer Myanmar med sanktioner. Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium, der vil indføre sanktioner over for Myanmar på grund af landets ”voldelige og traumatiske mishandling” af det muslimske rohingya-mindretal. USA vil først og fremmest indstille militær assistance til hærenheder eller officerer, der er involveret i overgrebene.

Et sidste ord

Hvad frygtede Clement Kjersgaard mest som 14-årig? Ikke at være i stand til at lave børn. Og nåja, så var han i øvrigt medlem af Retsforbundet.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12