Søndag fandt en stor demonstration atter sted i København til støtte for Palæstina og de dræbte civile i Gaza. Der lød opråb om våbenhvile, kritik af statsminister Mette Frederiksen (S) og den danske regerings manglende handling, og alt forløb ganske fredeligt. Det samme kan dog ikke helt siges om den efterfølgende debat på de sociale medier, der snart kredsede om antallet af demonstranter og mediernes fejlslagne dækning.

På Facebook og Instagram skrev solidaritetsnetværket Stop Annekteringen af Palæstina, som arrangerede demonstrationen, at man slet og ret ikke forstod, hvorfor “[f]lere af de største danske medier” ikke havde fortalt om “den største demonstration i Danmark i nyere tid”, hvor “[o]p mod 65.000 mennesker gik på gaden”. Specifikt blev der langet ud efter Politiken, Berlingske og DR, som alle blev beskyldt for at have virket sært åndsfraværende.

I første omgang var det dog ikke fordi kritikken førte til den helt store journalistiske selvgranskning på SoMe. Snarere blev påstanden om de 65.000 et ophidset omdrejningspunkt, og blev i sidste ende faktatjekket af TV2 og Berlingske. Med hjælp fra tre forskere i billedanalyse fra DTU fandt man her frem til, at det nok snarere var mellem 8.000 og 12.000 mennesker, der havde deltaget i demonstrationen – hvad der trods alt stadig var en god sjat, men langt fra de 65.000. Gotcha! Eller hvad?

“Der er et tomrum mellem vores sorg, frustration, sammenhold og solidaritet og mediernes stilhed og manglende interesse i, hvad vi har at sige. Vi protesterer mod noget. Vi har brug for, at denne konflikt bliver dækket”, skriver Ph.d.-studerende Mathilda Ernberg i et læserbrev i Information, hvori avisen også bliver kritiseret for ikke at skrive tilstrækkeligt om de fortsatte demoer mod krigen i Gaza. Til søndagens demonstration fik 27-årige Abdi Mahamud også sagt følgende til TV2’s udsendte:

“I dag læste jeg for eksempel om en israelsk pige, der er blevet dræbt. Hun blev nævnt med navn og billede. Men de børn, der bliver dræbt i Gaza, de er bare et nummer. De får ikke et navn og et ansigt.”

Uanset om det er tilsigtet eller ej, ligger der en hel masse signalværdi i, hvem der bliver givet personlige fortællinger – og hvem, der i stedet drukner i tragediens enorme skala. Medierne skal (i hvert fald hvis man følger Watergate-journalist Carl Bernsteins dybt fortærskede udlægning, som mange journalister stadig sværger til) præsentere den bedst opnåelige version af sandheden. Men hvis det er tilfældet, er det selvsagt også et problem, hvis borgerne ikke føler, at den præsenterede virkelighed svarer til den, de selv ser og oplever.

I Al Jazeera – der i øvrigt ejes af Qatar, og derfor også skal tages med visse forbehold – kunne man torsdag læse, hvordan otte anonyme BBC-journalister kritiserer det britiske public service-medie for en skævvredet dækning af krigen i Gaza. Et af de helt store problemer er eksempelvis, at man ikke gør nok for at menneskeliggøre de nødlidende palæstinensere.

Som led i debatten herhjemme har både chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe og Berlingskes chefredaktør Tom Jensen indrømmet, at man prioriterede forkert og nok skulle have været mere opmærksom på søndagens demo. I Berlingske-artiklen, hvori Tom Jensen kommer (betalingsmur) med sin forsigtige mea culpa, lyder anslaget dog også sådan her: “Intet kan sætte ild til en debat som én påstand over for en anden. Men det er, hvad danskerne må leve med lige nu.”

Udover at det vist nok er, øhm, selve definitionen på en debat, virker det også som et lidt mærkeligt snit at lægge. For det, der risikerer at drukne i alle påstandene, er jo sådan set selve kernen i demonstrationerne: Den meget virkelige humanitære tragedie i Gaza og den dertilhørende mængde af civile dødsfald, som FN’s generalsekretær António Guterres i denne uge kaldte “uden sidestykke og uden fortilfælde” siden han selv tiltrådte i 2017.

Om noget er det de tal, der i sidste ende er vigtige.

Før den midlertidige våbenhvile her fredag morgen trådte i kraft, havde antallet af dræbte i Gaza angiveligt passeret 14.000. Mere end en tredjedel menes at være børn. /David Dragsted, chefredaktør