24. februar 2020

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Med ærlighed når man … ingen vegne

Når man har med løgn, usandheder og fortielser at gøre, er der nogle skarptskårne grænser og grundlæggende mekanismer, der er nødvendige at holde sig for øje, inden man dømmer sine medmennesker for hårdt. Der er nogle regler, vi skal have med, hvis vi gerne vil have, at samfundet fortsat udvikler sig, og vi skal kunne […]

Kære læser

Er Bernie Sanders lige så kommunistisk som Corbyn eller lige så polariserende som Trump?

Feel the Bern. Han er 78 år, han er selvudnævnt socialist, og nu er han den usandsynlige favorit til at skulle udfordre Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg senere på året. Natten til søndag dansk tid kunne Bernie Sanders triumferende fortælle, at han var sejrherren ved primærvalget i delstaten Nevada. Han kunne samtidig glæde sig over, […]

Det bedste vi har set

Det kriteriedøde rum

Det kriteriedøde rum

Berlingske har et udmærket interview med kunstneren og plakatmesteren Per Arnoldi. Overskriften er selvfølgelig valgt for at skabe noget rabalder på sociale medier, og det er sgu i orden at råbe ”ok, boomer”, men som sædvanlig har den gode Arnoldi nogle præcise betragtninger om kunst. Han siger, at kriterierne, for hvad der er god og dårlig kunst, er ”afgået ved døden. Patienten er formentlig stendød”. Og han fortsætter: ”Vi opererer i dag, i forhold til tidligere, i et kriteriedødt rum. Vi mener, at kunstværket selv etablerer kriterier, blot fordi det minder om noget. Men der er simpelthen tale om intellektuel og håndværksmæssig dovenskab.”

Fødslen der gik galt

Fødslen der gik galt

Stærk men hjerteskærende læsning hos NBC: Amerikanske Judith på 28 valgte at gennemføre sin fødsel som en såkaldt ”freebirth”, hvor man helt fravælger hjælp fra læger og jordemødre til fordel for ens egen intuition. Idéen havde hun fået gennem podcasts og onlinefællesskaber, hvor nybagte mødre fortæller om den fantastiske fødselsoplevelse, som en ”freebirth” havde givet dem. Men virkeligheden viste sig at blive en anden for Judith: En fødselskomplikation førte til, at hun mistede sit barn. Tabet har efterfølgende ført til en større selvransagelse og en erkendelse af, at hun lod sig selv blive ”hjernevasket” af internettet.

Portræt af en ung hjemløs

Portræt af en ung hjemløs

DR har fulgt den hjemløse Pernille på 25 med rundt i Københavns gader, og det er der kommet et helt fint billedbåret portræt ud af. ”Jeg er rigtig flov, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Det er flovt at blive set i bybilledet. Det er derfor, der er så mange, som drikker”, fortæller Pernille blandt andet. Hun har levet på gaden siden hun var 13.

Spisesedlen

Pensionsselskaber stopper investeringer i skattely. Tirsdag valgte EU at sætte Caymanøerne på sin sortliste over skattely, og nu vil flere af de største danske pensionsselskaber så undlade at investere i selskaber, der har adresse på Caymanøerne. Det viser en rundspørge foretaget af Information. Ud af 11 adspurgte pensionsselskaber meddeler ti af dem, at de helt vil stoppe investeringerne, mens det ellevte, Danica Pension, vil tage spørgsmålet op til genovervejelse.

Malaysias premierminister Mahathir Mohamad trækker sig. Det har den 94-årige leder meddelt i et brev til den malaysiske konge. Beslutningen kommer i kølvandet på en række beskyldninger om, at Mohamad havde brudt sit løfte om at overgive magten til den planlagte efterfølger Anwar Ibrahim. Det er endnu uvist, om Mohamads tilbagetrækning vil resultere i et nyt valg.

2020 har budt på den vådeste februar målt i Danmark. Søndag blev den hidtidige nedbørsrekord på 109 millimeter regn passeret. Den blev sat tilbage i februar 2002. De store vandmængder har ført til oversvømmede åer og vandløb flere steder i landet. Hårdest er det gået ud over det centrale og sydlige Jylland, hvor Billund indtil videre har trukket det vådeste strå: Her var der fredag faldet hele 132,9 millimeter regn gennem februar.

Kina udskyder årlig samling af parlamentet. Det sker som følge af det igangværende Covid-19-udbrud. Samlingen, der går under navnet Den Nationale Folkekongres, skulle være begyndt 5. marts. Det er første gang i årtier, at den udskydes. Meldingen kommer samtidig med, at byen Wuhan har trukket en tidligere beslutning tilbage om, at folk igen må forlade byen.

Merkels CDU lider historisk stort nederlag i Hamborg. Ved søndagens delstatsvalg lykkedes det kun CDU at indkassere 11,2 pct. af stemmerne, hvilket er det værste resultat for partiet de sidste 70 år. Omvendt godt gik det for De Grønne, der blev tæt på fordoblet i størrelse med 24,1 pct. af stemmerne. Dermed står De Grønne til at kunne fortsætte samarbejdet med socialdemokratiske SPD om at regere i den tyske delstat.

Et sidste ord

Her er en mand, der har regnet det hele ud. Hvis vores matematiske beregning er korrekt, så ses vi igen om ca. 24 timer. Eller er det 24 år? Vi har brug for at regne efter.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12