23. januar 2023
Kære læser
I Australien holder de også jul. I december rejste et australsk ægtepar til hovedstaden Perth for at tilbringe juledagene sammen med deres børn og børnebørn. The Englishes bor til dagligt i den lille by Kununurra den nordligste ende af delstaten Western Australia, som Perth også ligger i. Men Australien er som bekendt stor som et […]
Kære læser
Situationen i Peru synes kun at blive mere og mere opsigtsvækkende. Siden december har omfattende demonstrationer ramt landet, efter den nu tidligere præsident Pedro Castillo blev væltet og anholdt – vel at mærke på baggrund af et mislykket statskupsforsøg, eller det der lignede. Selvom Castillo var plaget af omfattende korruptionsanklager, havde flere potentielle retssager hængende […]
Det bedste vi har set
En hval uden tommelfingre
“I deres mangel af fingre og modsatrettede tommelfingre er hvaler ikke i stand til at skabe og bruge værktøjer på samme måde som mennesker, men deres intelligens kan ses gennem den måde, hvorpå de bruger andre kropsdele til værktøjsproduktion og brug.“ Ja, hvaler har ingen fingre, men så er det godt, at de har så meget andet. Som et blæsehul, de kan bruge til at lave bobler med. Ovre hos havbladet Hakai Magazine foregår der en spændende samtale om, hvorvidt den måde, hvalerne bruger bobler på, kvalificerer som at bruge et redskab. For hvad er et redskab overhovedet?
Menneskets bedste ven
Et dyr, som derimod har været brugt som et redskab i sig selv, er de hårdføre æsler. Men selvom de har været ved vores side i over 7.000 år, har de trofaste dyr dog aldrig rigtig fået helt den samme respekt eller pondus som de noget mere fotogene heste, der først blev en del af vores hverdag omkring 3.000 år senere. Det kan nemlig godt være, at Rom ikke blev bygget på én dag, men store dele af det romerske imperie blev altså bygget af æsler. BBC giver dem en velfortjent oprejsning og optrævler vores fælles historie, som er meget mere omstændig, end man lige gik og troede.
+ Hvorfor æslet er dyreverdenens proletar – i Føljeton, selvfølgelig.
Mediernes store kæphest
Vi bliver endnu i dyrenes verden. Eller: i snakken om dyrenes verden. Ifølge Bengt Holst, formand for Dyreetisk Råd og tidligere videnskabelig direktør i Zoologisk Have, har debatten om rewilding-projektet i Molslaboratoriet fra starten været “skæv“. Den stigende polarisering mellem dem, der mener, at det er dyremishandling, og dem, der går ind for, at projektet skal foregå på naturens præmisser, afspejler sig især i mediedækningen. Fagbladet Journalisten gennemgår mediernes ansvar i den brandfarlige debat om vilde heste – og hvordan man modererer den, så begge sider kommer til orde.
Spisesedlen
Brasiliens præsident anklager sin forgænger for folkedrab på oprindelig befolkning. Det sker efter præsident Lula da Silvas besøg i den nordlige delstat Roraima, hvor Yanomani-folket er truet af fejlernæring og malaria på grund af skovrydning og ulovlig minedrift. Den nye regerings justitsminister, Flávio Dino, har meddelt, at han vil igangsætte en politiundersøgelse af den tidligere præsident Jair Bolsonaros regerings forbrydelser mod yanomanierne.
10 personer er dræbt i masseskyderi i Californien. Politiet i Los Angeles har identificeret drabspersonen, der søndag morgen døde af et selvpåført skud. Den 72-årige mand Huu Can Tran stod bag skyderiet, der fandt sted lørdag aften ved et dansestudie i byen Moneterey Park under en fejring af det kinesiske nytår. Motivet bag angrebet efterforskes fortsat.
Kvælstofudledningen i danske farvande er uændret. Det viser den årlige Novana-rapport, der udgives af Aarhus Universitet og GEUS. Hvis Danmark vil nå sit mål om at sikre såkaldt “god økologisk tilstand“ i det danske vandmiljø inden 2027 i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv, kræver det ifølge forskerne bag store reduktioner af udledningerne. I dag er det kun fem af 109 kystnære havområder, der lever op til målene.
Tyskland vil ikke stå i vejen for, at Polen sender tyskproducerede kampvogne til Ukraine. Det siger den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock i et interview søndag. Landets kansler Olaf Scholz har trods pres fra flere Nato-lande og Ukraine undgået et klart svar på spørgsmålet angående Leopard 2-kampvognene. Ifølge forsvarsminister Boris Pistorius er den tyske regering i tæt dialog med internationale partnere og USA.
Ritt Bjerregaard er død. Hun sov stille ind lørdag efter en længere periode med uhelbredelig kræft. Det oplyser hendes pårørende til Ritzau. Den socialdemokratiske politiker blev valgt ind i Folketinget for første gang i 1971 og har derefter været hhv. undervisnings-, social- og fødevareminister. I 1994 blev hun udpeget som miljøkommissær i EU, inden hun efter en lang folketingskarriere blev overborgmester i København i 2006.
Et sidste ord
White Lotus giver forklaringen på tysk reaktionær provinsialisme.
Ses i morgen!