Med påsken vel overstået var det tirsdag blevet tid til at se på kunst. Eller, det var det så måske ikke i Moskva. Som Oliver Stilling skrev i ‘Kære læser’, går det i hvert fald forrygende dårligt for det gigantiske kunstcenter GES-2, der ellers skulle have været et tilløbsstykke uden lige i den russiske hovedstad. Med en ombygning skabt af den italienske stjernearkitekt Renzo Pianos tegnestue og vidtløftige løfter om, at GES-2 ville “ændre kunstscenen fuldstændig“ tegnede alt egentlig lovende, men pengene, de kom altså fra oligarken Leonid Mikhelson, der er fedtet ind i Putins magtcirkler. Og så måtte man ellers se indad hos den russiske kunstelite – og for den sags skyld også hos Renzo Piano:

“Krigen må også være et wakeup-call for aktører som Renzo Piano. Der er ingen tvivl om, at han er en superfed fyr, men selv om han er 84 år, bør han nok tage sin designfilosofi op til revision. Når han siger ting som “steder taler – de siger altid noget. Men du skal holde mund og du skal lytte“, så lyder det jo godt. Men hvis “stedet“ er Rusland, har han ikke hørt efter. Det, han har hørt, er lyden af kontanter.“ Ak ja Piano, det er ikke sådan klaveret spiller.

Kunst ved vi faktisk ikke, om verdens rigeste mand Elon Musk investerer så meget i. Til gengæld er han blevet vild med tanken om at købe det sociale medie Twitter. Og hele den historie begynder efterhånden at ligne et performance-værk i sig selv. Med henvisninger til ubegrænset ytringsfrihed, offentlige møderum og marijuana buldrer Musk derudad, alt imens Twitters bestyrelse korser sig. Et købstilbud på den gode side af 40 mia. dollar er kommet på bordet, men Musks rigmandsnykker har alligevel været en svær pille at sluge – så svær, at bestyrelsen står klar med et såkaldt “poison pill“-forsvar. Jeg – Tesla-løse David Dragsted – udrullede kontroversen i en nyhedsanalyse.

Onsdag måtte man om noget sige tillykke til Aalborg Portland, efter den massivt CO2-udledende virksomhed havde fået fripas i regeringens nye udspil til en CO2-skat. Som følge af cementfabrikkens arbejde med “mineralogiske processer“, har Socialdemokratiet simpelthen fundet det mest rigtigt at frede foretagendet. Og så må andre virksomheder jo ellers bare ærgre sig over, at de ikke fik den gode idé at placere sig i statsministerens valgkreds. Undertegnede skrev om Portlands redning i en ‘Kære læser’: “Med mystiske ritualer, røgslør og besværgelser vil regeringen nok engang lukke øjnene for Aalborgs storforurenende golem, der ellers burde blive stødt til hvile – eller som minimum betale sin retmæssige del af klimakagen.“

I dagens anden tekst stod Asta Kongsted klar med sidste nyt fra den amerikanske kunstscene – og det var herligt positivt, det politiske snit til trods: “Igen er værkerne i sig selv dybt tilfredsstillende for sanserne, og også her vælger kunstneren at bygge et stillads af politik op omkring det. Det skurrer mod mange års diskurs om en “ren“ kunst, men hvis man sådan for alvor skal lade sig provokere af de eksplicit politiske kunstnere, er det nok snarere fordi, man ikke vil høre det, der bliver sagt, end fordi man kan anfægte den kunstneriske integritet. Ligesom Packer er Saraceno teknisk dygtig, og igen er det svært at se, hvordan det politiske ærinde skulle tage noget fra værkerne. Den nye kunst er politisk, men man kan jo altid lade være med at læse vægteksterne, hvis det virkelig kniber. Den er nemlig også bedre, end den længe har været.“

Det gør ondt at se på, men det er åbenbart ikke kun herhjemme, den siddende regering er vild med idéen om at lave en flygtningeaftale med menneskerettighedskrænkende Rwanda. I Storbritannien har man simpelthen overhalet Mattias Tesfaye (S) og kompagni indenom, og underskrevet en såkaldt “Memorandum of Understanding“ med Rwanda, så asylansøgere i England fremover kan sendes videre til det østafrikanske land. Aftalen har helt forståeligt skabt ramaskrig hos alt fra oppositionen til ærkebiskoppen af Canterbury, hvoraf sidstnævntes kritik minsandten også har fået danske biskopper til at advare mod regeringens planer. “[O]m ikke andet kan man da glæde sig over, at den danske folkekirkes overhoveder ikke er så afstumpede som Mattias Tesfaye,“ skrev Oliver Stilling i en ‘Kære læser’ torsdag.

Og så gik turen ellers til Finland, hvor Emilie Ewald har været på jagt efter ligestillingens pionerånd. Som det første land i Europa til at give kvinder stemmeret har finnerne længe været fremme i skoene, og det er de også stadig på mange punkter. Men dermed ikke sagt, at den feministiske utopi nødvendigvis er fremtidssikret. Eller som det også lyder fra medlem af det finske parlament Saara-Sofia Sirén fra det liberale parti Kansallinen Kokoomus: “Vi løb forrest for over 100 år siden, men det gør vi ikke nødvendigvis længere. Vi bliver hele tiden nødt til at træffe nye beslutninger for at fremme ligestilling. Vi har haft mange kvindelige ministre og præsidenter. Lige nu har vi en regering ledet af kvinder. Men vi har ikke opnået ligestilling – hverken generelt eller politisk.“

Fredag var det minsandten Earth Day, og i den forbindelse skrev undertegnede om klimaprotesterne rettet mod Tysklands manglende embargo af russisk olie og gas. Vi kom også forbi Det Internationale Energiagentur og EU-Kommissionens nye fælles oplysningskampagne med det lidt svulstige navn “Playing my part“, hvor europæere opfordres til at spare på varmen og energiforbruget. Og så begyndte vi ellers at undre os over, om vi mon er fanget i et en slags handlingslammet, kulsort Groundhog Day…

Det sidste ord tilfaldt Lars Trier Mogensen, der i en nyhedsanalyse atter stillede skarpt på regeringens bramfri håndsrækning til Aalborg Portland – eller skulle vi måske snarere sige kvotekongerne fra det danske Syditalien? “Prego! Cementir Group kan grine hele vejen ned til banken. Den italienske cementkoncern, som i 2004 købte Aalborg Portland sammen med datterselskabet Unicon, kan se frem til at få en klækkelig gave fra de danske skatteydere. Som taget ud af en mafia-tv-komedie.“

Ja, der er nok både at grine og græde af. Men hold hovedet højt: Vi ses igen i næste uge. /David Dragsted