Er man bare den mindste smule anglofil, skal vi ellers vi lige love for, at ugen har været hæsblæsende. Liz Truss’ spektakulære deroute har været her, dér og allevegne, og selvsagt også fundet vej til Føljetons spalter. Mandag gennemgik jeg – David Dragsted, nice to meet you – hvordan Truss havde jokket godt og grundigt i salaten med sine hasarderede skattelettelser, der har truet med at kuldsejle den britiske økonomi. Selvom Truss havde forsøgt at bruge den nu tidligere finansminister Kwasi Kwarteng som lynafleder, tydede alt på, at hendes tid som premierminister ville blive yderst kortlivet – hvilket senere på ugen skulle vise sig at holde stik.

En politiker, der ikke har tænkt sig at forlade magten lige foreløbigt, er til gengæld Kinas præsident Xi Jinping. I anledning af det kommunistiske styres 21. partikongres tog Oliver Stilling os i en ‘Kære læser’ igennem Xi’s syn på Kinas tilstand. Ikke overraskende mener præsidenten, at kineserne intet har at klage over, selvom virkeligheden vist må siges at være en anden. Hvorfor vil Kina eksempelvis ikke offentliggøre, hvad landets bnp-tal var for tredje kvartal? Måske giver det god mening, at Xi Jinpings magt angiveligt bliver udfordret som aldrig før bag kulisserne.

Udfordret kan man ikke umiddelbart sige, at Lars Løkke Rasmussen (M) er. Tværtimod går det over al forventning i meningsmålingerne, Moderaterne stormer bare derudaf, og pludselig skal vi atter forholde os til den mulighed, at Løkke ender som statsminister. Har vælgerne mon glemt alle de møgsager, han tidligere har været involveret i? Og endnu vigtigere: Har Lars Løkke overhovedet lært lektien? Emma Louise Stenholm tænkte i en ‘Kære læser’ tirsdag tilbage på Løkkes problematiske forbindelser til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, som sjovt nok skal interviewes af Moderaternes spidskandidat i Vestjylland, Jeppe Søe, i næste uge. Måske er det på tide, at Moderaterne får uddybet deres fiskeripolitik, selvom de altså forklarer til Føljeton, at det først kommer på tale, når de er “store nok til at have en fiskeriordfører“.

Som en (måske?) tiltrængt kulturpause, kom jeg samme dag med en vurdering af historiens hidtil dyreste tv-serie, Ringenes Herre: Magtringene, som netop har afsluttet sin første sæson. Desværre var det ikke kun ubetinget gode ting, der var at sige om den ørkenvandring: “Amazon-serien er mestendels blottet for såvel nerve som fortælleglæde, men fremstår i stedet som en kynisk tjekliste, der blot har til formål at bekræfte, at der altså er tale om en ny Ringenes Herre-franchise. Efter første sæson mangler Magtringene af samme grund at forklare, hvorfor man overhovedet bør hoppe med på eventyret. Som Tolkien ville sige, er det ikke alt guld, der glitrer, og ikke alle, der vandrer, som er faret vild. Tiden må dog vise, om Magtringene har styr på retningen, og om serien fortsat kan blive den guldkalv, Amazon håber på.“

Vi iler videre til onsdagens program, hvor Emilie Ewald leverede seneste nyt fra den franske benzinkrise, som truer med at gøre Frankrigs præsident Emmanuel Macron om muligt endnu mere upopulær, end han er i forvejen. Ansporet af tomme benzintanke og stigende leveomkostninger, gør franskmændene i hvert fald det, de velsagtens er verdensmestre i: Demonstrerer på livet løs. Så hvordan med den finanslov, monsieur le président?

Han har nok at forklare, ham Emmanuel Macron. Men så er det jo heldigt nok, at det er noget, mænd generelt elsker at gøre. Eller, nu er det selvfølgelig ikke fordi vi vil generalisere, men som jeg samme dag skrev i en ‘Kære læser’, er i det i hvert fald påfaldende, hvor ofte nyhedsstrømmen flyder over med gamle mænd, der forsøger at forklare (og bortforklare) deres egne fejltagelser. Det er næsten et helt leitmotif.

Nu vi er ved hele den diskussion, skrev Oliver Stilling sjovt nok torsdag om alle tiders største danske fodboldspiller, “den ellers sympatiske Michael Laudrup“, der med sine retoriske husmandsfinter forsøger at retfærdiggøre, at han tidligere har taget et trænerjob i Qatar og nu ikke ønsker at medvirke i Ekstra Bladets Qatar-kritiske podcast ‘Blodbold’. Det kan meget vel være, at Laudrup har fundet en “lille argumentatorisk kattelem“ ved at henvise til, at dansk erhvervsliv og den danske regering heller ikke ser ud til at have noget imod at samarbejde med regimet, men det gør altså ikke Misters mistede magi mindre.

I øvrigt kan det vist heller ikke siges, at Jakob Ellemann-Jensens (V) og Søren Pape Poulsen (K) forsøgte driblinger i den stormombruste FE-sag er videre vellykkede. I nyhedsanalysen leverede Lars Trier Mogensen i hvert fald en række gode grunde til, at partiformændenes krav om en hurtig undersøgelseskommission kan ende med at blive et opsigtsvækkende selvmål:

“Den borgerlige offensiv kan altså samlet føre til, at spiontjenesten ødelægges yderligere, at intet ender med at blive afklaret i offentligheden, dog med en mulig undtagelse af en potentiel oprejsning af S-regeringen. Ja, faktisk kan Søren Pape Poulsen ende med at blive bragt mest i fedtfadet, fordi han muligvis har været vidende om, at Danmark lod en hemmelig agent i stikken. Spionthrillere ender kun yderst sjældent, som man umiddelbart tror på første side.“

Som nævnt længere oppe var det på ingen måde uventet, at Liz Truss skulle ende med at forlade premierministerposten før tid. Med sine blot 45 dage ved magten er det dog ret imponerende, præcis hvor stor en fiasko Truss har været som landets leder. Alligevel står hun nu til at modtage et årligt gyldent håndtryk på 115.000 pund for sin tid på magten – upåagtet, at hun har været lige ved at kuldsejle den britiske økonomi. I en ‘Kære læser’ bemærkede jeg fredag, at Truss af samme grund er “et omvandrende bevis på, at tilværelsen er alt for kompleks til hurtige catch-all-løsninger – og på at frugten af ens arbejde ikke partout hænger sammen med den indsats, man faktisk lægger for dagen“.

Apropos hårdt arbejde (er det ikke bare smukt, hvordan alting hænger behændigt sammen?), rundede Astrid Plum fredagen af med at interviewe den iransk-svenske lyriker Athena Farrokhzad om hendes seneste værk Åsnans år, der sætter fokus på en alt for underkendt arbejdshest: Æslet. Eller skulle vi måske hellere sige “dyreverdenens proletar“? Lad os i hvert fald give de afsluttende ord til Astrid og Farrokhzad:

“At være i selskab med æslerne i Farrokhzads værk er at forstå, hvilken revolutionær kraft disse standhaftige dyr indeholder. For enten kan vi blive ved idéen om det dygtige æsel, der bider tingene i sig og ikke siger fra, men bare arbejder sig selv ihjel. Eller vi kan bide fra os og sige “fuck arbejde“ og være som “æsler, der sniger rundt om natten med tændstikker og forsøger at sabotere alting og at brænde alting itu for at afskaffe det materielle grundlag for arbejdet“. Du vælger selv.“

/David Dragsted