22. november 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

De uføjelige

Har vi mennesker en fri vilje? Er alting forudbestemt, eller er vi vores egen lykkes smed? Det er en diskussion, der efterhånden har optaget filosoffer og andre kloge hoveder i flere tusinde år. Og i sidste uge dukkede den så op igen. Denne gang i en lidt anden kontekst: Som følge af kampagnen ‘Kvindernes sidste […]

Kære læser

”Kære Matisse”

Uden for indgangen til Statens Museum for Kunst står der en gammel dame med en lille taske. Selvom hun har stillet sig ind i skyggen bag søjlerne, der bærer facaden over trappen, bemærker man hende straks. Det er, som om hun lyser op. Hun er velholdt og velklædt, knapperne på hendes jakke blinker gyldent, mens […]

Det bedste vi har set

Mandekjolen på mode

“Kvinder har adgang til magtens æstetik (bukser, jakkesæt, kort hår). Men for den almindelige mand er det stadig forbundet med skam (og endda livsfare), at blive set som feminin i det offentlige rum. At have bukserne på vil stadig sige: at have styr på det. Mænd der ikke iklæder sig en tilpas maskulin æstetik, før de går ud ad døren, er stadig ekstremt sårbare i 2022. Og en maskulin æstetik i vore dage betyder endnu: kedelig.“ I Atlas skriver forfatter Ingrid Nymo om kønsnormer i modeverdenen og om designere, der udfordrer dem. PS: Essayet er illustreret af Føljetons Oliver Stilling!

Diplomatiske kriminelle

Langt de fleste lande udnævner såkaldte honorære konsuler. Titlen er mest symbolsk og gives til personer, som på en eller anden måde varetager et lands interesser på et andet lands territorium. Ofte kommer konsultitlen ikke med nogen løn. Til gengæld kommer den med fordele som særlige ID-kort, pas og nummerplader – og den slags er ikke helt uvæsentlige, hvis man driver en kriminel forretning. Faktisk viser det sig, at mindst 500 nuværende og tidligere honorære konsuler er anklaget for at være involveret i kriminalitet. ProPublica og Den internationale konsortium af Undersøgende Journalister har undersøgt sagen.

Forretning i andres fiasko

400 gange om året sker et gambling-relateret selvmord i Storbritannien. Alligevel er spilindustrien en milliardforretning, og fundamentet for dens succes er, at andre taber. Fem pct. af kunderne står for 70 pct. af spilvirksomhedernes indtægter, og personer med psykiske lidelser har større risiko for at blive afhængige. Samtidig modtager britiske politikere gladeligt støtte og gaver fra branchen. The Guardian bringer et portræt af gamblingindustrien skrevet af en, som selv er offer for den.

Spisesedlen

WHO advarer om livstruende vinter i Ukraine. I forbindelse med et besøg i den ukrainske hovedstad Kyjiv udtaler europæisk regionschef i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) Hans Kluge, at vinteren i Ukraine “kommer til at handle om overlevelse“ og potentielt kan blive livstruende “for millioner af ukrainere“. Det skyldes ikke mindst Ruslands fortsatte angreb på sundheds- og energiinfrastrukturen.

Hvert femte indlagte barn oplever tvangsbehandling i psykiatrien. I en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen fremgår det, at 21,1 pct. af indlagte mellem 2021 og 2022 har oplevet at blive enten, tvangsfodret, tvangsfikseret, tvangsmedicineret, eller på anden måde blive udsat for tvang. Til sammenligning oplevede 15,3 pct. af indlagte børn og unge at blive udsat for tvang i 2011-2013.

Stort jordskælv rammer Indonesien. Ifølge de indonesiske myndigheder er mindst 162 mennesker blevet dræbt, efter et jordskælv målt til 5,6 på richterskalaen mandag rystede landets hovedø Java. Det anslås, at jordskælvet har ødelagt mindst 2.200 hjem, ligesom flere skoler også er blevet ramt. Samtidig regner myndighederne med, at dødstallet vil stige yderligere.

Kasakhstans præsident vinder sikkert genvalg. Mandag kunne den kasakhiske valgkommission oplyse, at landets 69-årige leder Kassym-Jomart Tokajev har vundet søndagens afstemning med mere end 80 pct. af stemmerne. Valget kommer, efter Tokajev i januar slog hårdt ned på omfattende demonstrationer i landet, hvor mindst 238 personer blev dræbt. Samtidig har ingen fremtrædende oppositionsfolk fået lov til at stille op mod Tokajev.

Storfisker frifundet i landsretten. I en pressemeddelelse oplyser Vestre Landsret, at den nordjyske storfisker Henning Kjeldsen sammen med flere medtiltalte er blevet frifundet i en sag om snyd med fiskekvoter. Det sker, efter Kjeldsen tilbage i december blev idømt en bøde på 54 mio. kr. og et krav om konfiskation på 162,5 mio. kr. ved byretten i Holstebro.

Et sidste ord

DBU med et selvmål af de større.

Ses i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12