22. august 2023

Grænsekontrollen et skridt tættere på dom

Jurister har flere gange vurderet, at den såkaldt midlertidige danske grænsekontrol er ulovlig. Cybersikkerhedsekspert Tor Valstrøm har derfor taget sit pas med til Bruxelles for at stævne den danske stat.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Afviklingen af Ellemann-Jensen

“Livet leves forlæns, men forstå…” Ahr, hold nu kæft!   Endnu en tirsdag, endnu et doorstep. Doorstep – nu igen? Når den danske regering eller en af dens ministre præsenterer et forestående pressemøde som et “doorstep”, har pressen grund til at være ekstra på vagt. Et doorstep er et dørtrin. Et dørtrin er noget med […]

Det bedste vi har set

Lyden af banegården

Lyden af banegården

“Forestil dig en hvilken som helst banegård: Bygningens enorme klangrum og lyden af rullekufferterne og stilletterne på fliser, der forstærkes i det; en lille melodisk jingle – måske D/E♭/B♭ eller C/G/A♭/E♭ – samt en meddelelse leveret over højttalerne med en stemme et sted mellem menneske og maskine; det faretruende brag, når toget ankommer til perronen, og bremserne giver slip på den komprimerede luft; togførerens skrigende fløjten, når toget forlader perronen igen; den rytmiske lyd af toget på skinnerne.” Rejs igennem musikhistoriens togtrafik, hvor lyden af skinnerne inspirerer og desorienterer – ovre hos Seismograf, selvfølgelig.

Virkelighedens Bjørn

Måske rider du med på bølgen, måske ikke. I hvert fald har FX-serien The Bear overtaget pladsen i tv-land, som den nye “har du set?”-samtalestarter. Og sæson 2 af den hypede restaurantserie er da også lige kommet på dansk streaming, hvor de sørme slår et smut forbi København og samler Martin Kongstad op (spoileradvarsel?). Men selvom de er skidegode til at lave mad på tv, så er det faktisk kun Matty Matheson, som spiller den kluntede lillebrortype Fak, der kan kalde sig kok på papiret. Her er en skøn (lidt aldrende) Architectural Digest-video, hvor han viser rundt i sin nye restaurant. Han er skidegodt selskab, så hvis man ikke er til restaurantdesign, er hans YouTube-kanal, hvor han kokkerer, også meget anbefalelsesværdig.

Klimakrisens knuste hjerter

Forfatter og feministisk teoretiker Alexis Pauline Gumbs erklærer metaforen unødvendig i klimakrisens tid, efter en gruppe hvaler pludselig kommer til overfladen og strander sig selv, formet som et sort hjerte, der bliver knust af hvalernes død: “Min teori? Med et boost fra vores hurtigere kommunikationsteknologi og crowdsourcede, verdensomspændende medier til at sprede nyheden, kommer havpattedyr op af havet, som de har været i årtier, for at fortælle os, at det er for fandens varmt. Og hvorfor betyder vi så meget? Hvorfor skulle vi være så arrogante at antage, at havpattedyr fortæller os noget? Svaret ligger i spørgsmålet: Fordi det er vores skyld.”

Spisesedlen

Donald Trump vil OVERGIVE SIG til myndighederne i den amerikanske delstat Georgia torsdag. (The Guardian)

Ministerrokade gør Jakob Ellemann-Jensen (V) til ny økonomiminister og Troels Lund Poulsen (V) til forsvarsminister. (DR)

BRIK-topmøde begynder i Sydafrika. (CNN)

Pelle Dragsted bliver Enhedslistens nye politiske ordfører. (TV 2)

Russisk bombefly ramt i droneangreb nær Sankt Petersborg. (Ritzau)

Spansk fodboldpræsident undskylder for kys under VM-fejring. (BBC)

Vælgere i Ecuador forbyder fremtidig olieudvinding i Amazonas ved folkeafstemning. (Al Jazeera)

Søn af premierminister bliver ny premierminister i Cambodja. (The New York Times)

Nærsynet

Højt at flyve

Højt at flyve 

Kan du huske dengang under pandemien, da lufthavnene pludselig lignede spøgelsesbyer, da historier florerede om delfiner i Venedigs kanaler, og der generelt kom en tro på, at vi faktisk godt kan neddrosle vores forbrug?

Nu er sagen så den, at folks flyvelyst er vendt tilbage som aldrig før: I sin seneste opgørelse kan Dubai International Airport –verdens travleste internationale lufthavn – fortælle, at man i årets første seks måneder havde hele 41,6 mio. passagerer. Det er flere, end man havde før coronaen.

Trenden gælder ikke kun for Dubai. I Københavns Lufthavn er man tilsvarende vendt tilbage til skyhøje passagertal, mens det fx også går opad igen for Hong Kong International Airport.

Det kan altså meget vel være, at lufthavne er besynderlige ikke-steder, sådan som den franske antropolog Marc Augé beskrev dem tilbage i 1990’erne. Men det er nu også steder, folk bliver ved med at flokkes til.

“Mens vi kommer os, og vores trafik i første halvår overstiger niveauet fra før pandemien, fortsætter vi med at sikre, at alle gæster, der rejser gennem vores lufthavn, forlader den med et smil,” udtaler Dubai Airports direktør Paul Griffiths. Hvad man gør for at holde klima-humøret tilsvarende højt, meldes der ikke så meget om.

Et sidste ord

Man kan da heller ikke have sin mandekæreste med nogen steder længere.

Vi holder øjnene åbne – og er tilbage igen i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12