“Hvordan? Sudan! Nej, det duer ikke,” måtte Oliver Stilling konstatere mandag formiddag. I weekenden blussede der en voldsom konflikt op i det nordøstafrikanske land mellem den sudanesiske hær og den svært bevæbnede paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF). Selvom en 72-timers våbenhvile er trådt i kraft hen over weekenden, ser situationen stadig grel ud.

Konflikter mellem magtmænd kan verden tilsyneladende ikke få nok af. Forlydender i det russiske beretter om endnu en mulig forgiftning af den russiske oppositionspolitiker Alexej Navalnyj. Generelt synes den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty, at de russiske myndigheders behandling af den fængslede oppositionspolitiker er “grusomme”. Men trods opråb fra journalister, jurister og andet godtfolk, så er situationen gået godt og grundigt i hårdknude, efter Rusland blev smidt ud af Europarådet. Emma Louise Stenholm gennemgik den penible situation.

En lidt anden hårdknude befinder Googles adm. direktør Sundar Pichai sig i. Søndag gav han interview om AI, hvortil han kom med en noget frygtindgydende udmelding: “Vi har ikke alle svarene endnu, og teknologien bevæger sig hurtigt. Holder det mig vågen om natten? Absolut.” Det er dog ikke kun Google, der bliver overhalet indenom. Efterladt på perronen er både EU-Kommission og Folketingets IT- og Digitaliseringsudvalg, når det kommer til regulering af de selvkørende chatbots. “Der er næppe grund til at ligge søvnløs som Pichai, men behøver resten af Folketinget ligefrem at sove i timen?” undrede Emilie Ewald sig over tirsdag.

Også andre steder sover vi europæere i timen. Sidste år missede den tyske bygningssektor for tredje år deres klimamål, og trods grønne drømme er Tysklands forbrug af fossile brændstoffer kun stigende. Det er ikke godt nok, mener Olaf Scholz, der nu prøver at vågne lidt op til dåd. Hvis han har brug for et overblik over, hvad der skal stadig nås, kan han med rette kigge mod Emma Louise Stenholms udlægning af det tyske klima hokus pokus.

Hun har haft travlt, hende Emma. Onsdag var det SVM-regeringens noget, ja, fodslæbende klimapolitik, der kom for skud. Mette Frederiksen har endelig fået læst FN’s klimarapport, som hun kalder “alarmerende læsning”. Så langt så godt. Der i hvert fald kommet nye boller på suppen hos klimaminister Lars Aagaard (M), der er gået fra at kunne mærke i hjertet, at vi kommer i mål, til at han nu får gåsehud. Men altså, ingen god ting kan vare evigt, og imens regeringen præsenterer overplantning af havvindmøller, så vil Aagaard ud at bore i Nordsøen igen. Et skridt frem og alt det jazz.

Imens vi roder i Nordsøen herhjemme, var David Dragsted draget til Beograd i Serbien i anden del af vores reportageserie På kanten af EU. “På visse måder er Balkan det glemte problembarn. Når vi herhjemme har travlt med at juble over EM-triumfen i 1992 er det, som om Jugoslaviens sammenbrud står som en fodnote, man hurtigt springer over.” Serbien søgte officielt om EU-medlemskab i 2009 og arbejder nu som kandidatland på at implementere EU’s regler. Men har serberne siden mistet lysten til at være med? Noget kunne tyde på det.

Torsdag bød på en hyldest fra Oliver Stilling til ungdommen. Efter at have undret sig lidt over en tv-optræden i Deadline af Kristian Leth, der er gået fra at være ung til, tør man sige, gammel? Leth mente i hvert fald, at ungdommen nu til dags tager tingene lidt for seriøst, klimakrisen er ikke så slem endda, og i hvert fald ikke nok til at miste håbet. “Hvad sker der for midaldrende mænd fra den eurocentriske del af den vestlige halvkugle, som har alle mulige holdninger og gode råd til ‘de unge’?” lød det fra Oliver.

Det er ikke kun Kristian Leth, der har godt af lidt modstand. Det har den nye blå-rød-lilla regering vist også. Og nu kommer den også meget direkte fra “de tre blå musketerer”, som Lars Trier Mogensen har døbt Martin Lidegaard (R), Søren Pape Poulsen (K) og Alex Vanopslagh (LA) i deres fælles kamp mod Arne-pensionen og efterlønnen. Men peger den nye reformalliance på en højredrejet dominoeffekt?

“Paradoksalt nok er det først og fremmest Socialdemokratiet, der har sat gang i dominoeffekten mod højre. Ved først at have rykket langt ud mod den nationalkonservative højrefløj i udlændinge- og retspolitikken, og senest at være vendt tilbage til også at føje den borgerlig-liberale højrefløj i den økonomiske politik, har statsminister Mette Frederiksen selv trukket sit eget parti langt hen over midten.”

Og så nåede vi endelig til fredag. Her bød David Dragsted dagen velkommen ved at kigge mod himlen, hvor man torsdag kunne have været heldig at se Elon Musks SpaceX-raket eksplodere spektakulært. Det lyder umiddelbart ikke godt, men hvis man skal tro forskere fra NASA og SpaceX, så er det faktisk en succes. Musk er som bekendt meget optaget af menneskehedens frelse, hvilket udover at se tre mia. dollar gå op i røg, også indebærer at være tilhænger af pronatalisme. Andre tilhængere af ideologien – og som heller ikke kan finde ud af at navngive børn – tæller også et amerikansk ægtepar, der i det korte og det lange avler børn på sig selv, fordi de selv mener, de er cremen af menneskeracen. Sammen har de bl.a. datteren Titan Invictus.

Samme dag havde undertegnede – Astrid Plum, hejsa! – læst den nyoversatte og overvældende Vild med Vincent af franske Hervé Guibert. Fortællingen følger en voksen Guiberts egen altopslugende besættelse med drengen Vincent:

“Det er 80’ernes Paris, og aids-epidemien raser. Og imens Vincent hvirvler rundt i en verden, hvor sygdomme, sår på fodsålerne og narko er allesteds, sidder vi med Guibertino og venter utålmodigt på, at han vil komme tilbage. Man kan ikke undgå ikke at selv blive forelsket i Vincent, at blive vild med Vild med Vincent. Især ikke når der optræder sætninger som denne:

Som en selvlysende fisk går han, som har strålet hele aftenen, til sidst ud for at slippe fri af mine kærtegn, jeg strækker mine læber mod et sort hul”

Så var der også en snert litteratur at gå på weekend på. /Astrid Plum