Nogle idéer er bare bedre på papiret. Det gælder om noget den gigantiske bronzeskulptur, der for nylig blev offentliggjort i USA’s ældste offentlige park, Boston Common. Omfavnelsen, som værket hedder, er tænkt som en hyldest til borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King og hans hustru Coretta Scott King, og er baseret på et foto, hvor ægteparret omfavner hinanden. Af uransagelige årsager er både hoveder er torsoer imidlertid blevet skåret væk på skulpturen, så kun arme og hænder ses. Problemet er her, at den tredimensionale omfavnelse – der er ikke andre måder at sige det på – fra visse vinkler ligner lort. Men hvad det nu har med SVM-regeringen at gøre, må du hellere selv læse i Olivers ‘Kære læser’ fra i mandags.

Afhængig af temperament, kan drømmen om at kolonisere rummet vist enten klassificeres som en fantastisk idé, eller som det mest forargelige ressourcespild. Spørger man John Leif Jørgensen, professor i rumfartsteknologi ved DTU Space, giver det dog god mening, at flere europæiske lande nu vælger at kaste sig ind i det internationale rumkapløb. Eksempelvis spiller satellitteknologi en betydelig rolle for EU’s BNP, ligesom Månen lokker med sjældne jordarter. For slet ikke at tale om, hvordan landene håber at kunne genfinde deres suverænitet i stjernerne. Det skrev Emilie Ewald om i en nyhedsanalyse.

Tirsdag vendte vi for en kort bemærkning tilbage til Martin Luther King, og nærmere bestemt til hans prædiken “Fred på jord“ fra 1967, hvor King bl.a. siger, at “vi må lære at leve sammen som brødre eller dø sammen som fjolser“. Det var Astrid Plum, der hev citatet frem, og det skete på baggrund af den tragiske historie om den 31-årige afroamerikanske lærer Keenan Anderson, der for nylig blev slået ihjel i politiets varetægt.

Fred på jord blev der også prædiket en masse om i denne uge ved World Economic Forums årlige topmøde i Davos. Men det giver The New York Times’ økonomikorrespondent Peter Goodman, der sidste år skrev bogen Davos Man, altså ikke meget for. For som han uddybede i et interview med Emma Louise Stenholm:

“Selve topmødet er designet til at fremme idéen om, at tingene bliver løst, bare fordi de bliver diskuteret. Det er også argumentet i min bog: Det er indbygget i selve WEF, at du ikke behøver at beskatte eller regulere de her statsledere, milliardærer og akademikere, fordi de nok skal tage sig af det. Og at der så ikke er nogen grund til rent faktisk at bruge demokratiet til at levere de løsninger, der er brug for. Den tanke skal vi væk fra. Og så jeg er sådan set ligeglad, hvad de snakker om på mødet.“

Fra Davos’ iltfattige tinder stryger vi videre til onsdags-udgaven, hvor Oliver Stilling kunne fortælle seneste nyt om den prisbelønnede engelske forfatter og dramatiker Hanif Kureishi. Han ligger i øjeblikket indlagt, efter han i juledagene kom ud for et alvorligt uheld i Rom og mistede kontrollen over sin krop. I stedet for at udstå pinslen i tavshed har Kureishi imidlertid valgt at gå “lige ind i det smertelige ubehag“ og berette om sine hospitalsoplevelser, både på Twitter og i sit eget nyhedsbrev. Det er værd at holde øje med.

Noget andet, man i øvrigt bør holde øje med, er manglen på repræsentation i den danske musikbranche – for slet ikke at tale om den diskrimination og seksuelle chikane, der også finder sted. Netop det har Another Life beskrevet i en rapport, der udkom ved udgangen af 2022. Xenia Heiberg Heurlin gennemgik de dystre tal i en nyhedsanalyse, ligesom hun også talte med folkene bag rapporten samt musikeren Luna Ersahin fra bandet AySay.

Torsdag skrev undertegnede – David Dragsted, hvis du ikke allerede havde gættet det – om en ret opsigtsvækkende fodboldhandel. Kort fortalt har fodboldklubben Chelsea, der tidligere var ejet af den russiske oligark Roman Abramovich, købt det ukrainske stortalent Mykhailo Mudryk for svimlende 89 mio. britiske pund. Det er ikke bare godt nyt Mudryks nu tidligere klub Shaktar Donetsk, det er også en symbolsk sejr for hele Ukraine. En større del af købssummen bliver nemlig doneret af Shaktar til de ukrainske soldater og deres familier – og således er det gået til, at Chelsea, der tidligere var et ikon for russisk sportswashing, nu indirekte hjælper ukrainerne i kampen mod Vladimir Putin.

Mærkeligt som det lyder, er krigen i Ukraine herhjemme nu mest blevet synonym med afskaffelsen af store bededag. Hvor ihærdigt regeringen end forsøger, er det dog stadig, som om den ikke helt kan få oprustning til at rime på øget arbejdsbud. Som Lars Trier Mogensen skrev i en nyhedsanalyse, bliver modstanden da også ved med at sprede sig: “[V]ælgerhavet er i røre, og det kan skabe vidtrækkende problemer for det nye ministerhold. Den faretruende tendens er nemlig, at en treenighed af modstandere har sluttet sig sammen; en alliance, der kan beskrives som Gud, Konge og Fædreland. Eller de kirkelige, de konstitutionelle og de korporatistiske.“

Vi fortsatte med store bededag-protesterne fredag, denne gang set i lyset af strejkerne mod den nye pensionsreform i Frankrig. Dagen forinden var op mod to mio. franskmænd gået på gaden for at vise deres utilfredshed med præsident Emmanuel Macron, og på den måde var alt jo ved det gamle. Før vi bliver alt for forargede over franskmændenes strejkelyst, er det dog værd at overveje, om ikke de også har en pointe: At livet er for kort til ikke at gøre bare lidt oprør, når liberté erstattes af endnu mere travail.

Meget passende rundede Astrid Plum af med noget så værdifuldt – og tør man sige uproduktivt? – som en god, gammeldags litteraturanmeldelse. Nærmere bestemt af novellesamlingen En skinnende grøn mark af den britiske forfatter Anna Kavan, der for første gang foreligger på dansk ved forlaget Demonte. Den får hermed en skinnende anbefaling med på vejen: “Over science fiction-agtige byer, hvor solen ikke kan trænge igennem til de næsten Jane Eyre’ske drømme om eskapisme og samfundets indespærrede og undertrykte, ligger forundringen og ubehaget hele tiden og lurer.“ Findes der egentlig noget mere befordrende for weekendhumøret end en god bog? Hvis ikke, er Føljeton allerede tilbage på mandag. Au revoir ! /David Dragsted