20. oktober 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En lidt pirrelig stemning

Måske har du mærket det. Endnu en krig som bagtæppe, der konstant minder os om, hvor grelt det egentlig står til, falske informationer, terrorangreb. Ja, måske har du kunnet mærke, at der har været noget i luften. Det har de i Frankrig. Franskmændene er mildest talt à bout, on edge, på kanten. I løbet af […]

Det bedste vi har set

Vandreren Adolf/Adolfine

Vandreren Adolf/Adolfine

Dansker vandrer gennem Tyskland klædt ud som Hitler‘, lyder Politikens halvdumme overskrift. Men det er såmænd den allestedsnærværende Madame Nielsen, som er ude at vandre – og ganske rigtigt som Adolf Hitler, der i løbet af vandreturen morfer over i en kvindelig udgave af Hitler, Adolfine. Altså en kvinde, der engang var en mand, der er klædt om som en mand, der bliver til en kvinde. Kun Madame Nielsen kan levere den vare!

Bare færdiggør din uddannelse

Bare færdiggør din uddannelse

Siden 2010 er der ansat 52 pct. flere akademikere i landets kommuner. Det svarer til 7.949 flere fuldtidsbeskæftigede medarbejdere. Jo, der er skam brug for ‘kolde hænder’. Artikel hos DR.

Manden med stemmen

Manden med stemmen

Den vidunderlige tyske filminstruktør Werner Herzog er gæst hos David Remnick i The New Yorkers podcast. Han fortæller bl.a. om sit forhold til dokumentarisme. Han taler om “ekstatisk sandhed” og citerer den franske forfatter André Gide for noget, han ikke har sagt: “Jeg modificerer fakta i en sådan grad, at de ligner sandheden mere end virkeligheden”. Herzog er altid god!

Louise Glück vil blive husket

Louise Glück vil blive husket

Den amerikanske digter og nobelpristager Louise Glück døde for en uge siden, 80 år gammel. I den anledning har The Paris Review åbnet for adgangen til de af hendes digte, som magasinet har bragt gennem årene. Læs eller genlæs dette smukke portræt af hende i The New York Times i 2009.

Konflikt uden universel retfærdighed

Konflikt uden universel retfærdighed

Kommentar af den slovenske sociolog Slavoj Žižek (oversat til dansk og trykt i Dagbladet Information): ‘Både israelere og palæstinensere korrumperes af at være forfulgte folk‘.

Ugerevyen

Grænsen mellem Egypten og Gaza er stadig ikke blevet åbnet. Den amerikanske præsident Joe Biden har ellers flere gange forsikret, at det ville ske. Det er sjovt, at det hele tiden er ham, man skal høre prognoserne fra.

På den egyptiske side holder lastbiler med alt det, de mangler i Gaza: Brændstof til strøm, mad, medicin og andre humanitære fornødenheder. Egyptens præsident Abdel Fattah El-Sisi har tidligere udtalt, at israelerne ikke vil samarbejde om at åbne grænsen. Men det påstår Biden ellers? Det kunne også have noget at gøre med, at Egypten kategorisk afviser at tage imod palæstinensere fra Gaza.

El-Sisi siger, at han “aldrig vil bidrage til at palæstinensere bliver tvunget ud af deres land,” fordi det vil underminere kravet om en palæstinensisk stat. Et andet argument fra den egyptiske præsident er, at halvøen Sinai – der grænser op til Gaza – vil blive et militært mål for Israel, hvis palæstinenserne får lov til at flygte derhen.

Men hvad er der så egentligt kommet af godt ud af Bidens besøg, der ellers flittigt er blevet beskrevet som en fredsmission? Ingenting, fristes man til at sige. For selvom præsidenten har sagt, at Israel “ikke skal lade sig konsumere af vreden,” så de ikke begår de samme fejl som USA efter 9/11, erklærede han også sin nærmest ubetingede støtte. Med citatet, der lige så godt kunne tilhøre en endimensionel Jedi-master fra en Star Wars-film, værende det eneste forbehold.

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu udtalte efter besøget, at “[han og Biden] er blevet enige om tiltag, der sikrer at vores retfærdige krig fortsætter. Vi har indgået et samarbejde, der ændrer på balancen på alle fronter, og vil hjælpe med at opnå alle kriges mål.”

De udtalelser bliver især bakket op af, at USA har vetoet et FN-forslag om “humanitære pauser” i Gaza. Samtidig vil Biden fremlægge et forslag om at sende mange milliarder dollar mod Israel i militær støtte. Det er ikke just oplagte samtaleemner for fred.

Ugen har dog også budt på andre og mere opløftende nyheder.

/Ghazi AMM Al-Naji

Omkamp

Det har taget 10 dage at tælle efter, og resultatet er der ikke endnu. Præsidentvalget i Liberia står så tæt mellem den siddende præsident og tidligere fodboldspiller George Weah og rivalen Joseph Boakai, at ingen har formået at mønstre de nødvendige 50 pct. Flere af landets amter skal i dag fredag stemme helt forfra, efter der rygtes fusk ved valgurnerne. (BBC)

Læs mere
Deus ex machina

Forskere kastede en 2.000 år gammel og forkullet papyrus fra Vesuv op i luften – og en ny, men utrænet AI-teknologi. To studerende er nu lykkedes med at dechifrere ordet ‘πορϕυρας’ – farven lilla, som dengang blev forbundet med magt og status. De sidste linjer mangler. Kan du hjælpe med fire eller flere passager, venter en løsesum på 5 mio. kr. (Science Alert)

Læs mere
Ulovligt indhold

Meta og TikTok har fået seks dage til at informere EU-Kommissionen om hvad de gør for at begrænse voldelige og falske opslag om krigen i Israel og Gaza. Elon Musk har lige været igennem samme mølle, og her er kommissær for værdier og gennemsigtighed Věra Jourovás svar vel ikke så overraskende: “X, tidligere Twitter, virker særligt slem”. (Politico + EUobserver)

Læs mere
Klimaspin

77 pct. af amerikanerne ser naturgas som en i det mindste forholdsvist god energikilde, mens det kun gælder 29 pct. for metangas. Problemet er bare, at de to ting er det samme: “At forvirre offentligheden har altid været centralt i fossilindustriens klimaforsinkelsesstrategi. Først skabte de forvirring om problemet; nu skaber de forvirring om løsningen,” skriver Emily Atkin og roaster gasbaronerne i sit klimanyhedsbrev. (Heated)

Læs mere
Ulovlige lån

Liu Liange, tidligere direktør for den statsejede kæmpebank Bank of China, er arresteret for korruption. Liange, der også har siddet i bestyrelsen for Kinas centralbank, er dermed den seneste i den kinesiske finansverdens top til at blive fældet af regeringens antikorruptionskampagne. I september blev forsikringsrigmanden Wang Bin idømt fængsel på livstid. (The Guardian)

Læs mere
Rummelige forældre

Virker kunstig befrugtning i rummet? Det forsøger den nederlandske start-up SpaceBorn United at finde ud af. Ingen er – angiveligt – endnu blevet gravide uden for jorden, og der findes sjovt nok nærmest ingen studier om det. Indtil nu. Direktør Dr. Egbert Edelbroek fik tilsyneladende ideen fra sine egne erfaringer som sæddonor. (MIT Technology Review)

Læs mere

Et sidste ord

Måske får du mulighed for at tage en bog i hånden i weekenden – ellers står vi klar med undervisningen i et brag af en ny efterårsskole på mandag.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12