20. oktober 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Laudrups kattelem

Da det på denne tid for seks år siden kom frem, at alle tiders største danske fodboldspiller, den ellers sympatiske Michael Laudrup, havde underskrevet en toårig cheftrænerkontrakt med Qatar-klubben Al-Rayyan, kunne vi her på Føljeton ikke lade være med at give udtryk for en vis skuffelse. Som vi skrev dengang, så ville ingen have løftet […]

Kære læser

Spionsag er en Pandoras æske

Man skal passe på, hvad man ønsker sig. Ikke mindst i politik, og særligt under en valgkamp. Kravet fra de borgerlige partier om en hurtig undersøgelseskommission, der skal kulegrave de mange mystiske skandaleforløb i de danske efterretningstjenester, kan vise sig at give bagslag. Den mangeårige spionskandale, hvor kun en lille del nu er blevet stillet […]

Det bedste vi har set

Penge ud af vinduet

Amerikanere er ikke bare vilde med kapitalisme, de elsker også at gamble. Som historiker Jonathan D. Cohen fortæller i sin nye bog For a Dollar and a Dream: State Lotteries in Modern America, bruger amerikanere flere penge årligt på lottokuponer end på eksempelvis smartphones, kaffe, cigaretter eller biografbilletter. Det har staten ikke rigtigt noget imod, for lotteriet har længe fungeret som en alternativ indtægtskilde til konventionelle beskatninger. Men offentlige midler eller ej, som New Yorker beskriver i en fin opsummering af Cohens bog, tyder meget på, at befolkningen alligevel bliver den store taber i det lange løb.

Iskoldt forbrug

Med sine godt 150 mio. følgere er Austin Li en af Kinas vigtigste influencere. På timelange livestreams fremviser den såkaldte ”læbestickskonge“ alle tænkelige produkter, og får omgående sine fans til at opkøbe rub og stub. For virksomheder, der gerne vil have succes i Kina, er Li nærmest uomgængelig. Til gengæld beviser han også, hvor skrøbelig popularitet kan være i landet. Efter at have fremvist en islagkage, der lidt lignede en tank, forsvandt Austin Li i hvert fald i månedsvis. Meget kunne nemlig tyde på, at han var kommet til at lave en reference til massakren på Den Himmelske Freds Plads. Fremragende langlæser i Rest of World.

Flugten fra nationen

”I dag ser vi en åbenlys diskrimination mellem syriske og ukrainske flygtninge, der rejser spørgsmålet, der også var Arendts, nemlig hvor megen beskyttelse, der er i menneskerettighederne, når det er staten med dens nationale fordomme og præferencer, der skal garantere dem.” Professor i idéhistorie Mikkel Thorup sætter den nuværende flygtningedebat i perspektiv hos Atlas – naturligvis med hjælp fra Hannah Arendts tænkning.

Spisesedlen

Ældreplejen er nok engang blevet et valgtema, efter TV2 har dokumenteret omfattende svigt på Plejehjemmet Nørremarken i Køge i dokumentaren Opråb fra plejehjemme. Ældreminister Astrid Krag (S) kalder det ”forfærdelige billeder”, mens bl.a. Jakob-Ellemann Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) raser over forholdene.

Samtidig præsenterer Dansk Folkeparti et nyt plejehjemsudspil. Står det til partiets forperson Morten Messerschmidt, skal der både være mere personale, et køkken på alle plejehjem, en ny whistleblowerordning og – meget DF-agtigt – endnu flere kæledyr.

Spørger man Søren Pape, vil Konservatives foreslåede effektiviseringer i det offentlige ikke nødvendigvis føre til fyringer.

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen kalder blå bloks udspil til en kommissionsundersøgelse af FE-sagen for ”ret tyndt”.

Og i yderligere FE-nyt melder Socialdemokratiet sig klar til at undersøge sagen om den fængslede Ahmed Samsam. ”Der er nu flere ønsker til, hvad der skal undersøges – og vi går åbent ind i de drøftelser. Det gælder også i forhold til sagen om Samsam”, udtaler justitsminister og  fungerende politisk ordfører for Socialdemokratiet Mattias Tesfaye.

Af en eller anden grund mener Pernille Vermund (NB), at World Economic Forum, der bl.a. afvikler det årlige topmøde i Davos for nogle af verdens allerrigeste mennesker, er et udtryk for ”globalistisk-socialistisk systemtænkning”. Det morer både Pelle Dragsted (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) sig over.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) har en såkaldt skyggekandidat i Tønderkredsen, selvom det er i strid med Socialdemokratiets interne regler.

Ifølge en ny meningsmåling fra Epinion kan de fire mandater fra Grønland og Færøerne blive afgørende for, hvem der ender som statsminister – og samtidig ødelægge Lars Løkke Rasmussens (M) rolle som kongemager. Moderaterne stormer dog også frem i den seneste måling fra Kantar Gallup. Her står partiet til 7,1 pct. af stemmerne. Hos Voxmeter er opbakningen til Løkkes parti helt oppe på 9,2 pct.

Britisk indenrigsminister stopper. Efter blot 43 dage på posten afleverede Suella Braverman onsdag sin afskedsbegæring. Dermed bliver Braverman den kortest siddende indenrigsminister i nyere britisk historie. Opsigelsen kommer som reaktion på, at Braverman har brudt ministerreglerne ved at sende et officielt dokument fra sin personlige email-konto. Den ses dog samtidig som et nyt nederlag til den i forvejen pressede premierminister Liz Truss.

Putin erklærer undtagelsestilstand i besatte ukrainske regioner. Det er dog endnu uvist, hvilke praktiske konsekvenser det nye dekret får for de fire regioner Kherson, Donetsk, Luhansk og Zaporizjzja. Udmeldingen kommer samtidig med, at Rusland har iværksat en større evakuering i Kherson af op mod 60.000 mennesker forud for en ventet ukrainsk modoffensiv.

SSI har mere end to millioner ubrugelige coronavacciner på lager. Til Ritzau oplyser Statens Serum Institut (SSI), at man ligger inde med 2,2 mio. vacciner, som ikke er opdateret til at modstå nye coronavarianter, og derfor ikke længere indgår i de danske vaccinationsplaner. I et skriftligt svar forklarer SSI, at man løbende arbejder på at finde modtagerlande til overskydende vacciner, men også fremover vil komme til at kassere doser, efterhånden som holdbarheden udløber.

Et sidste ord

Husk det nu: X Factor-dommer Thomas Blachman er ikke nogen “komplet idiot åndløs kendis fjols“.

Hold humøret højt, vi ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12