20. november 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Identitetspolitiske vindmøller

Så er den gal igen. Ikke nok med, at woke kunstakademielever forsøger at kapre den danske kulturarv, at universiteterne spreder politisk propaganda, og at marxismens tråde er begyndt at sprede sig til alle samfundets afkroge, så stjal de fandeme også kommunalvalget i denne uge. Jo, den er god nok. I hvert fald hvis man skal […]

Det bedste vi har set

Du kan ik’ fryse mig

Hvordan er det at bo i verdens koldeste by i det østlige Sibirien, hvor temperaturen kan nå ned under 7o minusgrader celsius? Det forklarer den lokale Kiun i en skøn fem minutter lang video. Ikke overraskende kan det udendørs marked kun byde på frostvarer. Og hvis man har tænkt sig at parkere bilen udendørs, er det bedst at holde i tomgang – ellers fryser batteriet bare til is.

Det mandlige blik

Det mandlige blik

Modellen Emily Ratajkowski er med bogen My body sprunget ud som intellektuel og er her i samtale med Føljetons nye yndlingsfilosof, Amia Srinivasan. Om penge, magt, skam og om at vinde kontrollen over fetischeringen af hendes krop, som mænd – med hendes egne ord – har behandlet som en krop, der “skal sælges, forbruges og desværre også en gang imellem overgribes“. Meget læseværdigt.

+ Vil man fortsætte ad samme sti, er vi også stødt på et ret godt interview med Ratajkowski af queerforfatteren Andrea Long Chu.

Stædig optimisme

Stædig optimisme

I den bedste af alle mulige verdener ville antropologen og anarkisten David Graeber stadig være i live. I hvert fald kan man kun håbe hans tro på, at tingene ikke behøver være, som de plejer, vil sætte sig fast i eftertiden. For som han engang skrev: ”Siden man ikke kan vide, at en radikalt bedre verden ikke er mulig, bedrager vi så ikke alle ved at insistere på fortsat at retfærdiggøre og reproducere det rod, vi har i dag?” Endnu en skøn langlæser/nekrolog/anmeldelse til dig, der ligesom os er lidt besat af Graeber og hans nye, posthume bog The Dawn of Everything: A New History of Humanity, der er skrevet i samarbejde med arkæologen David Wengrow.

Aldrig mere underdogs

Aldrig mere underdogs

“Pas på med at tro, at I har en fordel […] De kommunikerer bedre end noget andet hold, jeg nogensinde har trænet imod,“ sagde træneren i amerikansk fodbold Aaron Williams, efter hans spillere blev ydmyget 84-12 af et californisk hold for døve. The New York Times har fulgt de døve spillere, der gør op med fordomme og den mobning, de har måttet stå model til gennem årene. Ingen nedgør dem nemlig længere, efter de gennem sæsonens 11 kampe ikke bare har slået deres modstandere, men udtværet dem allesammen.

+ Læs også det her fine essay om kirologiens kunst, altså viden om fingersprog, eller tegnsprog, om man vil.

Vand på Hitlers mølle? 

“Historien om Die Tat er således ikke kun historien om, hvordan kulturkritikken i Tyskland i mellemkrigsårene bevægede sig i retning af en mere og mere radikal antidemokratisk propaganda. Det er også historien om, hvordan de intellektuelle lod sig gribe af de antidemokratiske ideer og aktivt forsøgte at fremskynde republikkens opløsningsproces.“ Vores venner hos Baggrund bringer en veloplagt analyse af det tyske kulturtidsskrift Die Tat, der “blev et af de vigtigste organer for udbredelsen af den radikalkonservative ideologi“ i Weimar-republikken.

Spisesedlen

For nylig faldt vi over en Twitter-profil, der hver onsdag lægger det samme billede ud fra en gammel Tintin-tegneserie. “Sikke en uge, hva’,“ siger en fortumlet kaptajn Haddock. “Kaptajn, det er onsdag,“ svarer Tintin. Vi kunne ikke have bedt om et bedre billede på ugen, der er gået.

Mandag varmede Oliver Stilling op til kommunalvalget med en ‘Kære læser’, der fokuserede på alle de gode, lokale historier derude i det ganske danske land. For kommunalvalg kan bare noget helt særligt, synes vi. Eller som Oliver også skrev:

“Det er provinsialisme, så det basker, det er provinsialisme på den fede måde. Lokalpolitik er som landspolitik, bare uden en masse professionaliseret drejebogskommunikation som mellemlægspapir mellem politikerne og borgerne. I kommunalpolitik er what you see ret ofte what you get. Fejlbarligheden er mere Andeby-agtig. Det hele er mere menneskeligt på godt og ondt.“

Egentlig var det heldigt nok, vi fandt begejstringen i det lokale, for i det globale var der ikke meget at råbe hurra for. Eller jo, man havde da i weekenden landet en klimaaftale på COP26 i Glasgow, men slutresultatet var desværre til den udvandede side. Undertegnede (chefredaktør David Dragsted – hej!) gjorde status over topmødet og de skuffende resultater.

Og så var det ellers frem med flagene, for tirsdag var der dømt fest: Føljeton fyldte nemlig seks! Bevares, demokratiets festdag var det selvfølgelig også, og det havde vi heller ikke glemt (vi husker heldigvis bedre end Mogens Jensen). Emma Louise Stenholm brugte derfor anledningen til at skrive om ligestillingen (eller manglen på samme) i by- og regionsrådene. For selvom ligestillingsspørgsmålet ikke kan “reduceres til et kryds på valgdagen“, er det et godt sted at starte.

Imens så jeg atter mod udlandet. Nærmere bestemt mod situationen ved den polsk-belarusiske grænse, hvor tusindvis af migranter fortsat er fanget som skakbrikker i et kynisk, geopolitisk spil. Mens folk fryser ihjel i skovene, forsøger Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko at få EU til at droppe sine sanktioner. På sin vis har Lukasjenko bare hevet en side ud af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğans drejebog. Konflikten udstiller dog også, hvor kynisk EU’s flygtningepolitik og forestilling om “Fort Europa“ efterhånden er blevet.

Onsdag lå resultaterne fra kommunalvalget (og regionsrådsvalget, ej at forglemme) så endelig klar. Mens Enhedslisten, SF og De Konservative kunne juble hele vejen til byrådene, var valget en anderledes hård omgang for særligt Venstre, DF og Socialdemokratiet. Lars Trier Mogensen analyserede DF’s deroute og den socialdemokratiske tilbagegang i landets fire største byer. Samtidig så Oliver Stilling nærmere på dramaerne i Kolding og Tønder – to kommuner, der fik en anden borgmester, end man måske havde regnet med. Klippet her med Eva Kjer Hansen (V) siger egentlig det hele. Sikke en pudseløjerlig udvikling!

Dagen efter havde tømmermændene ramt os – ligesom de vist også havde ramt DF’s nu (måske) afgående formand Kristian Thulesen Dahl. Efter at have fyldt spalterne med kommunalvalg tre dage i træk, havde vi simpelthen brug for en pause fra politik (igen, ligesom Tulle). I vores ‘Kære læser’ torsdag så Asta Kongsted derfor på nogle af de problemstillinger, der er fløjet lidt under radaren: Den voksende ulighed og nedlægningen af seks uddannelser på CBS.

Sidstnævnte kommer som følge af regeringens krav om, at 10 pct. af universiteternes studiepladser skal udflyttes eller nedlukkes. Førstnævnte er for nyligt blevet beskrevet i Økonomisk Ugebrev, hvori det fremgår, at Danmarks 100 rigeste har fordoblet deres formuer over de sidste ti år. Det er alligevel vildt. Folk, der gruer for indførslen af betonsocialisme på Frederiksberg, kan altså godt tage den med ro: De rige har det som blommen i et æg, og alt på CBS, der bare lugter lidt af Karl Marx, står alligevel til at blive sløjfet.

Noget andet, der har det som blommen i et æg, er desværre coronavirussen i Europa. Selvom der stadig er nogenlunde styr på sagerne herhjemme, ser situationen anderledes dyster ud i eksempelvis Tyskland, Slovakiet og Østrig. Senest har Østrig annonceret, at man til februar vil indføre et vaccinationskrav – ligesom man også har kørt med en nedlukning, der kun gjaldt for de ikke-vaccinerede. Men vil tvang ikke bare skubbe yderligere til vaccineskepsissen? Vi forsøgte at finde hoved og hale i pandemiens nye bølge.

Fredag gik den ikke længere: Vi måtte simpelthen forholde os til Minkkommissionen og afhøringen af Statsministeriets departementchef Barbara Bertelsen. Undertegnede tog Jorn-maleriet Den foruroligende ælling under armen og skrev om den spegede affære. Var det i øvrigt ikke mærkeligt, at Justitsministeriet først fortalte dagen efter kommunalvalget, at politiet ikke havde kunnet gendanne de slettede sms’er? ;-)

Nå, nok om det. Det var fredag, og vi havde brug for et skud kultur at gå til weekend på. Asta Kongsted havde været i biografen for at se Titane, vinderen af Palme d’Or på sommerens filmfestival i Cannes. Og minsandten, om hun ikke kom ud af biografmørket med en begejstret anmeldelse om vold, cyborgs og bilerotik (ja, det er en ting). Filmen gør det ikke nemt for sit publikum, men tilbyder til gengæld en unik og rystende oplevelse. Det er bare om at komme afsted.

/David Dragsted

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12