20. juni 2016
Kære læser
Vær hilset, kære læser Det er atter blevet mandag, men vi kan i det mindste glæde os over, at vi stadig befinder os i det årstidsmæssige smørhul, hvor de lyse sommerdage bliver længere og længere. Med andre ord står mørket ikke på lur. Ikke endnu, i hvert fald. En meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau blandt 1.065 repræsentativt udvalgte […]
Det bedste vi har set
Det har været et par hårde uger: Orlando og Jo Cox. Anne Applebaum, amerikansk-polsk journalist, tidligere redaktør ved The Economist og gift med Polens udenrigsminister, prøver her at forklare, hvad der sker:
”Den hadefulde jihadisme spreder sig ved hjælp af internettet og æteren: Den ondskabsfulde, lukkede retorik, der fortæller vælgerne, at de snart vil blive løbet over ende, at de skal kæmpe for at vinde deres land tilbage fra en unavngiven fjende – det er disse ideer, der definerer den tid, vi lever i. Og ja, det er også de ideer, der inspirerer vor tids galninge og mordere.”
Hvad skal vi med kapitalismen? Svaret på det spørgsmål afhænger lidt af, om du er gammel nok til at huske, hvordan det frie markedsdemokrati væltede muren mod øst – eller om du er vokset op i skyggen af it-boblen, finanskrisen, nedskæringer, TTIP og afregulering.
Ifølge en ny undersøgelse fra Harvard University er opbakningen til kapitalismen historisk lav.
Det er, som om alle – på nær halvdelen af briterne – ønsker, at Storbritannien skal forblive i EU. Selv Morten Messerschmidt (DF) håber som bekendt på, at briterne siger ja torsdag. Alle krydser fingre – og satser på et nederlag til Boris Johnson og Nigel Farage.
Således også den amerikanske forfatter og klummist Roger Cohen, der erkender, at EU har i bureakrati, hvad det mangler i demokrati. Men han tilføjer, at Brexit ”ville være en kæmpe fejl”, og citerer en italiensk embedsmand, der husker de mørke kapitler i Italiens historie: ”Hvis ikke politik handler om at respektere fortiden for at sikre fremtiden, er det blot et spejl, du kigger i, en form for narcisisme.”
Spisesedlen
Den myrdede Jo Cox får en rolle i denne uges afgørende britiske folkeafstemning. Allerede i løbet af weekenden antog markedet, at mordet ville hjælpe ja-fløjen, og i går linkede premierminister David Cameron til Jo Cox’ sidste debatindlæg, hvor hun argumenterede for, at Storbritannien skal forblive i EU. Hendes stemme ”vil blive stærkt savnet”, skrev Cameron. Det står helt lige mellem fløjene i de seneste målinger: 44 procent til hver.
24 mennesker måtte flygte hvert eneste minut i 2015. Det er fire gange flere end 10 år tidligere. Fra udgangen af 2014 til udgangen af 2015 er antallet af fordrevne mennesker steget med seks millioner fra 59,5 millioner, fremgår det af en ny rapport fra FN.
Det amerikanske Senat skal i dag stemme om fire tiltag, der skal reducere antallet af masseskyderier. Forslagene vil højst sandsynligt blive blankt afvist, men at de overhovedet er nået til Senatet, ses som lidt af et skifte i amerikanernes forhold til våbenkontrol.
Seks mennesker er blevet dømt til døden i Egypten – herunder to journalister fra Al Jazeera. De seks var sammen med den tidligere præsident Mohamed Morsi anklaget for at spionere for Qatar.
Brasilien foreslår et 20-årigt loft over det offentlige forbrug. Den midlertidige præsident Michel Temer lægger op til et voldsomt tiltag for at få bugt med Brasiliens permanente budgetunderskud, og forslaget er sendt af sted til kongressen.