20. december 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Rote Armee Fraktion 2.0

Europa er ikke i borgerkrig. Selv om gårsdagens tre terroranslag i Ankara, Zürich og Berlin har en enorm virkning ved at skabe panikagtig angst blandt millioner af europæere, er der ikke én tilsvarende stor og sammenhængende årsag bag. Bestialske former for kriminalitet hverken kan eller skal tillægges store politiske motiver, blot fordi de udføres i […]

Det bedste vi har set

Fotografen, der var helt tæt på mordet på ambassadøren

Mordet på Ruslands ambassadør på et galleri i Ankara i går var uhyggeligt. Der var hurtigt fotos og levende billeder i omløb. Nyhedsbureauets tyrkiske fotograf på stedet fortæller her, hvordan han oplevede situationen:

”Manden med pistolen var oprevet. Han gik rundt om ambassadørens lig og smadrede nogle af fotografierne, som hang på væggen. Jeg var naturligvis bange og forstod faren ved, at manden med pistolen vendte sig imod mig. Men jeg gik lidt tættere på og fotograferede manden, mens hans intimiderede sit desperate publikum. Det her er, hvad jeg tænkte: ‘Jeg er her. Selv hvis jeg bliver såret eller dræbt, er jeg journalist. Jeg bliver nødt til at gøre mit arbejde. Jeg kunne stikke af uden at tage nogen billeder. Men så ville jeg ikke have et ordentlig svar, hvis nogen senere spurgte mig: ‘Hvorfor tog du ikke nogen billeder?’.”

Finsk borgerløn

Det er så i dag, at Finland indfører borgerløn til mere end 2.000 arbejdsløse, der får omkring 5.000 kr. skattefrit for intet andet end at være finner. Det er et forsøg, der skal køre i to år, mens landets klogeste hjerner på sidelinjen skal forsøge at vurdere, om det er en god eller dårlig plan.

Legetøj til pigerne kan være skadeligt

Hvis du har børn eller nogensinde har sat en fod i en Fætter BR, vil du vide, at der er en lyserød afdeling i butikken, hvor alt legetøj til piger befinder sig – dukker, dyr, kjoler og Elsa fra Frost – og så en sort afdeling, hvor der er våben, superhelte og den slags. Det er til drenge. Det er naturligvis lidt af en 70’er-kliché at påpege den opdeling, men nu har forskere altså fundet dokumentation for, at pigernes sti er markant smallere end drengenes, og at opdelingen kan være direkte skadelig for de små pigers udvikling. Vildt – men det kommer formentlig ikke til at påvirke Fætter BR’s julesalg alligevel.

Anders Fogh er årets værste julegave

Hvis man allerede har investeret i årets julegave, et Føljeton-abonnement + Lars Trier Mogensens Trump-portræt Den store joker, men alligevel stadig mangler pakker med politisk indhold, så kan man passende tjekke Altingets liste over årets bedste og værste politiske bøger. Der er ret mange af dem. Poul Smidts Viggo Kampmann-biografi ”er uden tvivl den vigtigste og mest interessante politiske biografi siden Bo Lidegaards bog om Jens Otto Krag”. Til gengæld skal man holde sig på sikker afstand af Viljen til at lede, Anders Fogh Rasmussens gode råd til USA.

Dansk hygge hitter igen

Først var det Guardian, der havde en længere sag om dansk hygge, der åbenbart er blevet et kæmpe salgshit i hele den angelsaksiske verden. Nu er The New Yorker minsandten også kommet på banen, efter The Oxford Dictionaries har nomineret ordet til årets ord. Det er vi sgu glade for at få skylden for her i landet, men en sur nordmand ved navn Karl Ove Knausgaard har igennem længere tid forsøgt at forpurre det ved at nominere ordet ‘jante’. Der er altid nogen, der skal ødelægge den gode stemning.

Spisesedlen

Dansk Folkeparti udtaler efter terrorangrebet i Berlin, at der er ”en direkte sammenhæng mellem flygtninge og terrorisme”. Det mener i hvert fald partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, der i Berlingske opfordrer resten af Christiansborg til at vågne op. Også ”søsterpartiet” Alternativ für Deutschland har været hurtigt ude og lave politik på angrebet: ”Hvornår slår den tyske retstat tilbage? Hvornår ophører dette forbandede hykleri? Det er Merkels dødsofre!” skriver den ledende AfD-politiker Marcus Pretzell på Twitter.

Tre personer såret, efter en mand mandag gik ind i en moské i Zürich og begyndte at skyde på bedende muslimer. Manden affyrede adskillige skud mod de bedende og ramte tre mænd, før han flygtede ud af moskéen. Senere blev hans lig fundet nogle hundrede meter fra gerningsstedet, fortæller schweizisk politi.

 

Et enigt sikkerhedsråd har vedtaget at give FN-observatører adgang til evakueringen af civile i Aleppo. Rusland proklamerede ellers til at starte med, at de ville sætte sig imod forslaget og havde deres egen version med. Den endelige model blev et kompromis mellem det oprindelige, som Francois Hollande præsenterede og Ruslands eget, der ikke indeholdt FN-observatører i Syrien. Foruden overvågningen af processen indebærer aftalen også, at samtlige krigsførende parter lover fri og uhindret adgang for både FN-observatører og nødhjælp.

Ingen vej tilbage: Trump har officielt vundet præsidentvalget. 538 valgmænd fra USA’s delstater samledes mandag for at afgive deres stemmer, og 304 af dem pegede på Trump. Normalt er valgmandskollegiets afstemning en ren formalitet, men Trumps uortodokse opførsel og Ruslands mulige indblanding i hans sejr skabte oprørsstemning blandt valgmændene. To republikanske valgmænd stemte ikke på Trump. Og fire demokrater undlod at stemme på Clinton. Hvis det ikke var for USA’s molboagtige valgsystem, ville Hillary Clinton have vundet præsidentposten med næsten tre millioner stemmer.

Polens præsident siger nu, at forslaget om at indskrænke journalisters adgang til parlamentet ikke vil blive vedtaget. Det sker i kølvandet på landsdækkende protester, der har raset siden fredag. Tusinder af demonstranter har været på gaderne i byer over hele Polen, og oppositionspartier besatte fredag parlamentets største sal i protest over loven. Det er anden gang, den højrenationale regering må droppe at gennemføre en lov på grund af folkelige protester – tilbage i oktober var det et kontroversielt lovforslag om total forbud mod abort, der fik folket på gaden.

Ny laserbehandling kan vise sig effektiv mod prostatakræft. Et lysfølsomt stof, der injiceres i blodet og derefter aktiveres med laserlys, kan dræbe prostatakræft på et tidligt stadie uden de bivirkninger, man normalt ser ved operationer. Det viser tests foretaget af forskere på University College London Hospital.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12