Sikke en uge i dansk politik. Bedst som man troede, at sommerens hedebølger havde fanget partierne i et fedtspillende limbo, er det pludselig fløjet rundt med ideologiske udspil, der rent faktisk fremhæver forskellene mellem partierne. Særligt Konservative har haft foden på speederen, efter partiformand Søren Pape Poulsen mandag kunne afsløre (til ingens større overraskelse) at han nu går efter at blive Danmarks næste statsminister.

Pape skal vi nok vende tilbage til om lidt, men før vi kommer så så langt, var der lige et par andre historier, der pressede sig på. I mandagens ‘Kære læser’ gennemgik Oliver Stilling sidste weekends demonstration i Kabul, hvor en gruppe kvinder marcherede gennem byens gader, alt imens de råbte slagord som “brød, arbejde, frihed“. Baggrunden for demonstrationen var selvsagt, at Taliban-regimet har gjort det så godt som umuligt at leve som kvinde i Afghanistan. Det er måske ikke så overraskende, men som Oliver bemærkede, er det nu engang en manifestation af “overlegen moralsk styrke“, at kvinderne trodser Taliban og sætter ord på deres utilfredsheder.

“Overlegen moralsk styrke“ er til gengæld en beskrivelse, der passer enormt dårligt på USA’s forhenværende præsident Donald Trump. I den lange serie af chokerende sager omhandlende MAGA-manden, har FBI senest ransaget Trumps resort Mar-a-Lago i Florida, hvor agenturet fandt flere hemmelighedsstemplede dokumenter, som Trump har taget med sig fra Det Hvide Hus. Er det her mon skandalen, der fælder Donald Trump? Eller vil det snarere styrke hans egen heltefortælling om, hvordan “systemet“ bedriver en heksejagt mod ham? Undertegnede – David Dragsted, dav  – så nærmere på spørgmålene i en nyhedsanalyse.

Nå, tilbage til Søren Pape: Tirsdag havde vi fået tygget godt på K-formandens udmelding, hvilket resulterede i en tekst om den stoledans, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative nu skal ud i. Selvom det på papiret ligner, at statsminister Mette Frederiksen (S) vil kunne udnytte den nye splittelse, nu hvor både Pape og Jakob Ellemann Jensen (V) går efter magten, er Papes udmelding ikke nødvendigvis så dum igen for blå blok. Om noget sikrer den snarere, at der vil være noget for enhver smag til alle dem, der ikke ønsker at se Socialdemokratiet i en ny regering: De mere midtersøgende vil kunne stemme på Ellemann, de mere højreorienterede på Pape – og i begge tilfælde vil Mette Frederiksen og kompagni formodentlig sidde tilbage uden ministertaberetter, når valgkampsmusikken stopper.

Samme dag debuterede vores nye universitetspraktikant Xenia Heiberg Heurlin med en suveræn artikel om hormonspiralens lidt glemte problemstillinger. Mens p-pillen blandt mange kvinder er kommet i ‘bad standing’ som følge af dens medfølgende bivirkninger – herunder risikoen for nedtrykthed og depression – fortsætter hormonspiralen nemlig med at være et populært alternativ. Og det på trods af, at den faktisk har mange af de samme bivirkninger som netop p-pillen. Så hvorfor går hormonspiralen fri?

En mand, der helt sikkert ikke går fri af kritik, er Australiens nu tidligere premierminister Scott Morrison. Ham skrev jeg om i en ‘Kære læser’ onsdag, efter det var kommet frem, at Morrison i al hemmelighed havde tildelt sig selv hele fem ekstra minister-tjanser under coronakrisen. “Jeg kan ikke fatte tankegangen, der resulterede i det her,“ lyder det fra Australiens nuværende premierminister, Anthony Albanese, der også mener, at Morrison har “undergravet vores demokrati“. Det er svært at være uenig.

I nyhedsanalysen stillede Emma Louise Stenholm et stedsegrønt spørgsmål: Hvorfor vil overpriviligerede britiske politikere så gerne sige, at de kommer fra et hårdtarbejdende bagland – også når det slet ikke passer? Og hvorfor er myten om, at flid nødvendigvis fører til succes, overhovedet så sejlivet? Der i hvert fald noget, der ikke rigtigt hænger sammen: “Jo mere en velstillet person taler højt om sin baggrund, jo mindre er sandsynligheden for, at vedkommende i virkeligheden er mønsterbryder. Det gælder også uanset kønnet på den kommende premierminister.“

Torsdag var det minsandten blevet tid til endnu mere Søren Pape. For ikke nok med, at Pape nu gerne vil være statsminister, så har han også gjort det utænkelige, og faktisk sagt hvad han mener. I Konservatives nye skatteudspil lægger Pape i hvert fald ikke skjul på, at han stræber efter en større omfordelingsøvelse, hvor samfundstoppen belønnes og folk i bunden straffes. Som Lars Trier Mogensen skrev i en nyhedsanalyse, er det opsigtsvækkende sager:

“Søren Pape er pludselig konservativ, så det gør noget. I modsætning til forbilledet Poul Schlüter – som ganske pludselig blev statsminister i 1982, og som berømt udtalte: ‘jeg er ikke så konservativ, at det gør noget’ – har De Konservatives nuværende formand valgt at tone mere rent flag. I ugens løb har han ikke alene annonceret sit kandidatur til statsministerposten, men også nok så opsigtsvækkende præsenteret et sjældent set blåt og borgerligt valgoplæg.“

Når det kommer til at være en konservativ høg, kan de færreste dog slå USA’s gamle vicepræsident Dick Cheney. Ham skrev Oliver Stilling om i en ‘Kære læser’ (vidste du eksempelvis, at Cheney har haft hjerteanfald i både 1978, 1984, 1988, 2000 og 2010?). Anledningen var imidlertid glædelig: Dick Cheneys ældste datter, Liz Cheney, har som den tilsyneladende eneste republikaner vurderet, at der må være en nedre moralsk grænse, når det kommer til Donald Trump. Af samme grund vil hun nu gøre alt for at forhindre, at Trump bliver genvalgt som præsident i 2024 – koste hvad det vil.

Mens vi ventede på weekenden, skrev Xenia Heiberg Heurlin fredag om de evakuerede afghanere, som stadig venter på at få afklaret, om de mon kan blive boende i Danmark. For selvom den danske stat tilbød knap 1.000 afghanske tolke og lokalt ansatte at komme til Danmark som tak for deres hjælp med at bekæmpe Taliban, har taknemmeligheden alligevel ikke rakt meget længere, end til at de ifølge en særlov kan blive to år i landet – hvorefter de skal søge asyl. Et politisk flertal lægger nu op til, at særloven skal laves om. Men den idé er regeringen altså ikke videre begejstret for. Det er på mange måder uværdigt.

Slutteligt så Astrid Plum nærmere på en helt oplagt løsning på byernes overophedning: At man simpelthen satser på træerne. Heldigvis har Københavns Kommune allerede lovet at plante 100.000 nye træer inden 2025. Men man mangler altså fortsat godt 38.000. Og så hjælper det da heller ikke så meget, hvis man ikke samtidig forsøger at bevare de træer, vi allerede har i byrummet. Eller som træforsker Oliver Bühler udtrykker det: “Det her med at byerne bliver varmere og mere tør, der skal vi også tænke os om i forhold til, hvad er det for en beplantning, vi skal have, som kan tåle den her varme. Det er ret væsentligt i planlægningen af fremtidens byer.“

Nej, træerne vokser endnu ikke ind i himmelen. Til gengæld er det nu weekend. Vi ses på mandag. /David Dragsted