2. juni 2016
Kære læser
Ejerlejlighed-ejerne i brokvartererne frygter hvert år, at Distortion – gadefestivalen, der har udviklet sig til en rigtig københavnerbegivenhed – vil omstyrte hovedstaden som Sodoma og Gomorra. Her på Føljeton er nogle af os gamle nok til, at vores Facebook-feeds er fulde af småborgerlige bemærkninger om Distortion. Distortion larmer; de unge er alt for fulde; de pisser overalt; og godt man har et sommerhus, man kan fortrække […]
Det bedste vi har set
Vi kender det herhjemmefra. Første gang man så sådan en som Pia Kjærsgaard sidde og hyggequizze i et Erling Bundgaard-agtigt underholdningsprogram på tv, gibbede det i en.
Men op gennem 00’erne blev det mainstream, og pludselig var det nærmest underligt, hvis ikke hun lige var inde og vende i Michael Meyerheims softball-talkshow på TV2 Charlie engang imellem. Måske er det lidt anderledes med Donald Trump. Han var en kendt, wacky byggematador, som først i rollen som præsidentkandidat viste sig at lide af galopperende xenofobi. Men han er stadig gæst i de populære tv-shows, og værterne taler stadig til ham, som om han bare er den samme farverige fætter. Artiklen her beskæftiger sig med, hvordan det baner vejen for en snigende fascisme. Der er links i den til et par andre stærke tekster. Læs og gys.
Sexisme i videnskabelige kredse
”I de sidste måneder inden jeg afsluttede mine fysikstudier, bad en af mine undervisere mig om at komme ind på sit kontor (…) Han lukkede døren bag os, bad mig sætte mig og forklarede, at han var blevet forelsket. Han ville have en affære, sagde han, og hvis det ikke passede mig, kunne han ikke fortsætte som min vejleder – han ville finde min tilstedeværelse ‘for distraherende’. Han havde en høj anciennitet på universitetet og var gift; men det her var i slutningen af 1970’erne, og sexchikane var ikke et tema på nogen universiteter.”
Sådan indleder videnskabsskribenten og kuratoren Margaret Wertheim sit essay ‘The Sexism Problem’ om sexisme i videnskabelige kredse. Den beskrevne hændelse ligger 30 år tilbage i tiden, og Wertheim spørger, hvorfor så lidt har ændret sig i de mange år, der er passeret.
Her på Føljeton holder vi meget af den cirka 40-årige elektroniske kompositionsmusiker Goodiepal (Parl Kristian Bjørn Vester – også kendt som Gæoudjiparl The Århus Warrior). Vi kan lide hans radikale computermusik, som ifølge ham selv er ”musik, der ikke nødvendigvis er lavet på en computer, men lavet for en computer. Det er lavet til at blive værdsat af en computer.”
Goodiepal er på mange måder meget ligetil, men han er også avanceret. Derfor er der ikke så mange, der giver sig i kast med at anmelde hans musik, som offentligheden har fortjent. Men nu har hans seneste 14-dobbelte LP fået en fin og pædagogisk anmeldelse, og kritikeren kalder ham ligefrem en sokratisk figur i dansk kulturliv. Den skal bare deles.
Spisesedlen
Folkemord eller massakre? Det tyske parlament stemmer i dag om en kontroversiel resolution, der vil betegne det armenske folkemord som et folkemord. Det vil ikke blive taget godt imod i Tyrkiet. Tyrkerne mener ikke, at den tyrkiske massakre i Armenien kan betegnes som ‘folkemord’, og har længe bekæmpet internationale forsøg på at anerkende folkemordet.
Syriske flygtninge fanget i limbo i Seouls lufthavn. I håbet om at slippe væk fra borgerkrigens inferno søger syriske flygtninge ikke kun mod Europa. Cirka 180 syrere har i op mod seks måneder opholdt sig på meget lidt plads uden senge og vinduer i Sydkoreas største lufthavnen, mens de venter på at få deres sag behandlet.
Region Hovedstaden har pr. 1. juni indført tættere samarbejde mellem praktiserende læger og kræftlæger. Nu kan praktiserende læger ringe direkte til et netværk af 10 af hospitalernes specialister i forskellige former for kræft, mens patienten sidder i konsultationen. Specialisterne kan hjælpe med at stille en diagnose.
Landbrug & Fødevarer ville ønske, at de ringeste svinebønder forsvandt. Et såkaldt vækstpanel for svinesektoren under Landbrug & Fødevarer fremlægger i dag en række anbefalinger, som skal være med til at afhjælpe sektorens kæmpekrise. ”Mange af landmændene har brug for at blive løftet, men vi må også være helt ærlige: Nogle af dem kan ikke være med. Der er svineproducenter, som ikke skal være her om fem-ti år,” siger Karen Hækkerup, topchef i Landbrug & Fødevarer.
Arkæologer finder 14.000 år gamle huletegninger i Spanien. Det drejer sig om cirka 70 dyretegninger i den underjordiske Atxurra-hule i Baskerlandet. Ifølge arkæologen Diego Garate, der ledte udgravningerne, er tegningerne i fin stand, og han sammenligner opdagelsen – hvis han selv skal sige det – med at finde en forsvunden Picasso.