2. december 2022
Kære læser
Der går forhåbentlig ikke lang tid, før en ny regering træder ud foran Amalienborg. Når det sker, vil der nok være et par friske nye ansigter i flokken. Mon også de vil præsentere nogle nye ministerier? Fra flere sider lyder der i hvert fald en efterlysning på en it-minister. Sexet? Nej. Vigtigt? Ja. Der findes […]
Kære læser
Lige nu tages de første digitale spadestik til et Fort Europa. Mens EU allerede bruger bevægelsesensorer, droner og irisscanninger inden og uden for unionen – i lufthavne, ved grænserne og i flygtningelejre – som skal sikre mere præcise data om, hvem du er, hvor du er, og hvilke grænser du har krydset, skal nye teknologier […]
Det bedste vi har set
Flyvende Scavenius
Alternativets nyudnævnte klimaordfører Theresa Scavenius har fløjet 24 gange på fem år. Er hun så en hykler? Talker hun the talk uden at walke the walk? Skal hun “skamme sig“, sådan som Politikens Marcus Rubin skrev i en leder? Kommunikationsforums redaktør, ph.d. Timme Bisgaard Munk, har set nærmere på argumentationen for og imod. Der er lidt for meget Erasmus Montanus over hendes krisestyring, mener han.
Dette er vore muligheder
Washington Post har kigget på 1.200 mulige udfald for planetens fremtid og forsøger at konkludere, hvad der er af håb. Planeten er selvfølgelig Jorden.
Da filmen blev digital
I år er det 20 år siden, at verdens første digitalt filmede blockbuster, Star Wars-filmen Attack of the Clones, havde premiere. I den anledning har Sight and Sound en lang og nørdet artikel om, hvordan digitaliseringen revolutionerede filmmediet. Filmfotografen Anthony Dodd Mantle, der filmede Thomas Vinterbergs Festen med et videokamera, optræder med en anekdote i artiklen. Han siger, han er glad for, at det var Vinterbergs film og ikke Lars von Triers Idioterne, han var med på, for ellers skulle han have været nøgen.
Spisesedlen
Kina optrapper censuren efter coronaprotester. Som reaktion på modstanden over for landets stramme coronahåndtering, har de kinesiske myndigheder ifølge lækkede direktiver optrappet censuren til et nyt kriseniveau. Det indebærer, at man nu slår ned på såkaldte VPN’er, der bruges til at omgå den kinesiske internetcensur, ligesom demonstranter overvåges og udspørges. Samtidig har man dog også opblødt nogle af de eksisterende coronarestriktioner, skriver The Guardian.
Domstol giver grønt lys til Trump-efterforskning. Torsdag afgjorde en føderal appeldomstol, at de dokumenter, som FBI har beslaglagt efter en ransagning af Donald Trumps hjem i Florida, nu atter kan indgå i en efterforskning af Trumps håndtering af fortrolige dokumenter fra Det Hvide Hus. Trump havde ellers forsøgt at forhale efterforskningen ved at forlange en advokatundersøgelse af papirerne.
Tidligere direktør får dom i Roskilde Bank-sag. Efter mere end 10 år kunne Højesteret torsdag fælde en endelig dom i en af de mest opsigtsvækkende bankkrak-sager under finanskrisen. Den tidligere bankdirektør Niels Valentin Hansen skal nu betale godt 232 mio. kr. i erstatning, efter at være blevet dømt for at have givet uforsvarlige lån. Til gengæld er fire af de daværende bestyrelsesmedlemmer i Roskilde Bank blevet frifundet.
Omkring 138.000 danskere ramt af gældskaos. Ifølge Berlingske står flere borgere og virksomheder i en aparte situation, hvor de ikke kan få lov til at betale deres gæld til Gældsstyrelsen, og endog vil kunne opleve at få penge retur. “Jeg mener, at det er kommet så langt ud, at den eneste løsning er, at politikerne bliver nødt til at komme på banen,“ udtaler Peter Bjerre Mortensen, professor og ekspert i forvaltning ved Aarhus Universitet.
Hugo Helmig er død. Det skriver hans far, musikeren Thomas Helmig, på Instagram. Hugo Helmig blev blot 24 år gammel. Han debuterede tilbage i 2017 med singlen ’Please Don’t Lie’ og blev samme år nomineret til P3 Talentet. Samtidig blev singlen den mest spillede sang i dansk radio i 2017.
Et sidste ord
Unesco har gjort den franske baguette til kulturarv, og franskmændene er forståeligt nok i ekstase.
Lad det også være humøret, vi går til weekend på. God fredag!