19. september 2019

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Janusansigt eller sort ansigt

Der er mange ting, der kan knække en politiker. Tag nu Henrik Sass Larsen fx. Han blev knækket af medierne. Ja, altså det mener han i hvert fald selv. I går kom det frem, at han forlader dansk politik for i stedet at blive direktør for kapitalfondene. Årsagen til det politiske exit fik vi bl.a. […]

Kære læser

Greta Thunberg og det sociale vendepunkt

En båd, der hælder affald ud. Vi nævnte det kort i går: Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg er i Washington, D.C., og da hun forleden mødtes med Senatets særlige ”klima-taskforce”, som roste hende, sagde hun, at de kunne spare deres lovprisning. ”Lad være med at invitere os herind bare for at fortælle os, hvor […]

Det bedste vi har set

Til bogreception med Søren Pind

Til bogreception med Søren Pind

”I de sekunder, hvor Lars Løkke Rasmussen kom til syne i døråbningen ved arrangementet, smadredes et vinglas mod trægulvet.” Ville du gerne have været til den tidligere Venstre-minister Søren Pinds reception hos forlaget Gyldendal onsdag? Berlingskes reporter var der, og der lader til at have været en lidt speciel stemning. ”Lars Løkke Rasmussen fortrak ikke en mine, og opremsningen gav ikke anledning til latter fra salen.” Teksten trænger lige til en gennemskrivning, men ellers er det muligvis som at være der selv. Søren Pind benyttede i øvrigt lejligheden til at undskylde over for dem, der måtte være stødt over indholdet i hans nye bog, der hedder Frie ord.

Forfatter i fjerntliggende fængsel

Forfatter i fjerntliggende fængsel

Tidligere på året vandt den iransk-kurdiske forfatter Behrouz Boochani Australiens største litteraturpris, Victorian Prize, for sin bog No Friend But The Mountains. Boochani er en af Australiens mest roste forfattere – han kan bare ikke komme ind i landet og kunne af samme grund ikke deltage ved ceremonien, da prisen skulle overrækkes. Efter han flygtede fra Iran, har han i seks år siddet tilbageholdt på en af Australiens såkaldte ’flygtningeøer’ – Manus Island. Australien er ikke venligt stemt over for hverken migranter eller asylansøgere, og The New Yorker har en ret interessant langlæser om Boochani og den politiske situation, der danner rammerne for hans bog.

Blockbusters største fejltagelse

Blockbusters største fejltagelse

Streamingtjenesten Netflix har i dag mere end 150 mio. abonnenter og er svimlende mange penge værd, men at det skulle gå sådan, var der ingen, der kunne forudse, da tjenesten blev grundlagt i 1997. I 2000 mødtes Netflix-stifterne Marc Randolph og Reed Hastings med videoudlejningskæden Blockbusters ledelse, hvor de faktisk pitchede et salg af Netflix. Pris: 50 mio. dollars. Blockbuster-folkene takkede nej og havde svært ved at tilbageholde latteren over det latterligt høje beløb. Randolph følte sig latterliggjort og besluttede sig for, at han ville ”kick their ass”, og det må man sige, han gjorde. Marc Randolph beskriver mødet i sin bog That Will Never Work: The Birth of Netflix and the Amazing Life of an Idea, som Vanity Fair bringer et underholdende uddrag af.

Spisesedlen

Henrik Sass Larsen bliver superlobbyist. Den socialdemokratiske kuglestøber Henrik Sass Larsen, der tilskrives en hel del af æren for, at Socialdemokratiet er tilbage ved magten, stopper i politik. Han har takket ja til et job som direktør for brancheforeningen DVCA, hvis medlemmer bl.a. tæller kapital- og venturefonde med kontorer i Danmark. Han siger, at det ligger i forlængelse af, hvad han har lavet som politiker – nemlig at skabe arbejdspladser.

Sæt bare cigaretpriserne op, siger Rådet for Socialt Udsatte. Den danske regering mener, at prisen på en pakke cigaretter skal ligge på 50 kr., så socialt udsatte ikke bliver ramt for hårdt på pengepungen ved en prisstigning. Men priserne på tobak må gerne stige mere, da socialt udsatte også reagerer på markante prisstigninger, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen ifølge DR.

Frankrig og Italien vil samarbejde om indvandring. Frankrigs præsident Macron har været på en lynvisit i Rom, hvor han mødtes med premierminister Giuseppe Conte og præsident Sergio Mattarella. I den nye italienske regering er det indvandrings- og EU-fjendske populistparti Lega skiftet ud med centrum-venstre-partiet Partito Democratico, så der blæser nye politiske vinde.

Børn født ved kejsersnit har andre tarmbakterier. ”Hvordan ens immunforsvar fungerer gennem livet, kan være påvirket af dets første møde med bakterier,” siger forsker Nigel Field, University College London, der er hovedforfatter på det hidtil mest omfattende forskningsstudie på området. Det viser, at børn, der fødes vaginalt, bliver udsat for deres første dosis bakterier fra deres mor, mens kejsersnitbørn får flere hospitalsbakterier. Undersøgelsen kan forklare, hvorfor man ser mere allergi og astma hos børn født ved kejsersnit. The Guardian har historien.

Netanyahu opfordrer til enhedsregering. Søndagens valg efterlod israelsk politik i dødevande. Hverken premierminister Benjamin Netanyahu eller oppositionsleder Benny Gantz kan mønstre et flertal, og det har nu fået Netanyahu til at opfordre til at danne en enhedsregering over midten. Gantz har selv tidligere luftet samme idé, men han har dog haft som krav, at Netanyahu ikke bliver en del af en sådan regering.

Et sidste ord

Det her gør os svimle. En kunstig intelligens lærer sig selv at bruge redskaber til at lege gemmeleg. Det er lige dele fascinerende og frygtindgydende.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12