19. oktober 2018
Kære læser
Måske er du både ung og gammel nok til af og til at stikke hovedet forbi en hiphop-koncert eller to, og så vil du vide, at der er sket lidt de senere år. Det er, som om de er blevet lidt … vildere. Som om det ikke helt er nok at wave‘e vores hands in […]
Kære læser
Vuelta a España er ved at være ved vejs ende, og forud for den 21. og sidste etape står ejeren af det genopståede baskiske Euskadi-cykelhold, Jon Odriozola, i bussen og gør status over for rytterne. Det gamle baskiske hold Euskadi-Euskaltel, som blev nedlagt i 2013, fik økonomisk støtte fra den baskiske regering. Odriozola hader al politik, siger han. Han vil bare bygge et baskisk hold, der kan vise sig frem på den store scene: ”Målet er at køre Tour de France med et rent baskisk hold bygget af baskiske penge.” Og det ville ikke skade, hvis politikerne spyttede lidt penge i kassen. Slet ikke efter succesen i Vueltaen.
Det bedste vi har set
Kravl ned i synth-grotten
Vi må indrømme, at vi ikke havde hørt om genren Dungeon Synth. Men så er det jo godt, at musikmediet Passive/Aggressive står klar til at give os en kyndig, hjælpende hånd. For ifølge denne feature er Dungeon Synth et af de absolut mest interessante eksempler på undergrundsmusik anno 2018. Samtidig lyder det som noget taget ud af en Ringenes Herre-film, hvis Frodo altså rendte rundt med en skramlet synthesizer i stedet for Herskerringen. Måske endda tilsat lidt computerspilslyde, et pift hypnotisk new age-musik og en satanistisk ork. Lad os bare sige, at der er nok at tage fat på.
Brexits ABC
De er lige til at blive helt rundtosset af, de igangværende Brexit-forhandlinger. Heldigvis har BBC lavet en behjælpelig ordbog, der kort opridser de vigtigste Brexit-relaterede nøgleord fra A-Z. Få eksempelvis en forklaring på, hvad det famøse ”backstop” helt præcist betyder, hvad ”Operation Yellowhammer” er, og hvad lasagne har med det hele at gøre.
Menneskets nye bedste ven
Hvis vi i forvejen har tænkt os at indrette en verden, hvor robotter skal kunne støvsuge for os, klare vores indkøb og automatisk sætte vores yndlingsmusik på, hvorfor så ikke også gøre dem lidt selskabelige? Det spørgsmål stiller Quartz i det nyeste bidrag til deres fremtidsforudsigende serie What Happens Next. Pointen er, at sociale robotter i fremtiden skal kunne lære os at lave mad, hjælpe børn med deres lektier og give lidt sparring til ensomme ældre. Gad vide, hvad vi mennesker efterhånden skal give os til at lave.
Anders Samuelsen er ikke nogen Kierkegaard
Informations kulturredaktion er begyndt at lave en lettere idiosynkratisk ugentlig gennemgang af vigtige kulturelle begivenheder, og det er meget fedt. I denne uge kan du blandt andet læse om Lars Mikkelsens dåb, Donald Trumps amatørportræt og Kanye West. Bedst bliver det dog, når Anders Samuelsens nyeste Instagram-eventyr tolkes gennem Søren Kierkegaard: ”Havde Samuelsen sat 70.000 punktummer efter ‘tro’, havde referencen til Kierkegaards udsagn om, at troen er ‘Springet ud paa de 70.000 Favne Vand’, stået klarere.”
Et visit i kryptovaluta-land
Måske har du inderst inde et spinkelt håb om, at det der med Bitcoin og kryptovaluta aldrig bliver stort nok, til at det er nødvendigt at forstå det. Sådan havde The New Yorkers journalist Nick Paumgarten det i hvert fald, inden han langsomt blev suget længere og længere ind i kryptovalutaernes forunderlige verden. Det har han skrevet en langlæser om, hvor der både er tid til at forklare teknikken bag og at snakke med to af miljøets mest interessante skikkelser: Bitcoin-konkurrenten Etheriums opfinder, det 24-årige geni Vitalik Buterin, og den ældre Etherium-medstifter Joseph Lubin.
Spisesedlen
TDC’s hovedejer førte an i svindelsag. Topledelsen i investeringsbanken Macquarie, der er hovedaktionær i den danske telekoncern TDC, har personligt godkendt brugen af en skattefidus, der har trukket milliarder ud af den tyske statskasse. DR skriver, at afsløringen kommer på baggrund af tusindvis af hemmelige efterforskningspapirer, som blandt andet omfatter interne dokumenter og mails fra banken.
Saudi-Arabien klar med syndebuk for journalistmord. Ifølge avisen New York Times’ oplysninger overvejer Saudi-Arabien at lægge skylden for det formodede mord på journalisten Jamal Khashoggi over på generalmajor Ahmed al-Assiri, der er en højtstående rådgiver for kronprinsen. Det sker blandt andet efter, at den amerikanske regering har anerkendt, at Khashoggi sandsynligvis blev myrdet.
Kinas vækst er på laveste niveau siden finanskrisen. Det er blandt andet handelskrigen med USA, der får økonomien til at vokse langsommere i Kina end forventet. Den kinesiske regering har et overordnet mål om en vækst på 6,5 pct. i hele 2018. I 2017 voksede Kinas økonomi med 6,9 pct.
Lars Løkke Rasmussen åbner klimatopmøde i København. I dag åbner klimatopmødet P4G i København. Blandt topmødets ca. 500 deltagere er en række regeringschefer samt ministre, virksomheder, udviklingsbanker og NGO’er. Formålet med topmødet er at lave partnerskaber, så virksomheder, myndigheder og organisationer går sammen om grønne projekter.
En tredjedel af de danske minkfarme har MRSA. Mink på de danske minkfarme bliver smittet med den multiresistente bakterie MRSA, fordi de fodres med råt svinekødsaffald. Flere medarbejdere på minkfarmene er blevet smittet, og det frygtes, at de kan sprede bakterien på de danske sygehuse, hvor bakterien kan være livsfarlig for svage patienter.
Et sidste ord
Kulden er endelig ved at komme, det bliver mørkere udenfor, og bladene er faldet af træerne. Det føles lidt, som om det går den forkerte vej. Men efteråret har også sine charmerende træk. Du kan fx lige nå at tage sådan en dukkert her, inden efterårsferien er forbi.